Snit af målinger: Venstre forlader 2020 med historisk lav tilslutning

MÅLINGSSNIT: Venstre afrunder året med udsigt til at miste 12 mandater og det dårligste resultat i 30 år. Selv en blind muldvarp med solbriller kan se, at 2020 har været elendigt for Venstre, siger Altingets politiske kommentator.

Hvis der var valg i dag, ville Venstre få den laveste opbakning siden 1990.

Det viser et nyt vægtet gennemsnit af meningsmålingerne i december, som professor Kasper Møller Hansen har lavet for Altinget.

Ifølge det nye snit af målinger står Venstre til at få 17,2 procent af stemmerne, hvilket vil koste partiet 12 af dets nuværende 43 pladser i Folketinget.

Det er den laveste opbakning, der er målt siden folketingsvalget, og efter Jakob Ellemann-Jensen (V) overtog formandsposten. Den afrunder et år, hvor Venstre gradvis er dalet nedad i meningsmålingerne, mens partiet blandt andet har været ramt af uenighed i formandskabet og en stærk statsminister i form af Mette Frederiksen (S).

”En blind muldvarp med solbriller i en mørkelagt kulkælder kan på lang afstand se, at året 2020 har været elendigt for Venstre,” siger Altingets politiske kommentator, Erik Holstein, og tilføjer:

”En uklar politisk linje, modstridende meldinger mellem formand og næstformand og en muggen eks-formand i kulissen har alt sammen skabt et indtryk af konstant slinger. Ovenikøbet har coronaen gjort det ekstra svært for Jakob Ellemann, fordi Mette Frederiksen hele tiden har haft serveretten.”

Se, hvordan resten af partierne klarer sig i den fulde artikel på Altinget Christiansborg. I anledning af årsskiftet har Altinget Christiansborg også set nærmere på, hvordan partiernes opbakning og partiledernes popularitet har udviklet sig i løbet af 2020. Den artikel kan du læse her.

Forrige artikel Ny techambassadør: Mandatet er ikke eksportfremme - jeg skal eksportere danske værdier Ny techambassadør: Mandatet er ikke eksportfremme - jeg skal eksportere danske værdier Næste artikel Dagens overblik: Partier efterlyser 2030-plan fra regeringen Dagens overblik: Partier efterlyser 2030-plan fra regeringen