Vejledning med ambitioner

Af Anna Marie Illum
Undervisningschef i Horsens Kommune og medlem af formandskabet i det nationale dialogforum for uddannelses- og erhvervsvejledning

Mange aktører spiller en rolle, når det handler om de unges uddannelses- og erhvervsvalg. Forældre- og familieforhold, folkeskolens undervisning og de personer, eleverne kommer i kontakt med.

Hertil kommer så Ungdommens Uddannelsesvejledning, der har uddannelses- og erhvervsvalget som sin primære opgave.

Af vejledningsloven fremgår det, at målet med vejledningen er dobbeltrettet. Den enkeltes interesser og personlige forudsætninger skal inddrages i vejledningen, og vejledningen skal inddrage fremtidens behov for kvalifikationer og det forventede behov for uddannet arbejdskraft.

Vejledningen skal altså tilgodese både samfundet og den enkelte, og hertil kommer at vejledningen i særlig grad skal rette sig mod unge, der har et særligt behov for at få vejledning.

Advarsel mod ensidigt fokus
I den offentlige debat er fokus meget rettet mod den del af UU's opgave, der vedrører unge med særlig behov for vejledning. Synspunktet kan det være svært at være uenig i, men jeg vil dog alligevel advare mod en for ensidig fokusering på en bestemt gruppe af de unge mennesker.

Identificering af denne særlige målgruppe fordrer en tæt dialog med grundskolen, da det er her, man har mulighed for at få et tilstrækkeligt kendskab til, hvem der er eller kan risikere at komme i denne målgruppe. Samtidig er det helt afgørende, at alle er bevidste om, at der hele tiden sker udvikling i forhold til, hvem der har et særligt behov. Forskellige livsvilkår, begivenheder og personlige forhold kan betyde, at et ungt menneske pludselig kan befinde sig i målgruppen, og det modsatte sker selvfølgelig også.

Jeg er altså enig i, at det er vigtigt med dette fokus på udsatte børn og unge, men i drøftelsen af vejledningsopgaven savner jeg alvorligt et perspektiv, der retter sig mod den største gruppe af unge mennesker.

Hvis man som en model forestiller sig, at ungegruppen kunne deles i 3 grupper:

1. En gruppe unge, som skal have hjælp til selvhjælp. De har brug for at vide, hvor de kan få svar på helt konkrete spørgsmål, fordi de ved, hvad de vil og kan, er ambitiøse og meget lidt i tvivl om både eget værd og hvad der skal til, og som kommer fra hjem, hvor der er tradition for en videregående uddannelse.

2. En gruppe unge, som har særlig behov for vejledning og som på forskellig vis er udsatte i forhold til at komme i gang med uddannelse.

3. En meget stor gruppe unge, som ikke er i en egentlig risikogruppe. Mange kommer gennem en ungdomsuddannelse, men kommer de også videre?

Der er en tæt sammenhæng mellem forældrenes uddannelsesmæssige baggrund og de unges efterfølgende valg, og billedet af Danmark som en nation af højtuddannede holder ikke. Det er historie, at forældre har ambitioner om, at deres børn uddannelsesmæssigt skal komme længere end dem selv. Det er jo ikke nødvendigt for at få et godt liv! - hvilket er ganske korrekt.

Højt uddannelsesniveau
Samfundsmæssigt er der dog det problem, at vi som nation har behov for at kunne konkurrere netop på et højt uddannelsesniveau i kombination med vores evne til at anvende vores viden fleksibelt.

Faktisk er det netop tanken i regeringens rapport fra globaliseringsrådet 2006, Fremgang, fornyelse og tryghed - Strategi for Danmark i den Globale økonomi, hvor der står:

"Alle unge skal have de bedste muligheder for at bruge og udvikle deres evner gennem uddannelse og arbejde. De unge skal have et kvalificeret grundlag for at vælge en uddannelse, der stemmer overens med deres egne ønsker og evner og med samfundets behov. Derfor er det væsentligt, at uddannelses-, erhvervs- og karrierevejledningen yder en sammenhængende og professionel vejledning af de unge fra folkeskole over ungdomsuddannelser til videregående uddannelser."

Får du vejledning er du svag
Denne målsætning kan ikke nås uden at tænke vejledning bredere end til blot de allersvageste unge. I den voldsomme og måske lidt ensidige fokusering på udsatte unge med særlig behov for vejledning, kan man komme til at se bort fra den meget store opgave, der ligger her for os alle og også for Ungdommens Uddannelsesvejledning. De unge og deres forældre skal udfordres. Ambitionerne skal holdes i live eller vækkes. Det har vi som samfund brug for.

Endelig er der også en anden fare ved tanken om, at vejledning kun skal være for de særligt udsatte unge.

Hvis vejledning kun er for de svageste, bliver det hurtigt stigmatiserende at få vejledning - hvis man får vejledning, er man svag! Og det ville være et uheldigt signal.

Både for de unge, der egentlig kan klare sig selv, men som mangler ambitioner og som ville få en noget nemmere vej gennem uddannelsessystemet med hjælp af vejledning og for de unge, der i forvejen ikke har det nemt, og som så ville se vejledning som endnu et tegn på, at deres liv var på den forkerte vej.

debat@altinget.dk