EU-politikeres kurs mod Folketinget kan få uventede konsekvenser for partierne

Tre af de danske medlemmer af Europa-Parlamentet søger tilbage til Christiansborg ved folketingsvalget. Ifølge Altingets seneste mandatprognose har de alle en rimelig chance. Til gengæld står deres suppleanter ikke ligefrem i kø for at komme den anden vej, og det kan koste deres partier pladser.

BRUXELLES: To Venstre-folk og en DF’er fra Europa-Parlamentet er at finde på stemmesedlerne 1. november, når danskerne går til valg.

Søren Gade og Linea Søgaard-Lidell fra Venstre og Dansk Folkepartis Peter Kofod vil alle gerne skifte Bruxelles og Strasbourg ud med Christiansborg. Det kan bestemt ikke udelukkes, at de lykkes med det, konkluderer Altingets Christiansborg-redaktør, Emma Qvirin Holst, på baggrund af de seneste mandatprognoser udført af professor Kasper Møller Hansen for Altinget på baggrund af data fra Kantar og Epinion.

Tidligere forsvarsminister og stor-stemmesluger Søren Gade er hun slet ikke i tvivl om vil klare sig godt i Holstebro, hvor han er stillet op.

”Det er ikke spørgsmål om, hvorvidt Søren Gade bliver valgt. Det er derimod mere interessant, hvor mange personlige stemmer han bliver valgt med,” siger Emma Qvirin Holst.

”Det er mere spændende med de to andre. Lige nu står Dansk Folkeparti stadig til at komme i Folketinget og få et mandat i Sydjylland, hvilket med stor sandsynlighed vil gå til Peter Kofod.”

”Lige så givet er det ikke med Linea Søgaard-Lidell, som kæmper om et ud af to mandater mod to nuværende folketingsmedlemmer. Men min vurdering er, at hun har gode chancer for at få et af mandaterne. Hun har indtil nu haft succes med at etablere sig som grøn borgerlig profil, som formentlig vil gøre sig godt blandt storbyvælgerne,” siger Emma Qvirin Holst.

{{toplink}}

Baby på kampagnesporet

Hvor Peter Kofod altså også er afhængig af, at Dansk Folkeparti klarer spærregrænsen, er det særligt den interne konkurrence med V-profilerne Jan E. Jørgensen og Martin Geertsen i København, som står til at afgøre Linea Søgaard-Lidells politiske skæbne.

Hun indrømmer selv blankt, at hun er lidt hæmmet i sin kampagneførsel af, at hun 16. september blev mor til sit barn nummer to. Det bliver hendes lille nye søns dagsform på kampagnesporet, der afgør, hvor synlig hun kan være.

”Det betyder jo, at han danner rammerne for min valgkamp, i forhold til hvad han er med på, og hvad han ikke er med på. Og så betyder det også, at jeg ikke kan være så aktiv, som jeg normalt ville kunne, fordi jeg skal indregne ammepauser, lur og dikkedikke-tid,” siger Linea Søgaard-Lidell, der dog understreger, at debatarrangører med flere hidtil har været meget large med at tilpasse rammerne.

Kommer hun ind, vender fokus sig hurtigt mod, hvem der skal overtage hendes post. Og der bliver sagen hurtigt lidt speget.

Usikker toer

Førstesuppleant for Venstre er Bergur Løkke Rasmussen, som – modsat sin far, Lars Løkke Rasmussen – stadig er medlem af partiet.

Han erklærer sig helt frisk på at tage en tørn i Bruxelles og har faktisk allerede været en smuttur nede for at mødes med Venstre-delegationen.

”Hvis jeg får muligheden for at tage til Bruxelles her efter den første november, så siger jeg "ja, tak". Det er der ingen betænkningstid over,” siger Bergur Løkke Rasmussen.

Han lægger heller ikke skjul på, at han mentalt allerede er helt klar.

”Der er intet, der er sikkert i politik. Men at Søren Gade bliver valgt til Folketinget er nok noget af det tætteste, vi kommer på det. Så jeg er så småt ved at forberede mig.”

Mindre entusiasme er der at finde hos Venstres andensuppleant, der får buddet, hvis begge partiets EU-kandidater kommer ind. Det er nuværende EU-ordfører Kim Valentin, der satser benhårdt på at få en omgang mere i Folketinget. Sker det, så takker han nej til pladsen i Parlamentet.

”Det er stadig mit største ønske at være i Folketinget. Det er det, jeg arbejder for, og jeg synes, det arbejde er så meningsfyldt og giver så meget til mig, som jeg aldrig har prøvet før. Så det er virkelig noget, jeg gerne vil fortsætte med,” siger han og understreger, at han også går efter en ministerpost, hvis det bliver en blå regering.

Sætter mandat på spil

Kim Valentin lægger heller ikke skjul på, at hans kandidatur til Parlamentet tilbage i 2019 var en vennetjeneste for partiet, mere end det var en drøm om selv at blive EU-folkevalgt. Derfor vil han heller ikke love, at han tager en ledig plads, selv hvis han ikke kommer ind i Folketinget.

”Så må jeg jo tage stilling til, hvad jeg vil derfra. Og jeg har 100 procent ærligt ikke gjort min stilling op om, hvad jeg vil bagefter. For jeg har jo også lang erhvervserfaring. Der er jo også folk, der kommer og spørger mig, om jeg vil lave alt muligt andet spændende,” siger han.

Det kan dog sende Venstre ud i problemer. For tredjesuppleanten, journalist Erik Poulsen, gør fuldstændig klart, at han vil sige nej, hvis partiet spørger ham. Han kalder Bruxelles for ”verdens kedeligste by” og peger på, at særligt Venstre-medlem Asger Christensen meget fint har arbejdet for de mærkesager, som i sin tid lokkede ham til at stille op, særligt landbruget. Derfor trækker det ikke med halvandet år i Parlamentet.

”Det vil jeg ikke opgive mit nuværende job for,” siger Erik Poulsen.

Han er udmærket godt bekendt med, at det kan bringe Venstres fjerde mandat i Parlamentet i fare.  

For næste levende billede på listen er Charlotte Munch, der siden valget i 2019 er gået med Inger Støjberg og nu stiller op til Folketinget for Danmarksdemokraterne. Og hvis hun skulle sige nej, hedder den næste på listen Theresa Blegvad, som er gået til Konservative.

Vistisen tur-retur?

Heller ikke hos Dansk Folkeparti er arvefølgen ukompliceret, hvis Peter Kofod skal hjem. Hans afløser er tidligere europaparlamentariker Anders Vistisen, som også er folketingskandidat. Han gør klart, at han satser 100 procent på Christiansborg.

”Der er ikke nogen tvivl om, at jeg stiller op til Folketinget for at blive valgt der. Så hvis jeg kommer ind i Folketinget, så tager jeg mandatet,” siger Vistisen.

Ifølge Altingets mandatprognose ser det ikke særligt nemt ud for Dansk Folkeparti at opnå valg i Østjylland, hvor han er opstillet. Men Anders Vistisen er ikke af den grund parat til at love et comeback til Bruxelles, selv hvis han ikke opnår valg.

”Nu har jeg jo aldrig nogensinde regnet med, at jeg skulle ned til Europa-Parlamentet igen, da jeg ikke blev spidskandidat sidste gang,” siger Anders Vistisen.

”Det tror jeg, vi tager på den side af valget. Jeg får buddet først, og der tager vi en snak om, hvad man synes fungerer bedst.”

Siger han nej, rammes Dansk Folkeparti af samme udfordring som Venstre. Deres andensuppleant er nemlig Tina-Mia Eriksen, som er rykket til Konservative.

Pres fra partiet?

Altingets Christiansborg-redaktør, Emma Qvirin Holst, forudser, at det godt kan give en lidt anspændt stemning internt i partierne efter valget, hvis der pludselig er tale om, at partierne skal til at afstå mandater i Parlamentet.

“Det er på sin vis forståeligt, at både Anders Vistisen og Kim Valentin ikke vil forholde sig til Bruxelles, før de har modtaget vælgernes dom 1. november, da andet vil sende et blandet signal til vælgerne. Men efterfølgende bliver det spændende at se, om partierne vil lægge pres på dem begge for at fastholde mandaterne, så de lige pludselig alligevel kan se fornuften i at flytte til Bruxelles,” siger hun.

Ellers kan vi stå i en helt ny situation, hvor Danmarksdemokraterne pludselig er repræsenteret i Europa-Parlamentet, og Konservative kan fordoble sit medlemstal.

Forrige artikel Politisk flertal klar til at undersøge Findsen-påstande før straffesag Politisk flertal klar til at undersøge Findsen-påstande før straffesag Næste artikel Enhedslisten vil kræve national arealstrategi i nyt forståelsespapir Enhedslisten vil kræve national arealstrategi i nyt forståelsespapir