V om alkoholpolitik: Lad os håndhæve de gældende aldersgrænser frem for at sætte dem op

DEBAT: Hvis regeringen vil udarbejde en national alkoholpolitik og se på tilgængelighed, priser og aldersgrænser, vil Venstre indgå i en dialog om det, skriver sundhedsordfører Martin Geertsen (V).

Af Martin Geertsen (V)
Sundhedsordfører

Selv om vi det seneste årti har haft et faldende gennemsnitligt forbrug af alkohol, har hver femte dansker stadig et sundhedsskadeligt forbrug.

Samtidig "forsvarer" vores unge desværre den kedelige titel som europamestre i druk igen og igen.

Begge dele mener jeg, at vi skal tage meget alvorligt. Mit fokus som sundhedsordfører for Venstre er i første omgang på de unges alkoholkultur.

En ny rapport fra Vidensråd for Forebyggelse viser, at danske børn og unge starter senere og generelt drikker mindre alkohol, hvis man sammenligner med danske børn og unge for 20 år siden. Og det er jo en glædelig udvikling.

Men graver man et spadestik dybere, ser man også, at vores danske unge stadig har det højeste forbrug i Europa, når man måler på fuldskab og mængden af alkohol. Det er trist og vidner om, at der stadig er en til tider usund alkoholkultur blandt de unge.

Højere aldersgrænse er ikke løsningen
Nogle af Folketingets partier erklærer sig nu klar til at kigge på aldersgrænserne for køb af alkohol.

Og jeg vil meget gerne indgå i en konstruktiv dialog om, hvordan vi sikrer, at den unge generation får et sundere forhold til alkohol. Men jeg mener ikke, at en forhøjelse af aldersgrænsen er løsningen.

Da jeg selv var ung, var der godt gang i storebror-køber-til-lillebror-bølgen. Og jeg går ud fra, at den bølge stadig kører i bedste velgående blandt nutidens unge.

De fleste unge er kreative nok til at skaffe sig den alkohol, som de skulle ønske at indtage – uanset hvilke aldersgrænser de voksne prøver at gennemtrumfe.

Samtidig kan vi desværre se, at der stadig er problemer med, at nogle forhandlere ikke er gode nok til at bede om ID, og det skal selvfølgelig blive bedre.

Håndhævelsen af de gældende aldersgrænser er et godt sted at sætte ind. Og der skal vi sætte ind.

Oplysning og klare rammer er vejen frem
Rapporten fra Vidensråd for Forebyggelse konstaterer, at forældrenes holdninger til børns alkoholforbrug har afgørende betydning for, hvornår børn og unge begynder at drikke, og hvor meget de drikker.

Derfor er jeg også overbevist om, at nøglen til den mest virkningsfulde vej til en bedre alkoholkultur blandt vores unge ligger i at bringe debatten om vores alkoholkultur frem i lyset – her i prioriteret rækkefølge: Fra forældres, skolers og myndigheders side.

Hvis regeringen imidlertid skulle beslutte sig for at udarbejde en national alkoholpolitik, kigge nærmere på tilgængelighed, priser og/eller aldersgrænser, vil jeg gladeligt og konstruktivt indgå i en dialog om det.

I mellemtiden håber jeg dog inderligt, at skoler og ikke mindst forældre vil være med til at oplyse, bryde tabuer og sætte ansvarlige rammer for vores unges alkoholvaner.

Forrige artikel Praktiserende læger: Psykologformands analyse af, hvad der er galt med os læger, kalder på svar Praktiserende læger: Psykologformands analyse af, hvad der er galt med os læger, kalder på svar Næste artikel Professor: Basér brystkræftscreening på viden om den enkelte kvindes risiko Professor: Basér brystkræftscreening på viden om den enkelte kvindes risiko
Bliver kommunerne mast i de 17 sundhedsråd?

Bliver kommunerne mast i de 17 sundhedsråd?

En kommissionformand, en KL-direktør og en lægeformand vurderer regeringens forslag til en sundhedsreform. Bliver de kommunale medlemmer af de nye sundhedsråd mast af regionerne? Og er flytningen af to store kommunale sundhedsopgaver et af de dårligste tiltag i reformforslaget? Lyt til ret forskellige svar i denne udgave af Politisk Stuegang.