To skridt frem – og et tilbage

Af Flemming Larsen og Leif Erik Pedersen
HHv. erhvervsuddannelseschef i DI og centerchef for Ungdommens Uddannelsesvejledning i København

I efteråret 2009 indgik forligspartierne bag globaliseringsaftalen et forlig om erhvervsuddannelserne, som indeholdt de vigtigste bidrag til en fornyelse af erhvervsuddannelserne, der er set i de seneste årtier.

Aftalen går for det første ud på at undgå, at for mange unge kommer i gang med en ungdomsuddannelse, som de reelt ikke magter. Det skal ske ved at foretage en bedre vurdering af de unge forud for optagelse, så unødvendige nederlag bliver undgået.

For det andet skal aftalen sikre, at erhvervsuddannelserne får en identitet og en plads i uddannelsessystemet, som bidrager til at fastholde erhvervsuddannelserne som en attraktiv mulighed for virksomheder og unge. Det skal blandt andet ske gennem bedre tilbud til mellemgruppen og de dygtige i erhvervsuddannelserne.

Alt var godt ...
Stort set alle aktører omkring erhvervsuddannelserne var enige i nødvendigheden af sådanne skridt, hvis de unges interesse for uddannelserne og virksomhedernes mulighed for at stille praktikpladser til rådighed skal fastholdes.

Målet med tiltagene var ikke at afskære unge fra uddannelse, men at sikre, at de blev parat til det, hvis de ikke var det i forvejen. En opgave som i væsentlig grad skal løses i overgangen mellem folkeskole og erhvervsuddannelse, og som i stor grad er et ansvar for kommunerne.

Alt var således godt indtil for to uger siden, hvor regeringen fremlagde et forslag til, hvordan det første af ovennævnte forslag skulle udmøntes.

Vejledning i blinde
Heraf fremgår det, at den kompetencevurdering, som skal foretages i overgangen fra folkeskolen til ungdomsuddannelse (af folkeskolen og Ungdommens Uddannelsesvejledning), skal ske generelt i forhold til erhvervsuddannelserne.

Det kan jo lyde meget enkelt. Men sagen er, at al erfaring tyder på, at de unge ikke søger erhvervsuddannelse generelt, men specifikke uddannelser (tømrer, smed, kontor osv.), og at kun få flytter sig fra det oprindelige uddannelsesønske.

Og der er i sandhed store forskelle mellem erhvervsuddannelserne, og dermed også i de forhold hos den unge, som bør være på plads, hvis målet er at give dem et godt og succesfuldt uddannelsesforløb. Det giver således ikke stor mening at vurdere de unges forudsætninger op mod erhvervsuddannelserne under ét.

Vedtager man loven i sin nuværende form, placerer man derfor vejlederne i en situation, hvor de skal vejlede delvist i blinde. De kan ikke forventes at have et indgående kendskab til de forudsætninger, der i hver enkelt af de 110 erhvervsuddannelser er afgørende for, om udfaldet af de unges møde med erhvervsskolen får et positivt udfald. Uden ændringer vil loven i stedet resultatere i en fortsættelse af de forudsigelige frafald og nederlag, som desværre har plaget mange unge på erhvervsskolerne.

Løsningen er simpel
Der er derfor al mulig grund til at få rettet op på dette og holde udviklingen af erhvervsuddannelserne på et spor, der også giver dem en chance i de kommende 10 år. Heldigvis er det i dette tilfælde hverken nogen svær eller dyr opgave for politikerne. De kan blot beslutte, at de unges kompetencer skal vurderes op imod en given uddannelse, som det også fremgik af aftalen i november.

Samtidig kan man bede de faglige udvalg om at beskrive de faglige og personlige kompetencer, der er nødvendige for, at det er realistisk for unge at påbegynde og gennemføre de ønskede erhvervsuddannelser.

Alternativet er erhvervsuddannelser, som fjerner sig fra virksomhederne og det store flertal af de unge, som sagtens kan gennemføre en erhvervsuddannelse. Resultatet vil være færre, der søger erhvervsuddannelse og færre virksomheder, der stiller praktikpladser til rådighed. Det kommer måske til at passe meget godt. Men vi taber erhvervsuddannelserne - og får et markant dyrere uddannelsessystem.

Så, kære politikere: Brug udvalgsbehandlingen i Folketinget til at få rettet op på dette.

debat@altinget.dk