Forældrene er drivkraften på skolerne

DEBAT: Forældrene får ikke forringet deres indflydelse med nyt lovforslag, men kan fortsat være skolens drivkraft, skriver Socialdemokraternes ordfører, Leif Lahn Jensen.

Af Leif Lahn Jensen
Socialdemokraternes ordfører

Hele denne sag (se link) har jo været svær, fordi man har ønsket at styrke ledelsen på skolerne samtidig med, at man bestemt ikke vil forringe skolebestyrelsernes mulighed for at have indflydelse.

Jeg mener ligesom Venstre, at vi med dette forslag ikke forringer forældrenes mulighed for at præge deres egen skole, som bestemt er meget vigtigt at holde fast i. Forældrene er drivkraften på skolerne, og det skal de fortsat være.

Derfor er jeg rigtig glad for at der nu kommer de ændringsforslag fra ministeren, som der også blev snakket om til 1. behandling af sagen.

Lederen skal følge skolebestyrelsen
For det første bliver det præciseret, at skolens leder skal lave beslutninger ud fra de mål og rammer og principper, som kommunalbestyrelsen har sat, og her tilføjer man også skolebestyrelsen.

Så skolebestyrelsen kan nu lave regler omkring adfærd, omkring mobning og miljø m.m., som lederen skal følge.

Dette kan jo også betyde noget omkring lederens håndtering af personsager.

Evalueringen vil skabe klarhed
For det andet skal man efter 3 år evaluere alt det, som omfatter relationer mellem skolelederen og forældre/elever og skolebestyrelsen. Sagt med andre ord undersøge, om dette har gjort, at bestyrelserne føler, at de har mistet indflydelse, og om det har haft en god virkning, at man har styrket ledelsen.

Vi har hørt ministeren sige tit, at de ikke får mindre indflydelse, hvorimod Skole og Samfund er helt uenig.

Dette vil blive belyst i evalueringen.

Når så det har kørt i de 3 år, får vi det ind i forligskredsen, og så vil vi socialdemokrater selvfølgelig holde fokus på om, hvorvidt forældrene og eleverne bliver lyttet til, og at evalueringen vil belyse de ting, som man nu er uenige om.

Fortsat godt samarbejde
Så med de ændringsforslag tror jeg, at alle vil blive tilfredse med ændringerne, og at de vil finde ud af det ude på skolerne.

Jeg er sikker på, at både lederen, forældrene og kommunalbestyrelsen vil gøre, hvad de kan for et fortsat godt samarbejde omkring vores skoler og vores børn.

Forrige artikel Større kommunalt engagement i velfærdsuddannelserne Større kommunalt engagement i velfærdsuddannelserne Næste artikel Kvalitet i uddannelser går på tre ben Kvalitet i uddannelser går på tre ben