Overlæge: Vi skal være sidstehjælpere og sikre en værdig afslutning på livet

Af Lisa Seest Nielsen
Funktionsansvarlig overlæge, Intensiv Afdeling, Sygehus Lillebælt, og formand, Klinisk Etisk Udvalg

"Jeg er ikke bange for at dø, men jeg er bekymret for, hvad jeg skal igennem på vejen derhen. Om jeg skal igennem stor lidelse og mange smerter".

Dette kan mennesker med svær sygdom eller høj alder udtrykke, når døden er nært forestående.

Den frygt, som de har for lidelse og smerte, kan være noget selvoplevet i familien eller forestillinger om, hvordan afslutningen af livet foregår.

Langt de fleste ønsker at "sove ind," hvilket betyder, at de bare ikke vågner en morgen, "død af ælde". Det er med vores velfungerende sundhedsvæsen de færreste, der oplever det.

Langt de fleste danskere dør på sygehuse eller institutioner i slutningen af svær sygdom eller for enden af et langt spor med nedadgående linie, skrøbelige, med jævn forværring af en eller flere kroniske sygdomme.

Ret til selvbestemmelse er afgørende
Når vi møder patienter, bør vi som sundhedspersonale gøre os overvejelser om det passende tidspunkt for en nærværende og god dialog med patienten om ønsker for tiden, der kommer.

Det liv, vi som mennesker lever og har levet, byder på mange vigtige beslutninger. Vi er hver især chef i eget liv og har igennem årene afvejet fordele og ulemper ved mange beslutninger.

Det kan være om uddannelse, ægteskab, investeringer i hus og bil eller familieforøgelse. Livets store beslutninger rummer også en tilladelse til at mene noget om, hvordan man kunne ønske sig sit livs afslutning.

Patientens ret til selvbestemmelse er derfor et afgørende princip i sundhedsloven. Patienter skal give samtykke til en tilbudt behandling og har omvendt ret til at fravælge eller ønske en behandling indstillet. Siden januar 2019 har det været muligt at udtrykke sine ønsker for behandlingsniveau i et behandlingstestamente.

Døden er svær at tale om
Manglende samtale om livets afslutning og døden kan medføre, at et døende menneske bliver behandlet på et behandlingsniveau, som de ikke selv havde fundet ønskværdigt, hvis de stadig kunne udtrykke sig.

Det kan for eksempel være som forsøg på genoplivning med alt, hvad det kan medføre. Døden og livets afslutning er et emne, som mange mennesker har meget svært ved at tale om. Noget, som mange familier har svært ved at åbne snakken om.

Det kan være en befrielse for en patient, når et sundhedspersonale åbner den nødvendige samtale, og alt det, som patienten selv bekymrer sig om, kan blive italesat.

Læger er uddannet til at redde liv og være førstehjælpere. Men nok så væsentligt er det som læge at være "sidstehjælper" og deltage i den proces, som det er at gøre livets afslutning til en god og værdifuld tid for familien og en god død for den døende.

Forsøm ikke i samtaler med patienterne
Ønsker svært syge eller gamle skrøbelige altid den maksimale og indgribende behandling?

Vi må ikke forsømme i samtaler med patienter at skitsere de muligheder, som findes, herunder også en forvisning, om at vi vil gøre alt, der står i vores magt som sundhedspersonale, for at lindre både lidelse og smerte så godt, som det lader sig gøre som et alternativ.

Vi bør give relevante behandlingstilbud, som omfatter andre muligheder end højtspecialiseret eventuel operativ behandling. En åben og ærlig dialog om fordele og ulemper, handling og konsekvens skal gøre det muligt for patienten, gerne sammen med familien, at tage en vigtig beslutning for sit eget liv på et oplyst grundlag.

Når aktiv terapi skrues ned eller indstilles, er det vigtigt samtidigt at skrue op for lindring og medikamentel palliation. Forventes døden at indtræffe inden for dage til uger, må den døende få de midler, der er nødvendige for at lindre og smertestille, uanset om det kan medføre dødens indtræden. I tilfælde, hvor dette er utilstrækkeligt, må midlertidig eller varig palliativ sovemedicin (sedering) anvendes.

Det er en lægelig pligt at sikre nødvendig medicinsk lindring af patienter. Det er vigtigt for at sikre udsigtsløst syge og døende en god død, at medikamentel og non-medikamentel palliation tilbydes i det omfang, som det er nødvendigt.

Sundhedspersonale skal bruge af den store vifte af muligheder, som loven om palliation giver, og uddannelse, oplysning og mod til at være i rum med døden skal gøre os til de bedste sidstehjælpere.

debat@altinget.dk