Lad fagligheden komme til
DEBAT: Faglige visioner skal drøftes, så alt ikke kommer til at handle om økonomisk effektivitet og kvantitative mål, skriver formanden for Gymnasieskolernes Rektorforening, Jens Boe Nielsen.
formand for Gymnasieskolernes Rektorforening
Hvis man i slutningen af januar måned stadig kan nå at fremsætte et nytårsforsæt, skal et forsæt for ungdomsuddannelserne være, at debatten i 2011 igen får indhold og faglighed som omdrejningspunkt.
I en tid hvor vi, som nu, er økonomisk udfordret, har samfundet nemlig i allerhøjeste grad brug for, at det bliver legitimt at mene noget om, hvad det er for nogle kompetencer, de unge skal have i løbet af de tre år, de går i gymnasiet. For det er de kompetencer, vi fremover skal leve af.
Institutionspolitik har overtaget dagsordenen
Over en længere periode har der været en tiltagende tendens til, at uddannelsespolitik er blevet til institutionspolitik. På de indre linjer i sektoren er spørgsmål om institutionernes - altså skolernes - størrelse, betingelserne for gymnasiernes overtagelse af egne bygninger, campus-dannelser, fusioner mellem skoler, taxameterstruktur og taxameterstørrelse blevet svaret på de uddannelsespolitiske mål både i Folketing og i regeringen.
I den eksterne uddannelsesdebat har blandt andet klassekvotienter, buskørsel til og fra skole, elevernes alkoholindtag og fravær fyldt avisernes spalter. I det hele taget er der blevet talt utroligt meget om rammerne for gymnasiets og elevernes eksistens og foruroligende lidt om, hvad der sker i den tid, eleverne rent faktisk har undervisning. Hvilke forudsætninger har eleverne, når de kommer til gymnasiet? Er det de rette kompetencer, de forlader gymnasiet med? Hvilke krav stiller fremtidens arbejdsmarked overhovedet til den kommende generation? Det trænger vi til at få debatteret.
Finanslov og 95 procentsmålsætning har sat en kvantitativ dagsorden
Det er selvfølgelig ikke tilfældigt, at uddannelsespolitikken har bevæget sig den vej. For det første nødvendiggjorde strukturreformen, hvor gymnasierne fik selveje og taxameterfinansiering, at nye rammevilkår for gymnasierne blev fastlagt. Samtidig har en finanslov med konstante årlige besparelser skabt en dagsorden, hvor opgaven har været at finde ud af, hvordan man får mere kvalitet for færre penge. Eller i hvert fald, hvordan man undgår kvalitetsforringelse. Og så har 95-procentsmålsætningen også i en årrække været årsag til, at det i lige så høj grad har været kvantitet som kvalitet, gymnasiet har haft fokus på.
En skrantende samfundsøkonomi gør det naturligvis nødvendigt at tale om, hvordan vi kan få høj kvalitet for færre penge - og det eksistensvilkår gælder selvfølgelig også gymnasierne. Det er også nødvendigt med et konstant fokus på, at så mange unge, som overhovedet muligt, skal have en ungdomsuddannelse. Og også i den forbindelse spiller gymnasiet - som den største ungdomsuddannelse - en stor rolle.
Økonomisk effektivitet og kvantitative mål må bare ikke være det eneste, vi måler gymnasiet på - og det eneste der er genstand for den uddannelsespolitiske debat og aktivitet. Man kan næsten sige, at netop fordi vi som samfund befinder os i en situation med et krav om vækst, hvis vi skal bevare vores velfærdssamfund, er det vigtigt at have et kontinuerligt fokus på, at gymnasiet leverer studenter, som hver især er så fagligt dygtige, selvstændigt arbejdende, reflekterende, kritiske og kreative, som de på nogen måde kan blive. Det kræver, at vi drøfter faglige visioner.
Forældede erhvervsskole-idéer fra regeringen
Lærerfyringer er regeringens skyld
