Skyldig eller ej er Inger Støjberg stadig en gåde

”I kender ikke mig, men I kender mine holdninger.” Sådan lød beskeden engang fra Inger Støjberg.

Adressaten var en gruppe islamister, men den kunne lige så godt være os alle sammen.

Bortset fra hendes udlændingepolitiske holdninger kender vi hende ikke rigtigt. Hvad mener hun om fordelingspolitik? Hvad synes hun egentlig om EU? Hvor står hun på klimaet? Det afhænger lidt af, hvem man spørger, og som de fleste politikere med mere end ti år på tinge har hun ment lidt af hvert.

Alligevel er Inger Støjberg en af de mest kendte politikere i Danmark og har næsten 200.000 følgere på Facebook.

Inger Støjberg er en gåde. Eller mange gåder i én. Da hun meldte sig ud af Venstre, havde hun været udøvende politiker for partiet i næsten 25 år, men hendes tidligere kollegaer i Venstres folketingsgruppe har offentligt udtrykt usikkerhed om, hvor hun egentlig ligger på alle andre områder end lige udlændinge.

I dag gætter alle på Christiansborg på, hvad hendes næste træk bliver. Nogle gætter stadig på De Konservative, mange afviser Nye Borgerlige, og de fleste tror, hun stævner ud for Dansk Folkeparti. Men ingen ved det.

I DF håber mange, at hun vil være formand, fordi de tror, hun kan redde partiet. Det er i sig selv en barok situation. Støjberg er ikke engang medlem af DF, men alligevel så populær i baglandet, at hun er favorit til at blive partiets formand – selvom hun ikke engang har sagt, at hun stiller op.

Og ingen aner, om hun på mandag bliver dømt i landets sjette rigsretssag nogensinde.

Som sagt – Inger Støjberg er en gåde.

Derfor har jeg brugt et par dage på at grave mediearkivet Infomedia igennem for at se, om fortiden afslører mere om hende. Det gør den, og det gør den ikke. Og undervejs støder man på næsten filosofiske spørgsmål om, hvor grænsen går mellem den, man er, og den, man bliver.

Inger Støjberg er politiker, men hun er også blevet politiker de seneste 25 år. Og hun blev politiker i en tid, hvor ideologierne fortonede sig, og partierne svandt ind, mens personer blev vigtigere og vigtigere, og Facebook forandrede præmisserne for politik for altid. At hendes succes under netop de omstændigheder endte med at give hende en rigsretssag på halsen, viser meget om de seneste årtier i dansk politik.

Komiske Inger

Indtil engang i 2011-2012, da hun blev Venstres integrationsordfører, er der meget lidt ved Inger Støjbergs færd i offentligheden, der peger på, at hun skulle blive den, hun er i dag. Hårdtslående, kontroversiel, ubøjelig.

Sammen med et kuld af andre unge Venstrefolk – for eksempel Troels Lund Poulsen og Peter Christensen – blev hun som 28-årig valgt ind i Folketinget for Venstre i 2001. Inden da havde hun været amtsrådspolitiker siden 1994. I 2001 fik hun sig et hverv som fødevareordfører og udtalte sig mest om mærkning af fødevarer, diffentieret moms, og hvad der kunne gøres ved stigende fedme blandt danskerne. Op igennem nullerne spekuleredes der i, om hun var ugleset af Anders Fogh Rasmussen, fordi hun som VU’er på et tidspunkt fratog hans søn, Henrik, samtlige poster i VU i Viborg.

Faktum er, at hun ikke blev minister i hans regeringer; heller ikke selvom den skæve kønsbalance på hans ministerhold blev et stadigt større problem, som nullerne skred frem. Omvendt har Foghs antipati ikke været større, end at hun blev politisk ordfører første gang i 2007. Udadtil huskes hun i den periode nok mest for de efterhånden grinagtige afvisninger af, at Fogh Rasmussen var på vej til posten som generalsekretær for Nato. Indadtil blev hendes tilnavn som Komiske Inger et bevis på hendes loyalitet.

Pointen er her, at det er, fra værdikampen skydes i gang frem mod 2001 og i dens mest intense periode, at hun træder ind i landspolitik. Men ser man på hendes aktioner i den offentlige debat, er det – med meget få undtagelser – nærmest som om værdikampen ikke findes. I en tid, hvor slagvekslingerne på især udlændingepolitikken er på deres mest voldsomme niveau, og hvor kritikken af Venstres samarbejde med Dansk Folkeparti er under den tungeste beskydning, er Støjberg stort set intetsteds at se på slagmarken.

Hun prøvede ganske vist til en start at sætte sit virke som beskæftigelses- og ligestillingsminister i den første Løkke Rasmussen-regering i en værdipolitisk ramme og ville kæmpe for, at indvandrerkvinder kom mere i arbejde. Men finanskrisen og den stigende arbejdsløshed tilsidesatte værdikampen til fordel for mere traditionel fordelingspolitik.

Kendsgerningerne fra den offentlige debat er, at det først er efter det borgerlige valgnederlag i 2011, at Støjberg for alvor begynder at ligne den, hun er i dag.

De skal fise hjem til deres taberlande

20. oktober 2011 er det så, hun skrev det med, at man ikke kendte hende, men godt kendte hendes holdninger. Det var i et debatindlæg i Jyllands-Posten med titlen ”Tag debatten, salafister” og det er her, hun rammer den tone, stil og argumentationsform, der har været hendes siden. Henvendt til en uspecificeret gruppe radikale islamister skrev hun:

”Mon ikke, at I føler jer ret godt tilpas i et samfund, der giver jer både frihedsrettigheder og velfærdsrettigheder? Ellers var I vel for længst rejst til et samfund, hvor jeres samfundssyn deles. Disse lande findes faktisk, men det er næppe sandsynligt, at det er lige så bekvemt at leve der. I skal dog vide, at der ikke er nogen, der holder på jer i Danmark.”

Og hun sluttede med at udfordre dem til en direkte debat:

”Alt dette og meget mere håber jeg, at I har mod og mandshjerte nok til at diskutere med mig.”

Debatten blev aldrig til noget, men året efter i forbindelse med, at den islamistiske gruppe ”Kaldet til islam”, havde opfordret til mord på den danske avistegner Kurt Westergaard for hans berømte tegning af Muhammed, satte Inger Støjberg igen dagsorden:

”Det her er holdninger, der kun hører hjemme i tabersamfund. Så min opfordring til dem er, at de skal fise hjem til de taberlande, hvor deres holdninger deles.”

Året efter igen, i 2013, skriver hun en kronik i Politiken, hvor hun opfordrer alle muslimer, der ikke tager 'hele pakken' af danske værdier til sig, til at forlade landet, og hun understreger, at hun selv gerne vil tegne Muhammed på en husmur. Tilmed med kalot, ”hvis det er det, der passer mig.”

Et år senere, i 2014, skriver Støjberg sin måske mest berømte kronik, hvor hun i Berlingske under overskriften ”Glædelig Eid til alle muslimer” åbnede for forskelsbehandling af indvandrere afhængig af etnicitet. Var sammenhængskraften truet, spurgte hun sig selv:

”Mit svar er ja. Men mit svar er også, at det ikke er nødvendigt at stille samme krav til alle, for i hovedreglen er det sådan, at der er stor forskel på evnen og viljen til integration, alt efter om det er en kristen amerikaner eller svensker og en muslimsk somalier eller pakistaner, der kommer hertil.”

Kontrasten til hendes første ti år i Folketinget er bemærkelsesværdig. Havde hun de holdninger allerede fra starten, eller fik hun dem først senere? Og fik hun dem, fordi hun fik nye erkendelser i forbindelse med sit nye ordførerskab på integrationsområdet, eller fik hun ordførerskabet, fordi hun havde de holdninger i forvejen?

Samme år – og med udsigten til et folketingsvalg – gjorde Løkke hende atter til politisk ordfører, og i medierne begyndte man at lægge mærke til noget andet afgørende ved Støjberg. Hendes enorme gennemslagskraft på Facebook.

Støjberg på Facebook

Det er særligt et opslag om en biograftur i København fra februar 2015, der på én gang viser, hvad Inger Støjberg kan på sociale medier, og hvad sociale medier kan for politik.

Ni sætninger, hvor Støjberg beklager sig over en gruppe ”indvandrerdrenge” på rækken bag hende i biografsalen, der ”sparkede på stolen, talte, kommenterede og kastede med slik”, blev liket, delt og kommenteret i et hidtil uset omfang for en dansk politiker.

Dags dato taler vi 36.000 likes, 12.000 kommentarer og 2.000 delinger. En opgørelse i B.T. fra 2015 viste, at 70 procent af Støjbergs opdateringer handlede om udlændingepolitik, en anden at over 1,4 millioner havde læst opslaget om biografturen.

Det viser også noget om en tid, hvor tv og aviser ophørte med at være den primære kontaktflade mellem politikere og befolkningen, og hvor dansk politik for længst har bevæget sig ind i den zone, hvor det at være en god politiker også krævede, at man var dygtig til Facebook.

De første danske profiler på Facebook blev oprettet i 2006, og siden 2019 er 65-70 procent af danskerne kommet på Facebook. Der findes ikke tal på, hvor mange af dem, der er vælgere, men man skal være over 13 år for få sin egen Facebookprofil, så procentsatsen er med al sandsynlighed meget højere.

Inger Støjberg var blandt de første danske politikere, hvis ikke den første, der for alvor formåede at bruge Facebook som kampagneværktøj og lykkedes med at transformere sig selv om til et medie.

Hun har lige siden 2001 haft gode personlige stemmetal på omkring de 10.000 stemmer, men ved folketingsvalget i 2015 fik hun 16.356 stemmer, og i 2019 fik hun 28.420 stemmer, hvilket rakte helt til en 4. plads på landsplan; kun overgået af de tre partiledere Mette Frederiksen, Lars Løkke Rasmussen og Pernille Skipper. 

Men det er også den form for popularitet og hendes evne til at opnå den, der har bragt hende for den rigsret, der i næste uge afsiger dom over hende.

Værdikamp eller jura?

For i det absolutte centrum af rigsretssagen står den pressemeddelelse, Inger Støjberg sendte ud 10. februar 2016, hvor hun krævede undtagelsesløs adskillelse af gifte asylpar, hvor den ene var under 18 år.  

Var det en ordre til Udlændingestyrelsen, eller var det mere beslægtet med hendes kronikker og hendes facebookopslag? Jura eller værdikamp?

Anklagerne mener det første, Støjbergs forsvarer holder på det sidste, og at juraen forøvrigt blev overholdt. Det er en adskillelse, der ikke kun er interessant i forhold til rigsretssagen, men i forhold til værdikampen generelt og udlændingepolitikken i særdeleshed.

For da Fogh Rasmussen i et berømt interview i Weekendavisen i 2003 satte værdikampen på formel og gjorde den til centrum for det borgerlige projekt, var det netop sat i modsætning til den del af politikernes arbejde, der handler om lovgivning.

”Det er udfaldet af kulturkampen, der afgør Danmarks fremtid. Ikke den økonomiske politik. Ikke teknokratiske ændringer af lovgivningssystemer. Det afgørende er, hvem der får held til at sætte dagsordenen i værdidebatten,” sagde han.

Men lige når det kom til det emne, der flere år senere skulle blive Inger Støjbergs, nemlig udlændingepolitikken, blev den sondring partipolitisk.

For da VK-regeringen med Bertel Haarder som integrationsminister i spidsen omkalfatrede dansk udlændingepolitik, blev arbejdsdelingen, at Venstre stod for det juridiske arbejde i ministerkontoret, mens DF tog æren og pointene i offentligheden.

Så skarp var opdelingen, at Bertel Haarder til sidst følte sig nødsaget til at gøre opmærksom på, at han faktisk var minister for regeringens udlændingepolitik og ikke DFs. Men da var det for sent, og det var først med Inger Støjberg fra 2011-2012 og frem, at Venstre langsomt fik erobret den retoriske taktstok i udlændingepolitikken.

Det blev afgørende for, at Venstre allerede kunne vende tilbage til regeringskontorerne i 2015 på trods af et ellers katastrofalt valg, hvor partiet blot opnåede 19,5 procent af stemmerne. Og det var afgørende for, at Inger Støjberg blev udlændinge- og integrationsminister og dermed integrerede værdikamp og lovgivning i én og samme person.

Netop ved på lange stræk at gøre brug af DFs egne metoder med personlig og provokerende kommunikation og interaktioner i den offentlige debat – nu med Facebook som en helt central kanal. Noget, DFs politikere aldrig rigtig har lært at mestre.

Men problemet for Støjberg blev, at den gamle arbejdsdeling mellem V og DF også reflekterede, at selvom værdikampen og især spørgsmålet om muslimer i Danmark ikke først og fremmest handlede om lovgivning, har udlændingepolitikken altid været begrænset af netop lovgivning.

Det stod faktisk som det første i aftaleteksten i udlændingeloven af 2002: ”Udlændingepolitikken skal respektere Danmarks internationale forpligtelser.”

På mandag ved vi, om hun overtrådte den grænse i forbindelse med det, hun selv kalder ”barnebrudssagen”.

Hvad der sker bagefter ved ingen. Måske ikke engang Inger Støjberg selv.

Inger Støjberg er en følelse

Og så er vi tilbage ved det gådefulde. Inger Støjberg var de første små ti år af sit liv som folketingspolitiker en meget klassisk Venstrepolitiker. Passede sine ordførerskaber, holdt partidisciplinen, mente det, partiet mente. Som politisk ordfører fra 2007-2009 patruljerede hun endda andre Venstremedlemmer, der bevægede sig ud på egen hånd.

For eksempel da Søren Pind i 2007 foreslog at straffe bandemedlemmer hårdere ”end almindelige danskere”. Det afviste hun ved døren: ”Søren Pind rammer ved siden af målskiven,” sagde hun, "I Venstre går vi ind for, at der er lighed for loven.”

Otte år senere var det hende selv, der talte for forskelsbehandling.

Da hun var helt ny på Christiansborg, gik hun i rette med Fogh Rasmussens omfavnelse af velfærdsstaten, men nogle år senere roste hun den del af hans projekt.

Og da Politiken allerede i 2015 spurgte hende, om hun ikke lige så godt kunne være DF’er, rystede hun på hovedet:
”Nej, for jeg er liberal, og Dansk Folkeparti er ikke et liberalt parti.”

Så ikke engang på udlændingepolitikken har der været én klar linje hele vejen igennem. Igen – politikere er også mennesker, og mennesker ændrer holdninger igennem livet. Og Inger Støjberg har været politiker hele sit voksne liv.

Det er kombinationen af, at hun pludselig blev kontroversiel og opmærksomhedspådragende som få og samtidig er så politisk udefineret, der får mange til at tænke, at der er noget, hun ikke siger højt, men som har formet hende. At der er et svar på gåden Inger Støjberg.

Men måske er der ikke en eller anden updaget eller ufortalt sandhed om Inger Støjberg. Måske skal man se det omvendt: at Inger Støjberg er en sandhed om politik.

At det netop er, fordi hun ikke har skåret sine politiske holdninger skarpt ud, at så mange mennesker følger hende, støtter hende og stemmer på hende. Des mere man definerer, hvem man er som politiker, desto flere kan finde noget, de er uenige i. Jo mindre du siger, desto mere kan folk projicere deres egne holdninger over på dig. Inger Støjberg er ikke en kendt politiker, på trods af at vi ikke kender hendes politik særlig godt, men netop fordi vi ikke gør.

Måske viser Inger Støjberg noget om repræsentation i en tid, hvor partierne og ideologier svinder ind, og personerne fylder mere og mere. Her bliver repræsentation nemlig til identifikation, og identifikation handler – især på sociale medier – om meget andet end argumenter og ideologi. Det handler om følelser. Måske er det dét, Inger Støjberg opdagede for ti år siden, da hun blev den, hun er i dag.

Hvis hun bliver dømt ved rigsretten på mandag og alligevel overlever politisk – måske endda som topfigur i DF – vil det ikke mindst være på grund af det. Inger Støjberg er en følelse.

es@altinget.dk