KL: Sundhedsforskningen er blind for de borgernære sundhedsopgaver

Af Tine Curtis
Leder af Center for Forebyggelse i praksis i KL, forskningschef i Aalborg Kommune og adj. professor ved Syddansk Universitet og Aalborg Universitet

Hvorfor er der ikke flere, der forsker i de store – og meget spændende – forandringer, der sker i indsatserne i disse år, hvor demografi, et ændret sygdomsbillede og ny sygehusstruktur fører til flere og mere specialiserede opgaver i kommunerne?

Eller i hvordan vi skaber sunde rammer for borgernes hverdagsliv, der forebygger, at så mange fremover bliver syge? Eller hvad vi kan gøre for at undgå, at så mange ikke trives og får dårlig mental sundhed?

De borgernære sundhedsopgaver i kommunerne vokser og dermed også behovet for viden om kvalitet og effektive løsninger. Men forskning i disse områder er sparsom.

Kommunerne har ikke forskningsforpligtelse, men er afhængige af, at universiteter og øvrige forskningsinstitutioner, professionshøjskoler og regioner tager deres forpligtelse til at forske i udviklingen af også de borgernære opgaver i samfundet på sig.

Manglende kendskab
Tidligere i Altingets debat har også Dansk Sygeplejeråd peget på, at forskningen har blinde pletter i forhold til de kommunale sundhedsopgaver og argumenteret for en styrket forskningsbasering af den del af plejen og behandlingen, der foregår i kommunerne. Og det gælder også kommunernes øvrige opgaveløsning på sundhedsområdet.

Som middel til at opnå målet, peger Dansk Sygeplejeråd blandt andet på, at fordelingen af midler til forskning skal dække et samlet sundhedsvæsen, og at der skal afsættes penge til forskning i kommunerne. Og jo, flere penge til området vil være dejligt. Men penge alene kan nok desværre ikke løse hele udfordringen med at få mere forskning om de kommunale sundhedsopgaver.

Funding og også publiceringsmuligheder spiller naturligt en rolle for valg af forskningsemne, men de blinde pletter i forhold til kommunernes opgaver handler også om, at forskerne ofte ikke kender til områderne og derfor ikke får ideer til nye emner, de kan søge forskningsmidler til.

Samtidig skal det være lettere for forskerne at nå frem til personer i kommunen, der har viden om forskning og kompetencer til at gå i dialog om, hvordan forskningsemnet kan være relevant både for forskning og praksis – og ikke mindst, hvordan forskningen kan gennemføres under hensyntagen til både borgere og medarbejdere.

Kommunale data bør være en guldgrube for forskere, men de er ofte svært tilgængelige, når der ikke er nationale databaser eller platforme, og lovgivningen på området er bestemt heller ikke simpel.

Kommunerne står klar
Kommunerne vil rigtig gerne medvirke til forskning. Det ved vi fra undersøgelser både i regi af KL og samarbejde om forskning på sundhedsområdet mellem de seks største kommuner. Langt de fleste har gode erfaringer med at indgå i forskningssamarbejde og oplever, at deltagelse i forskning giver kompetenceudvikling for de medarbejdere, der bidrager.

Der er dog også mange eksempler på, at forskningen kom til at handle om noget andet, end man mente at have aftalt, hvor ressourcetrækket i form af medarbejderressourcer til eksempelvis dataindsamling eller andet blev væsentlig større end forventet, og hvor kommunen aldrig hørte noget om resultaterne.

Selvom en leder for genoptræningen i en kommune for eksempel har 200 medarbejdere under sig og understøtter den bedste kvalitet i indsatsen, er det ikke ensbetydende med, at vedkommende har tilstrækkelig viden om forskning til at kunne forudse implikationerne af forskellige metoder. Hvad betyder det for borgernes motivation, at der sidder en forsker og observerer? Og hvad betyder det for borgerne i kontrolgruppen, når der gennemføres lodtrækningsforsøg?

Der er derfor behov for, at kommunerne har adgang til rådgivning med forskningskompetencer til at indgå i forventningsafstemningen og dialogen om forskningens formål og gennemførelse. Det har de største kommuner i landet, men de mindre kommuner har ikke mulighed for at ansætte egne medarbejdere med forskningskompetencer.

LÆS OGSÅ: DSR: Sygepleje og kommunerne er blinde pletter i sundhedsforskningen

Tættere og forpligtende samarbejde
Det er rimeligt at mene, at den stadig øgede specialisering af en række af de kommunale opgaver skal medføre ansvar for, at der gennemføres forskning på områderne. Det er dog ikke ensbetydende med, at forskningen skal gennemføres af kommunen. Men der bør etableres tættere og mere forpligtende samarbejdsrelationer mellem kommuner og forskningsmiljøer.

Mange kommuner finder veje til at bidrage med ressourcer i form af medarbejdertid og lokaler som medfinansiering af forskningen. I Aalborg Kommune har byrådet desuden afsat midler til at ansætte en forskningschef – mig – til at bygge bro og understøtte det gode samarbejde mellem praksis og forskning.

Der er også afsat midler til initiering og medfinansiering af den type af forskning, der kan give både relevant og direkte anvendelig viden for udvikling af praksis. Det har vi gode erfaringer med. I København og Aarhus afprøves andre modeller for det styrkede forskningssamarbejde. Og i Center for Forebyggelse i praksis i KL arbejder vi med at formidle og understøtte implementering af vidensbaserede opgaver, og når der er fondsmidler til det, også med brobygning mellem forskning og praksis.

Jeg kunne ønske mig en kommunal forankret model til understøttelse af alle landets kommuners deltagelse i forskning, både hvad angår forskningsinfrastruktur, kompetencer og midler. Dedikerede midler til medfinansiering af forskning vil sikre, at kommunerne kan bidrage til at pege på de blinde pletter og få indflydelse på, hvad der skal forskes i. Til gavn for udviklingen af vores fælles samfund.

debat@altinget.dk