Sygehusdirektør: Forskere skal også kigge indad

Forskning skaber rammerne for fremtidens sundhedsvæsen. Forskning er et stærkt redskab, som kan ændre livet for vores patienter. Men spørgsmålet er, om forskerne i virkeligheden får muligheden?

Hvis man er forsker i diabetes, hjertekarsygdomme og cancer, så er svaret nok – ja, det kan blive muligt. Forsker man derimod i psykiatri, bevægeapparatet eller multi-resistente bakterier, så er mulighederne måske knap så gode.

Dette på trods af, at psykiatri- og bevægeapparatområdet koster rigtig mange sygedage, megen lidelse og smerte i Danmark, og de multiresistente bakterier er en alvorlig trussel for vores sundhedsvæsen i fremtiden.

På samme måde har projekter om de sjældne sygdomme eller på de få kritiske syge intensive patienter, fraset covid-19 og kræft, det svært. 

Forskningens status quo skaber ulighed
Allerede baseret på de tilgængelige bevillinger skabes de første kim til et fremtidens sundhedsvæsen med betragtelig ulighed i sundhed. Hvilke patientgrupper behandles efter en høj grad af evidens, og hvem efterlades bagerst i bussen?

Som det er nu, kommer forskningen i høj grad de patientgrupper til gavn, som har lægemiddelindustrien og stærke patientforeninger bag sig. De private og statslige fonde har ofte også fastsatte dagsordener eller bestemte satsningsområder, der skal fremmes, og den økonomiske støtte gives for at skubbe den samfundsmæssige udvikling i en bestemt retning.

Det er de selvfølgelig i deres gode ret til, men de økonomiske muligheder skaber retningen på forskning og resultater opnås i den/de retninger, hvor økonomien kan sikres. Det er den dynamik, som skubber visse sygdomme frem i køen til forskningsmidler.

For blot få år siden var svær overvægt ikke et populært område. Siden har stigende prævalens, medicinalvirksomheders satsning på områder samt pres fra politikere og patienter gjort, at der nu langt mere forskning på det felt.

Åbenlyse ulemper
Hvis man udelukkende skal se på forskningen, der er finansieret af medicinalselskaberne, er det en åbenlys ulempe, at lægemiddelindustrien primært går efter et øget forbrug af nye og dyrere behandlinger, og ikke er særligt interesseret i forskning i optimeret brug af ældre billigere lægemidler eller reduceret varighed af ældre eller nye og dyrere behandlinger.

Det er et problem, når vi stadig mangler gode data og diagnostik på eksempelvis varighed af vanlige antibiotiske regimer i behandling ved almindelige infektionssygdomme eller bedre indsigt i, hvilke cirka ti procent af patienterne med venøs tromboemboli som udvikler recidiv, så vi potentielt kan undlade at behandle 90 procent af patienterne med længerevarende dyr og potentiel farlig antikoagulerende behandling.

Begge eksempler peger på forskning, som kan medføre mere patientsikkerhed, højere kvalitet i behandling, øget samfundsmæssig gevinst og færre økonomiske omkostninger. Hvordan får man lægemiddelindustrien til at søge løsninger, der vil de veje for patienterne og samfundet? Hvis man ikke kan det, hvordan får man så sikret sådanne forskningsområder?

Regionernes medicinpulje bidrager ved at konkurrenceudsætte aktuelle behandlinger, men samtidigt mangler Medicinrådet finansiering til at følge op på de kliniske implikationer af deres anbefalinger. Vi er altså ikke i mål hele vejen rundt.

Behov for ny statslig fond
Lægemiddelindustri og private fonde bærer en rigtig stor del af forskningsindsatsen og tak for det. Men hvis vi skal minimere de blinde pletter, så skal vi have bredt forskningsdagsordenerne ud til mere anvendelsesorienteret forskning.

Der synes derudover at være behov for at etablere en statslig fond, der er dedikeret til sundhedsvidenskabelig forskning. Det har man haft stor effekt af i Canada, under det canadiske Institute of Health Research.

De statslige fonde i Danmark dækker i dag bredt, hvilket betyder at ansøgninger fra sundhedssektoren konkurrerer imod ansøgninger fra andre fagområder.

Hvis vi skal mindske ulighed i sundhed starter den fokuserede satsning ved at investere endnu mere og bredere i sundhedsvidenskabelig forskning.

Forskere skal se indad
Når det så er sagt, så er der måske også en ”blind plet” hos forskerne. Får vi skabt nok værdi for de forskningsmidler, vi har? I en Lancet-serie fra 2014 udtrykte den kendte statistiker Douglas Altmann netop om spild i forskning: ”we need less research, better research, and research done for the right reasons”.

Spørgsmålene er, om vi forsker for patienterne, er kvaliteten god nok, og har vi optimale arbejdsgange i vores forskningsproces? Udnytter vi andre forskeres møjsommeligt indsamlede biobanker godt nok, eller starter vi forfra med at indsamle vores egen? Noget tyder desværre på det sidste.

Sidst, men ikke mindst, får vi implementeret vores forskningsresultater eller hænger vi stadig i implementeringsbremsen? Og hvordan sikres forskning i implementering? Forskningen får ikke endelig værdi før resultaterne er implementerede ude ved patienten. Her har vi en stor forpligtigelse i værdiskabelse som forskere i sundhedsvæsenet.

Det er så indlysende, at der ingen grund er til at tøve med at kigge indad i processen og muligvis få øje på den blinde plet også hos os selv.

debat@altinget.dk