PLO: Oprustning af almen praksis er den bedste og billigste måde at bekæmpe ulighed i sundhed

Af Mireille Lacroix
Praktiserende læge og næstformand i Praktiserende Lægers Organisation

Vi har et godt sundhedsvæsen i Danmark, men de goder, som sundhedsvæsenet tilbyder, bliver ulige fordelt.

Danskere med kort uddannelse og lav indkomst får flere sygdomme, og deres sygdomme bliver dårligere behandlet. Det gør, at de dør tidligere, end danskere med en høj uddannelse og høj indkomst.

Vi, der arbejder i sundhedsvæsenet, har svært ved at forebygge, at sygdommene opstår.

Forebyggende helbredsundersøgelser til risikogrupper har vist skuffende resultater. Der er kun sygdomsforebyggende effekt hos få udvalgte borgere for eksempel psykisk udviklingshæmmede.

Dermed er forebyggelse af sygdom primært strukturel; for eksempel med højere tobakspriser og billigere grøntsager.

Sundhedsvæsenet virker fjernt
Det, vi kan gøre i sundhedsvæsenet, er at gøre den eksisterende behandling nemmere tilgængelig for dem, der har særlige behov.

Det er nemlig ikke en selvfølge, at man opsøger hjælp, når man har brug for den eller følger en given behandling. Sundhedsvæsenet kan for mange forekomme fjernt og afvisende.

Man kan være flov over sine symptomer eller være bange for at forstyrre. Når først behandlingen er i gang, kan det være svært at møde op.

Transporten til supersygehuset kan være en udfordring, og sygehusenes subspecialisering kan gøre behandlingsforløbet uoverskueligt.

Almen praksis er det sted i sundhedsvæsenet, hvor hjælpen er lettest tilgængelig. I løbet af et år kommer 85 procent af alle borgere i almen praksis.

Mere fokus på sårbare patienter
Forskning viser, at det at have en fast praktiserende læge, som man kender, i sig selv bekæmper ulighed i sundhed. Barrieren for at tage kontakt er mindre, når man kender lægen, og kontinuitet gør det nemmere for lægen at vurdere symptomerne. 

Men det er ikke nok, at det er nemt for patienterne at tage kontakt. Hele sundhedsvæsenet bliver nødt til at have et større fokus på de sårbare patienter, for at de skal få den samme behandling som de stærkeste.

Det gælder i særlig grad for patienter med psykisk lidelse eller multisygdom, som er særligt hårdt ramt af ulighed i sundhed.

Særlig behandling af VIP-patienter
Patienter, der er identificeret som sårbare, skal være VIP-patienter.

Vi skal finde ud af, hvordan vi tilpasser behandlingen til deres behov. Det kan gøres ved, at vi tilbyder patienterne større kontinuitet, mere omsorg og hyppigere opfølgning, samt så vidt mulig tilbyder, at behandlingen foregår tæt på deres hjem.

I almen praksis kan det betyde, at vi i fremtiden skal varetage en langt større del af behandlingen og have en langt mere aktiv tovholderfunktion i forhold til behandling på sygehus og hos praktiserende speciallæger.

Behandlingen skal samles
I stedet for at henvise, kan vi konferere patientens sygdom med speciallægerne, eller speciallægen kan deltage i vores konsultationer via video. Derved samles behandlingen på et sted, og patienterne undgår lang transport, ventetid og uoverskuelige forløb.

Egen læge kan koordinere og individualisere specialistbehandlingen i forhold til patientens konkrete behov og dermed reduceres risikoen for polyfarmaci.

Den tætte og let tilgængelige kontakt øger chancen for at komplikationer opdages og behandles i tide, hvilket mindsker risikoen for uhensigtsmæssige indlæggelser.

Desuden bør vi etablere et langt tættere samarbejde med kommunen, så vi sikrer patienterne den nødvendige støtte og rehabilitering.

Bedst og billigst
Indsatsen mod ulighed i sundhed tager tid og vil kræve, at vi øger kapaciteten i almen praksis betydeligt.

Der er brug for flere praktiserende læger og mere praksispersonale. Argumentet for dette er ikke bare, at almen praksis er det bedste sted at løse opgaven. Almen praksis er også det billigste sted at løse opgaven.

At opruste almen praksis vil imødegå både ulighed i sundhed, og det stigende antal patienter med multisygdom som følge af en aldrende befolkning.

Det bør være et kapitel i den kommende sundhedsaftale.

debat@altinget.dk