Partnerskaber som løftestang i uddannelsessektoren

DEBAT: Professionshøjskolerne skal være bindeleddet mellem uddannelse, produktion og viden, men de mandler anerkendelse for deres vidensarbejde, skrive Laust Joen Jakobsen, formand for Professionshøjskolernes Rektorkollegium.

Af Laust Joen Jakobsen
Formand for Professionshøjskolernes Rektorkollegium og rektor på Professionshøjskolen UCC

Professionshøjskolerne er sat i verden for at udbyde professionsrettede videregående uddannelser af højeste kvalitet. Både uddannelser, der retter sig mod kerneopgaverne i det danske velfærdssamfund, og uddannelser, der retter sig mod det private erhvervsliv. Vi skal have flere studerende, de skal hurtigere igennem systemet, og de skal være dygtigere!

Det er en stor opgave, og vi kan ikke løfte den alene. Samarbejdet med interessenterne om de professionsrettede videregående uddannelser er afgørende for udviklingen af uddannelserne og professionshøjskolerne. Lige så vel som at samarbejdet med lovgivere er afgørende for, at vi kan indfri den politiske målsætning om, at Danmark i 2015 har en ny institutionsstruktur for de professionsrettede videregående uddannelser.

Den politiske målsætning er som bekendt, at erhvervsakademier og ingeniørhøjskoler fusioneres med professionshøjskolerne, således at professionsbacheloruddannelser på velfærdsområdet og på det tekniske og merkantile uddannelsesområde udbydes af stærke regionale professionshøjskoler.

Undervisningsministeren har i maj 2010 på Professionshøjskolernes Rektorkollegiums årsmøde spillet bolden til professionshøjskolerne ved at melde klart ud, at det forventes, at professionshøjskolerne tager initiativet for at realisere disse intentioner.

Klar til boldspil med ministeren
Den bold vil vi gerne gribe. Det er der ikke noget nyt i. Professionshøjskolerne ser det også som en af deres vigtigste opgaver at få systematiseret samarbejdet mellem aktørerne, og partnerskabsaftaler er et af de væsentligste værktøjer til at løfte denne opgave.

De professionsrettede videregående uddannelser skal være relevante - det sikrer vi bedst ved at arbejde tæt sammen med aftagerne. Vores uddannelser skal være af høj kvalitet og baseret på nyeste viden - det sikrer vi bedst ved at samarbejde med universiteterne og med aftagerne. Viden udvikles også i praksis, og derfor skal vi netop have et stærkt samarbejde med aftagerne om og i praksis.

Der er allerede flere eksempler på et godt, reelt og konstruktivt samarbejde mellem professionshøjskoler og de øvrige aktører. Der er lokale partnerskabsaftaler med aftagerne, hvor de enkelte professionshøjskoler arbejder sammen med kommuner, regioner og erhvervsliv om praktikken, om kompetenceudvikling af medarbejdere, om udviklingsprojekter, mv. Der er partnerskabsaftaler med universiteter og forskningsinstitutter, hvor der forskes i professionerne og hvor der samarbejdes om f.eks. pædagogisk udvikling. Initiativerne er med til at løfte professionerne.

Formel anerkendelse for forskning
Samarbejdsrelationerne bidrager til, at professionshøjskolerne kan løfte sine samfundsmæssige opgaver. Vores tilgang er, at samarbejdet skal være ligeværdigt. Vi skal anerkende og respektere hinandens viden og kompetencer. Det giver de bedste forudsætninger for og er en betingelse for et reelt samarbejde.

Professionshøjskolerne skal være med til at skabe innovation i det offentlige, og det gør vi ved at bringe den viden i spil, der skabes i professionsudøvelsen og i forskningen. Som det koblende led mellem praksis, uddannelse og forskning kan vi være med til at sikre og styrke den nødvendige forbindelse mellem viden, uddannelse og profession.

Her er partnerskaberne et godt værktøj. Professionshøjskolernes muligheder for at indgå endnu flere partnerskaber, også med internationale aktører, ville dog styrkes noget, hvis vi blev formelt anerkendt for vores vidensarbejde og fik pligt til at bedrive anvendt forskning. Så ville vi operere på samme vilkår som vores søsterinstitutioner i Europa og for alvor være attraktive samarbejdspartnere.

Forrige artikel Erhvervsuddannelserne skal være bedre Næste artikel S og SF's unfair ikke-løsning