K om alkoholudspil: Vi skal begrænse unges forbrug af hård spiritus

DEBAT: Unge på 16 og 17 år skal kun kunne købe alkohol med lav alkoholprocent. Samtidig skal det være ulovligt at videresælge alkohol til mindreårige, skriver sundhedsordfører Per Larsen (K).

Af Per Larsen (K)
Sundhedsordfører

Vi taler meget om danske unges alkoholforbrug, men det skal efter min mening ikke bare blive ved snak. Vi skal også handle.

For hvert år er 1.400 danske 15- til 19-årige i kontakt med sygehusvæsenet på grund af deres alkoholindtag. Det kan vi ikke sidde overhørig.

Derfor er Det Konservative Folkeparti nu klar med en række initiativer, der skal begrænse danske unges forbrug af hård spiritus.

Vi ønsker blandt andet at stramme aldersgrænsen for køb af hård alkohol, så 16- til 17-årige fremover kun må købe alkohol med en styrke på syv procent eller derunder.

Modsat i dag, hvor unge mellem 16 og 18 år må købe alkohol med op til 16,5 procent i, vil de med det konservative forslag fremover kun kunne købe ting som øl og Somersby, der har en lav alkoholprocent.

Forbyd videresalg af alkohol til unge
Samtidig vil vi gøre det ulovligt at tage penge for at købe alkohol på vegne af mindreårige, så unge ikke kan benytte tricket med at stå ude foran supermarkeder og bede andre om hjælp.

Og endelig foreslår vi at forhøje bødestraffen til salgssteder, der sælger alkohol til mindreårige. I dag koster det 10.000 kroner i bøde, første gang man overtræder loven, og 20.000 kroner anden gang. De bødesatser ønsker vi nu at skærpe, så det fremover koster 15.000 kroner første gang, 30.000 kroner anden gang og 40.000 kroner tredje gang.

På den måde kan vi forhåbentlig begrænse mængden af alkohol, som danske unge indtager. For begrænses, det skal forbruget.

Undersøgelser viser, at når det kommer til mængden af alkohol, der bliver indtaget, og hvor fuld man bliver, så har danske unge førertrøjen på i forhold til deres jævnaldrende fra andre europæiske lande. Det er bestemt ikke en rekord, som vi kan eller skal være stolte af.

Forbrug af hård spiritus skal begrænses
Forstå mig ret: Jeg har ikke noget imod, at en 16-årig kan gå ned i Netto og købe en øl på lovlig vis. Men jeg har det sådan, at unge og hård spiritus ikke hører sammen.

Der er væsentlig forskel på, om man køber en flaske øl, eller om man køber en flaske shots, inden man tager til gymnasiefest. Derfor skal vi stramme skruen dér, hvor det giver mening, og det handler særligt om at begrænse forbruget af hård spiritus blandt danske unge.

For når man indtager så store mængder alkohol, som danske unge gør, er det forbundet med en række konsekvenser. På kort sigt kan alkohol gøre, at unge kommer ud for ulykker og uheld, når de stavrer rundt i byen, eller at de har sex, som de senere fortryder.

På lang sigt kan det også påvirke deres helbred. Flere end 60 forskellige sygdomme, såsom leversygdomme og hjertesygdomme, er forbundet med et højt alkoholindtag ifølge Vidensråd for Forebyggelse.

Der er sågar undersøgelser, der tyder på, at hjernens udvikling tager skade, og risikoen for brystkræft stiger, hvis man drikker meget alkohol, mens man er ung.

De triste scenarier skal vi forhindre. For vi kan ikke bare se passivt til, mens danske unge udvikler livstruende sygdomme.

Vi har at gøre med et yderst skadeligt problem og en meget alvorlig udfordring i samfundet, som vi skal finde en løsning på, og vi skal finde den snart. For den førsteplads i alkoholforbrug, som danske unge i øjeblikket indtager, skal vi væk fra.

Første skridt er at sikre, at deres forbrug af hård spiritus begrænses.

Forrige artikel Bryggeriforeningen: Ingen snuptags­løsninger på alkoholområdet Bryggeriforeningen: Ingen snuptags­løsninger på alkoholområdet Næste artikel Læge: Urealistisk at flytte flere opgaver ud i presset almen praksis Læge: Urealistisk at flytte flere opgaver ud i presset almen praksis
Bliver kommunerne mast i de 17 sundhedsråd?

Bliver kommunerne mast i de 17 sundhedsråd?

En kommissionformand, en KL-direktør og en lægeformand vurderer regeringens forslag til en sundhedsreform. Bliver de kommunale medlemmer af de nye sundhedsråd mast af regionerne? Og er flytningen af to store kommunale sundhedsopgaver et af de dårligste tiltag i reformforslaget? Lyt til ret forskellige svar i denne udgave af Politisk Stuegang.