Afbureaukratisering? - vi venter stadig

DEBAT: Regeringens forslag om afbureaukratisering flyder med gamle tiltag og regnestykker, der minder om kreativ bogføring, skriver lærerformand Anders Bondo Christensen.

Af Anders Bondo Christensen
Formand for Danmarks Lærerforening

I Danmarks Lærerforening havde vi med spænding imødeset regeringens initiativer til afbureaukratisering, som blev fremlagt i forbindelse med statsministerens åbningstale.

Blandt andet i forhold til de udskældte elevplaner, hvor der i forvejen var åbnet mulighed for at søge dispensation gennem kommunernes udfordringsret.

Det virker ganske vist en anelse bøvlet, at man først pålægger skoler og lærere en stor bureaukratisk opgave for derefter at opfordre dem til at bruge endnu mere papir og tid på at søge dispensation fra opgaven.

Vores forhåbninger blev desværre skuffet.

Intet nyt under solen
Under overskriften "Initiativ 1 - forsøg med elevplaner" gennemgår regeringen simpelthen den allerede eksisterende mulighed for at bruge udfordringsretten. Altså intet nyt under solen.

Alligevel hævdes det at give en besparelse på 23 mio. kr. selv om det var magtpåliggende for regeringen at fortælle, at det ikke kostede en krone, da elevplanerne blev indført.

På tilsvarende vis regner regeringen med, at "friere rammer for holddannelse" vil kunne frigøre ressourcer i kommunerne, der svarer til 81 mio. kr. Det står hen i det uvisse, hvilket regnestykke der ligger til grund for den påstand.

En pædagogisk begrundet holddannelse er ikke et besparelsesobjekt, men kræver derimod ofte, at der tilføres ekstra resurser. Holddannelse skal ikke bruges til at niveaudele eleverne, men derimod til at styrke lærernes mulighed for at tilrettelægge en undervisning, der tager udgangspunkt i den enkelte elev og dermed sikre folkeskolens rummelighed.

Flere elever til færre lærere
Fleksibel holddannelse foregår i vidt omfang allerede i folkeskolen, og det er med til at sikre, at alle elever får den rette undervisning. Men holddannelse skal tage udgangspunkt i pædagogiske overvejelser - ikke økonomiske.

Hvis man gennemfører øget holddannelse for at frigøre ressourcer, er det blot en anden måde at sige flere elever til færre lærere.

Sammenkædningen mellem regeringens initiativer til afbureaukratisering - gamle som nye - og de påstået frigjorte ressourcer virker som et udslag af kreativ bogføring.

Kritiske journalister er røde lejesvende
Da man i sin tid indførte elevplaner i folkeskolen, fulgte der som sagt ikke en krone med til kommunerne. Når man så efterfølgende giver mulighed for dispensation fra kravene, er der pludselig ressourcer at spare.

Vi frygter, at vi på denne baggrund igen skal høre historien om, hvor mange millioner, der er "tilført" folkeskolen. Og er der journalister, der stiller spørgsmålstegn ved regnestykkerne, kan de jo altid affærdiges som "røde lejesvende".

Vi havde ventet, at regeringen ville bringe os et skridt videre mod mindre bureaukrati. Vi venter stadig. Lad os nu få en reel afbureaukratisering. Gennemfør de forslag, som parterne omkring skolen i fællesskab afleverede til ministeren sidste år.

Forrige artikel Uddannelse til det virkelige liv Næste artikel Ministeren tager fejl om GSK