Kira West: Det er hverken dyrt eller svært at løfte de mest udsattes sundhed

Af Kira West
Formand for Region Hovedstadens udsatteråd og forstander for Reden København 

Opgøret med ulighed i sundhed bliver en central del af den kommende sundhedsreform, lovede sundhedsminister Magnus Heunicke i sin tale på Danske Regioners generalforsamling.

Og stort tak for det, for som den omfattende rapport fra Sundhedsstyrelsen dokumenterer, så er uligheden i sundhed stor, og den rammer bredt i samfundet.

Som formand for Udsatterådet i Region Hovedstaden og med min daglige gang i Reden og i udsattemiljøet på Vesterbro, er mit fokus især på de allermest udsatte.

Dem, der er hjemløse, som er afhængige af stoffer og har psykiske lidelser - ofte i kombination.

Det er mennesker, der i høj grad lider under den alvorlige og uretfærdige ulighed i adgangen til vores sundhedsvæsen – og de må ikke blive glemt eller opgivet, fordi de er for svære at hjælpe.

Sundhedsloven gælder alle
Sundhedsministeren har pointeret, at debatten om ulighed i sundhed ikke kun handler om de mest udsatte borgere.

Der skal – selvklart - tages hånd om den brede ulighed. Men jeg vil minde om, at sundhedslovens §2 om let og lige adgang til behandling af høj kvalitet med mere gælder for alle borgere - også de mest udsatte.

Og før vi med god samvittighed kan sige, at vi opfylder lovens hensigt for alle borgere, så skal vi ikke holde op med at tale om ulighed - også som den ser ud og opleves for de mest udsatte.

I Reden og i alle andre organisationer og faggrupper, der arbejder med de mest socialt udsatte mennesker, har vi set mennesker lide umenneskeligt og dø som 27-årige, 32-årige, 41-årige.

De burde have et langt liv foran dem, men de dør af infektioner eller sygdomme, som de fleste danskere ville få en veltilrettelagt behandling for, komme sig over og leve upåvirkede videre efter.

Helt vild ulighed
De mest udsatte lever 19 år kortere end den øvrige befolkning. Og 41 procent af dem har forsøgt at tage deres eget liv. Tallene har været stort set uændrede i mange år efterhånden.

Nogle af os har måske set tallene så mange gange, at vi er holdt op med at tænke over dem. Men prøv lige at læs dem igen og mærk efter. Det er i mine øjne helt vildt, at der er så stor forskel, og det skal der gøres noget ved.

Og her skal der mere og andet til end motion på arbejdspladsen, den praktiserende læge som tovholder og hjemmebesøg af en sygeplejerske.

For de mest udsatte har ikke et arbejde, de har ikke kontakt til deres praktiserende læge, og de har ikke noget hjem at få besøg af sygeplejersken i, eller også er de ikke hjemme, når hun kommer.

Region H er foran
Der skal tænkes nyt og anderledes.

Det har man heldigvis indset i Region Hovedstaden, hvor man som den første region i Danmark nedsatte et udsatteråd for at få input direkte fra de udsatte selv og dem, der arbejder med udsatte.

Der har været tæt dialog med politikere og embedsværk, og i regionens budget for 2021 er der flere vigtige tiltag for socialt udsatte, blandt andet socialoverlæger i både psykiatri og somatik og socialsygeplejersker i psykiatrien, som vi med succes kender det fra somatikken.

Det er vigtige første skridt, som jeg håber, de andre regioner vil lade sig inspirere af.

Ti konkrete råd 
Det er imidlertid klart, at vi kun kommer uligheden til livs, hvis alle sektorer bidrager.

Derfor kan man også hente inspiration i Rådet for Socialt Udsattes ti konkrete råd til både kommuner og regioner.

Her er både anbefalinger til alle regioner om socialoverlæger og socialsygeplejersker på hospitalerne og om praktiserende læger, der har tid og kompetencer til socialt udsatte.

Til kommunerne om mere sundhedspersonale, hvor de udsatte befinder sig. Og til begge sektorer om forpligtende partnerskaber mellem regioner og kommuner om socialt udsatte, så ingen efterlades.

Bare at komme i gang
Det er meget konkrete og ikke særlig omkostningstunge tiltag, der skal til. Og der er tale om en overskuelig målgruppe.

Ifølge Vive udgør de mest udsatte med psykisk lidelse, misbrug og andre komplekse sociale problemer omkring én procent af befolkningen – cirka 52.000 personer.

Til gengæld er potentialet kæmpe stort, både menneskeligt og økonomisk, hvis vi sparer et utal af akutte ydelser og korte indlæggelser til gengæld for behandling, der virker. Det er bare om at komme i gang.

Med ønsket om at alle borgere er på lystavlen, vil jeg ønske sundhedsministeren og alle andre parter nogle gode og vellykkede forhandlinger om en sundhedsreform.

debat@altinget.dk