Erhvervsuddannelser truet af spinkelt samarbejde

Af Stefan Hermann, Lars Qvortrup & Harald Mikkelsen
Hhv. rektor på Professionshøjskolen Metropol, dekan på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, AU og rektor på Professionshøjskolen VIA

Danmark har et af verdens bedste erhvervsuddannelsessystemer. Det er ikke bare noget, vi selv siger ved feststemte lejligheder; det fremføres jævnligt af eksperter også uden for landets grænser. I 1999 blev Danmark faktisk tildelt den tyske Bertelsmann-pris for det bedste erhvervsuddannelsessystem i verden. Det er ikke systemet som sådan, der er enestående. Det kender vi også fra en række andre lande i og uden for Europa.

Det er måden, vi forvalter og tilpasser det på. Én af komponenterne i succes-historien er det stadige forsøgs- og udviklingsarbejde, der er foretaget for at styrke erhvervsuddannelserne. Men dette arbejde savner i disse år samling og energi.

Med andre ord så betyder det, at vi én gang har fået prædikatet som verdens bedste erhvervsuddannelsessystem, ikke, at vi automatisk beholder denne position - eller at systemet ikke kan blive endnu bedre. Netop i disse år er vi under et voldsomt pres på grund af udviklinger i de to poler, som erhvervsuddannelsessystemet er spændt ud imellem: På den ene side de generelle, samfundsmæssige krav og ambitioner, og på den anden side erhvervslivets krav om specifikke kompetencer og kvalifikationer på den anden. Vi har f.eks. en bredt anerkendt samfundsmæssig målsætning om, at 95 pct. af en ungdomsårgang skal have en ungdomsuddannelse.

På samme tid gør erhvervslivets krav imidlertid også, at niveauet i erhvervsuddannelserne hæves og i stigende grad bliver mere fagligt komplekst. Og det betyder øget frafald, især blandt mindre bogligt orienterede unge. Det er et ægte dilemma. For hvis vi sænker kravene for at fastholde flere unge i systemet, risikerer vi, at erhvervslivet ikke kan bruge "varen", vi producerer. Står vi fast på de høje faglige krav, stiger antallet af unge, der dropper ud eller aldrig søger ind; med øgede samfundsmæssige spændinger og ulighed som konsekvens.

Dette er naturligvis en temmelig forsimplet fremstilling af en problemstilling, der i virkeligheden er langt mere sammensat og kompleks, og som også har noget med unges livsstil, globaliseringen, den politiske styring og en række andre faktorer at gøre. Men det illustrerer meget godt tyngden i de udfordringer, vi kæmper med.

Spørgsmålet er, hvad vi kan gøre for at finde løsninger på denne udfordring. Løsninger, der er andet og mere end symptombehandling, og som sikrer en varig kvalitetsforbedring for de stærke og de svage elever; for erhvervslivet og for samfundet i bredere forstand. De udenlandske observatører, der har fremhævet det danske system som velfungerende, har faktisk også et bud på, hvordan vi kan gøre det endnu bedre. De peger på den meget begrænsede forskning i erhvervsuddannelse i Danmark som et problem, herunder især det manglende samspil mellem forskning og udviklingsaktiviteter.

Det betyder, at der ikke bliver knyttet tilstrækkeligt stærke gensidige bånd mellem forskning, uddannelse og praksis. Og de har ret i, at der i hvert fald indtil for relativt nyligt blot har været få og spredte forskningsinitiativer på feltet. Ligesom vi slet ikke har formået at etablere noget egentligt forskningsmiljø med fokus på erhvervsuddannelser - i modsætning til en række af de lande, vi plejer at sammenligne os med.

Når OECD m.fl. peger på forskningen som en vigtig faktor, gør de det med baggrund i en konstatering af, at udviklingen i såvel samfunds- som arbejdsliv bliver stadigt mere kompleks og foregår i et stadigt hastigere tempo. Det kræver stadigt mere avancerede analyse- og tolkningsredskaber og inddragelse af viden fra mange forskellige områder og discipliner, når vi skal gøre os klogere på erhvervsuddannelserne. Det, forskerne er gode til, er at formulere spørgsmål, der leder til nye opfattelser af fænomener og forhold, og som rækker ud over praktikernes ofte mere umiddelbare og handlingsorienterede tilgang til problemerne. Det kan vi bruge til at opstille innovative løsningsmodeller, og ikke mindst til at give os en forståelse for konsekvenser og bivirkninger af konkrete indsatser på et komplekst felt. Forskning skal imidlertid hele tiden knyttes til praksis, for at den giver mening.

Problemstillingerne skal være relevante i forhold til de udfordringer, som praktikerne møder i marken, og den skal være betimelig. Ellers opleves forskeren som en virkelighedsfjern teoretiker, der producerer svært tilgængelige rapporter, der hviler trygt i støvet på skolernes hylder. Viden, forskning og uddannelse på det erhvervspædagogiske område skal have et stærkt remtræk til virkeligheden.

Den forskningsbaserede viden skal naturligvis ikke være enerådende. Den skal spille sammen med den type viden, vi hele tiden har været gode til at producere i forbindelse med vores erhvervsuddannelser; nemlig hvad man kunne kalde for den udviklingsbaserede viden; den, som vi tilvejebringer gennem forsøgs- og udviklingsaktiviteter. Her skaber vi også viden, men det er ikke nødvendigvis videnskab i snæver forstand begreb. Grænsen mellem de to er flydende - men det betyder, at videnskabens repræsentativitetskrav ofte erstattes af et intimt kendskab til genstandsfeltet. Og gyldigheden defineres i forhold til praksis og ikke til et overordnet vidensbegreb. Hvis den udviklede viden kan bruges af praktikerne, betragtes den som gyldig: Viden skal virke. Teori inddrages kun i begrænset omfang og udvikles da ofte direkte fra praksis.

Produktionen af udviklingsbaseret viden kræver derfor eksperter med en tæt forbindelse til "de faktiske forhold i jernindustrien", men ikke nødvendigvis en lang, videnskabelig skoling på ph.d.-niveau. Fordelen ved den udviklingsbaserede viden er, at den er meget hurtigere at producere, og kan adressere umiddelbare behov. Ulempen er, at den sjældent arbejder ud fra grænseoverskridende problemformuleringer udviklet på baggrund af videnskabelige empiriske analyser eller teoretiske overvejelser. Derfor bliver den også ofte udtryk for symptombehandling af problemer og fanger ikke eventuelle dybtgående systemkonflikter op.

Samlet set er det vigtigt, at de to former for vidensproduktion spiller sammen og gensidigt befrugter hinanden. Vi har brug for både viden, der udfordrer, og viden, der virker.

For både den forskningsbaserede og den udviklingsbaserede viden gælder det imidlertid, at den skal bringes i spil i forhold til praktikerne. Det vil i første række sige lærerne på landets erhvervsskoler, AMU-centre, SOSU-skoler m.v. Dermed bliver lærerkvalificeringen det sted, hvor en meget væsentlig del af omsætningen af viden til praksis foregår. I disse år er vi i Danmark netop fokuserede på at give lærerkvalificeringen et kvalitetsløft, så den i langt højere grad gør det muligt at omsætte og integrere viden. Men gode analyser og viljer gør det ikke alene.

I Danmark har vi tradition for, at forskning og professionsuddannelser ikke arbejder systematisk sammen, blandt andet fordi de to dele refererer til hvert deres ministerium. Denne uvane har Professionshøjskolen Metropol, Professionshøjskolen VIA og DPU, Aarhus Universitet besluttet sig for at bryde ved at indgå et strategisk partnerskab. Og et Nationalt Center for Erhvervspædagogik har netop set dagens lys hos Professionshøjskolen Metropol, hvor det erstatter det tidligere Danmarks Erhvervspædagogiske Læreruddannelse.

Målet er at sikre, at de danske erhvervsuddannelser også om ti år er blandt verdens bedste. Midlet er et tæt og forpligtende samspil mellem forskning og professionsudvikling rettet mod uddannelses- og erhvervspraksis: Det forpligter til begge sider: Forskningen skal leve op til professionens relevanskrav, og professionen skal udvikle sig i dialog med de indsigter, som forskningen giver.

debat@altinget.dk