DSAM: Sikkerhedstænkning står i vejen for en værdig død

Af Bolette Friderichsen
Praktiserende læge og næstformand i Dansk Selskab for Almen Medicin

Her Hansen på 74 år har en neurologisk sygdom med en hurtigt fremadskridende demens. Sover meget og har for få vågne timer til at drikke tilstrækkeligt.

Hustruen er bekymret. Det er usundt at tørste. Neurologerne luftede overfor hende, at man kunne give ham en sonde – for en sikkerheds skyld – men vil dog ikke tage stilling, så spørg egen læge.

Her Hansens demens er nu så fremskreden, at hustruen ikke længere oplever nogen kontakt. Han ligger bare og stirrer, når han er vågen.

Hun vil kæmpe for sin mand. Han skal ikke dø af tørst. Men når væsken kommer ind i munden, kommer den ikke længere. Synkerefleksen er væk.

Minus livsforlængende behandling
Jeg forklarer, at når man når til det stadie i sin demens, hvor hjernereflekserne forsvinder, så oplever man ikke sult og tørst længere.

Jeg lytter til hendes fortællinger om deres fælles liv. Hendes ønsker og overvejelser er vigtige for mig, men i sidste ende er det min beslutning, om der skal lægges sonde, og det skal der ikke.

Sondebehandling er udsigtsløs, for han kommer aldrig til at drikke tilstrækkeligt igen. Her Hansen er ved at dø af demens, ikke af tørst. En sonde er ubehagelig at få og vil ikke gavne, men vi vil fugte hans tørre mund.

Jeg mærker en slags lettelse hos Fru Hansen. Nu er der plads til sorgen. Hun skal ikke kæmpe, men bruge den sidste tid i fred ved mandens side.

Jeg noterer i journalen: Minus livsforlængende behandling, giv kærlig pleje. Orienterer plejehjemmet mundtlig og skriftlig.

For en sikkerheds skyld
Men så går det galt. Et vikarpersonale registrerer en aften, at Her Hansen virker urolig.

Ifølge instruksen skal hun måle vitale værdier. Han scorer fire: Højt blodtryk og puls, lavt bevidsthedsniveau. Hun ringer til sygeplejersken. Denne kender ikke patienten og ringer for en sikkerheds skyld til vagtlægen.

Vagtlægen har før bøvlet med en klagesag i en lignende sag og indlægger for en sikkerheds skyld. På sygehuset finder man, at han er dehydreret og mistænker svamp i spiserøret, der måske er årsagen til synkestop.

Der startes behandling i drop med væske og svampemiddel. Udskrives til plejehjemmet med fortsat medicinsk dropbehandling. For en sikkerheds skyld.

Fru Hansen forstår ingenting, hvorfor får han ikke den sonde, når det hele åbenbart bare skyldes svamp i spiserøret, der nu kan behandles.

Styrelse blokerer for at stoppe i tide
Instrukser, sikkerhedstænkning, frygt for klagesager og for Styrelsen for Patientsikkerhed (STPS) blokerer for at stoppe i tide.

Det kunne være sket hvor som helst i kæden, bestående af to sygehusafdelinger, to niveauer i hjemmeplejen og en vagtlæge.

Der er brug for et holdningsskifte, for refleksion blandt sundhedsarbejdere og for, at hver enkelt af os ser vores egen død i øjnene, så vi respektfuldt og rettidigt tør tage emnet op med vores patienter. Men der skal også strukturelle ændringer til. Jeg foreslår:

1) Indfør FDK (Fælles Diagnosekort), der krydser sektorgrænserne ligesom FMK. Skal indeholde de relevante kroniske diagnoser samt lægelig stillingtagen til hjerte-lunge-redning og livsforlængende behandling. 

2) Indfør startgebyr på klagesager, for eksempel 400 kroner, som klageren får igen, hvis han får medhold. Det vil begrænse antallet af irrelevante klagesager og dermed gøre det lettere for sundhedspersonale at undlade at handle, når det er bedst at lade være. Det vil i øvrigt også spare samfundet for 40.000 kroner, som hver enkelt klagesag koster i sagsomkostninger.

3) Adskil de straffende og de lærende elementer i STPS, så det bliver muligt at dele fejl og mangler i et trygt læringsrum. Lad STPS arbejde mere med organisering og ledelse end med enkeltpersoner. Før tilsyn med, at instrukser ikke bliver så automatiserede, at der ikke er plads til at vurdere den samlede situation. 

debat@altinget.dk