Magtkamp skader folkeskolen

Af Anders Balle
Formand for Skolelederne

Adskillige års politik har været præget af et ønske om at stramme styringsmæssigt op på retning og resultater i folkeskolen. En tid med meninger, styringsmodeller og planer, som har været spændende, men også noget af en katastrofe.

For skolen er gjort til kastebold i medierne og offentligheden, mellem politikere og skolens professionelle. Eksempelvis er skolen kampplads mellem Folketinget og Undervisningsministeriet på den ene side og Kommunernes Landsforening på den anden.

Svært at få brugbare resultater
Det gør det svært at udvikle ting i fællesskab og samle alle parter omkring folkeskolen og få noget brugbart og konkret ud af det. For når den ene part har myndigheden til at fastsætte, hvad skolen skal lave, og den anden som skoleejere forpligtelsen til at udføre tingene, skal de jo spille sammen...

Men det gør de ikke altid. Økonomien skiller næsten pr. definition vandene. Men værre er, når parterne ikke kan sidde i stue sammen, og så galt har vi lige set, det er gået, idet KL har forladt et ellers storstilet UVM-ledet, fælles partnerskab om udvikling af ledelsen i folkeskolen med henvisning, at man har nok i egne projekter!

Det er min påstand, at den magtkamp, der finder sted på forskellige planer, skader folkeskolen. Den blok- og partipolitik, og de strategiske overvejelser og hensyn vi oplever, der tages, hæmmer vores mulighed som skoleledere for at manøvrere hurtigt og effektivt i det daglige. Og uden fællesskab bag og medejerskab til de ændringer, der skal ske, har det heller ikke altid den ønskede effekt.

De fleste er tilfredse
Meget af den energi, der bruges til spilfægteri, kan bruges bedre. Til at sikre større stabilitet og mere kontinuerlig opbakning til folkeskolen som det store fælles tilbud og projekt, den er. For trods al kiv og kævl om form og indhold mv., hersker der bag skolen en unik konsensus: Langt de fleste borgere er nemlig tilfredse med folkeskolen og mener, at den fortsat skal være et offentligt tilbud til alle børn.

Man kunne således blandt beslutningstagere håbe på en tilsvarende enighed om, hvilke mål og hvilken retning folkeskolen bør bevæge sig mod. Men som nævnt er det ikke sådan. Tværtimod er skolepolitikken præget af, at aktørerne vogter på hinanden, og at større, helhedsorienterede løsninger afvises som forsøg på at hugge dagsordenen.

Beslutninger om, hvordan tingene skal gøres, dominerer over, hvad der skal gøres. Det giver et mindre råderum for ledere og lærere, hvis professionelle dømmekraft bliver sat ud af spil til fordel for fjernstyring via regler, kontrol og krav om tilbagemeldinger. Noget andet er, at man fremmer en fejlfinderkultur, hvor fokus flyttes til de svage punkter, frem for at bygge på positive elementer som tillid eller motivation.

Skygger for helheden
Et tredje forhold er de mange enkeltsager, der sætter dagsordenen for skolen: Emnerne er hver for sig aktuelle og relevante. Faktum er blot, at de skygger for helheden, de splitter skolen ad, alt bliver fragmenteret, og der handles på dem sådan. Debatten om renoveringen af skoletoiletterne var et eksempel på symbolpolitik, hvor man måtte kigge i vejviseren efter nogle mere grundlæggende synspunkter, holdninger og værdier.

Magtens deling og udveksling af synspunkter er sunde principper. Men der er behov for at lade våbnene falde og ikke bare blokere. Blandt partierne på Christiansborg såvel som mellem Undervisningsministeriet og KL. På den måde får vi måske øget den sammenhængskraft, der tilsyneladende pt. savnes omkring skolen - og i samfundet.

debat@altinget.dk