Identitet, fællesskab og danske værdier

DEBAT: Danske værdier er altafgørende i den danske folkeskole, så kig ikke på Sverige, der har dårlige erfaringer med religiøse særhensyn, skriver DF's nye uddannelsesordfører, Marlene Harpsøe.

Af Marlene Harpsøe
Uddannelsesordfører, Dansk Folkeparti

Efter det kom frem, at én ud af tre skoler tager religiøse særhensyn, har der været en stor debat om skolens rolle for at skabe de bedste rammer for børnene. For Dansk Folkeparti er sagen klar. De danske værdier skal være centrum i skolerne.

De fleste tænker i deres voksne liv sjældent over, at den tid, man havde i folkeskolen, skabte en stor del af ens identitet. Som voksen har man let ved at glemme, men for de børn og unge, der lige nu og her indtræder klasselokalerne, ligger en stor del af ens identitetsfølelse og dannelse i netop skolen.

Selvfølgelig har familien en stor indflydelse på denne identitetsudvikling og følelse, men når man som barn år efter år går i skole, så er det helt naturligt, at den skole og de personer som er tilknyttet denne, har stor indflydelse på barnets udvikling, identitet og identitetsfølelse.

Skolen skal fylde rygsækken med værdier
Det er vigtigt, at skolen tager denne rolle som identitetsdanner alvorligt. Ikke nok med at skolen skal udstyre eleverne med den rette uddannelse, skolen har også den samfundsnyttige opgave at give eleverne den bedste start på livet ved at give dem værdier med i rygsækken, der klæder børnene godt på som medborgere i det danske samfund.

I Danmark er vi et fællesskab af mere end 5 millioner borgere. Tilsammen udgør vi en nation af danskere, der solidarisk bidrager til at opretholde et velfærdssamfund, som sikrer de svage, giver de unge en uddannelse og i det hele taget understøtter et demokrati med uanede muligheder.

For at opretholde dette mulighedernes samfund og sikre at fremtidens generationer stadig kan få de samme fremtidsudsigter som nutidens generationer, er det vigtigt, at skolerne påtager sig et ansvar for at føre både børn og unge ind i fællesskabet Danmark. Dette fællesskab består af fælles værdier som frihed, solidaritet, tolerance og ligestilling.

Svenske erfaringer skræmmer
I Sverige, hvor man negligerer de nationale værdier til fordel for religiøse og etniske minoriteters krav om særhensyn, sætter udviklingen et stærkt præg på de unge. Et præg, der viser sig som en dyb splittelse samt manglende identitetsfølelse og fællesskab.

I Dansk Folkeparti frygter vi, at samme præg vil sætte sig i danske børn og unge, hvis religiøse særhensyn gang på gang bliver reglen i stedet for undtagelsen i de danske skoler.

Vores værdimæssige fællesskab er både for samfundet og for de unges identitetsdannelse af yderste vigtighed, hvorfor det også er de danske værdier, som bør sættes over religiøse minoriteters krav om særbehandling.

Forrige artikel National it-strategi for skolerne National it-strategi for skolerne Næste artikel "Prøvelsernes" tid