"Årskarakterer er imod hf’s DNA"

DEBAT: Selvom gymnasiereformen langt hen ad vejen rummer gode elementer, er det bekymrende, at man lægger op til at indføre årskarakterer for hf-elever. Det er imod hf's læringsmiljø, skriver formændene for henholdsvis GL, Lederforeningen for VUC og Danske Gymnasier.

Af ​Annette ​​​Nordstrøm Hansen, Verner Rylander-Hansen og Anne-Birgitte Rasmussen
Hhv. formand for GL, formand for Lederforeningen for VUC og formand for Danske Gymnasier  

Et bredt politisk flertal landede kort før sommerferien en længe ventet gymnasiereform, der lægger op til flere gode og fremadrettede ændringer. Også for hf, hvor der lægges op til en styrkelse af fagligheden i uddannelsen. Eleverne skal rustes bedre til deres videre uddannelsesvalg – både professionsuddannelser og de lange videregående uddannelser. Et udspil, vi langt hen ad vejen er glade for og synes, rummer gode linjer for udviklingen af et stærkt hf.

Bekymring over årskarakterer på hf
Men vi er meget bekymrede over, at det lovforslag, der nu skal gøre reformen til virkelighed i landets hf-klasser, lægger op til, at der indføres en monofaglig vurdering af elevens indsats i de to faggrupper: Kultur- og samfundsfagsgruppen og den naturvidenskabelige faggruppe. Når HF-eleverne fremover trækker ét af fagene i de to faggrupper, vil de blive bedømt med årskarakter i de andre. Indførelsen af en sådan monofaglig eksamen, mener vi, er problematisk, og vi har svært ved at se, hvordan det flugter med intentionerne om at styrke fagligheden i hf. Vi mener, at lovforslaget vil udhule de to faggruppers tværfaglige indhold, og er uenige i, at indførelsen af årskarakterer vil styrke elevernes faglighed. Tværtimod!

Årskarakterer rimer slet ikke med det særlige læringsmiljø, der hersker på hf, og som er en del af DNA’et i hf-uddannelsens profil. Hf har altid været kendetegnet ved, at der ikke gives årskarakterer i modsætning til de treårige uddannelser. Og rigtig mange hf-kursister fremhæver netop dét som en kvalitet ved uddannelsen, da det er med til at skabe et læringsmiljø, der rummer alle elevernes mangfoldighed og giver plads til faglig udvikling fremfor det karakterpres, som unge oplever i dag.

Konkret forslag til fastholdelse af tværfaglighed
VUC, GL og Danske Gymnasier har sammen fremlagt et konkret forslag til, hvordan vi fremover fastholder tværfagligheden i de to faggrupper – uden at behøve at tvinge indførelse af årskarakterer i hf igennem. Vi mener, at man uden problemer kan gennemføre vurdering af elevens konkrete kompetencer på anden vis.

Det kan for eksempel handle om, at eleven udarbejder en intern skriftlig opgave på tværs af de tre fag. En intern skriftlig opgave vil samtidig bidrage til at styrke elevernes skriftlige kompetencer.

Lige nu er der for eksempel flere gymnasier, der gennemfører forsøg med karakterfrie klasser, og de har gode erfaringer med det. Karakterfrie klasser kan være med til at mindske elevernes skæve fokus på karakterer og overfladisk performance og være med til at styrke deres lyst og motivation til reelt at lære.

VUC, GL og Danske Gymnasier vil derfor opfordre til, at forslaget om at indføre årskarakterer på hf trækkes tilbage. Lad os sammen se på de mange gode alternativer, der er til årskarakter som evaluering. Vi tilbyder gerne vores hjælp og viden i udviklingen af gode og effektive prøve- og eksamensformer.

Forrige artikel Efterskoler: Besparelser vil koste jobs i landdistrikterne Efterskoler: Besparelser vil koste jobs i landdistrikterne Næste artikel Debat: Flyt uddannelserne ud til lokalsamfund og erhvervsliv Debat: Flyt uddannelserne ud til lokalsamfund og erhvervsliv