Hvem vil have et folkeparti på et sølvfad?

Inden kommunalvalget forudså jeg, at et dårligt valg til Dansk Folkeparti næppe ville få konsekvenser for Kristian Thulesen Dahl. Nederlaget var allerede regnet ind i hans aktiekurs, mente jeg. Desuden var der ikke nogen seriøse kandidater til at afløse ham.

Det holdt ikke stik. Da DF-formanden på valgnatten stillede sit mandat til rådighed, håbede han måske stadig selv på, at partifællerne ville bede ham om at blive, men opbakningen udeblev, og så fangede bordet. Nu skal Dansk Folkeparti have ny formand.

Men der er fortsat mangel på seriøse kandidater.

Situationen i partiet er så skrøbelig, at sandsynligheden for et kollaps er omtrent lige så stor som sandsynligheden for, at det kommer tilbage på sporet.

Hvem er så formand for Dansk Folkeparti om to måneder? Jeg aner det ikke. Men uanset hvem partiet vælger, står Dansk Folkeparti overfor en alvorlig eksistentiel krise, der stikker langt dybere end navnet på formanden.

Det er en krise, hvor der skal svares på nogle meget svære spørgsmål om, hvor vægten skal ligge i DF’s særlige politiske placering som borgerligt, EU-kritisk velfærdsparti med hård udlændingepolitik. Men personkrigen skygger for de politiske dilemmaer.

Støjberg-parti kan blive stærkere end DF

Det illustreres selvsagt bedst ved den næsten surrealistiske kampagne, partiet fører for at få Inger Støjberg til at tage posten, selv om hun end ikke er medlem, og selv om hun om få dage kan blive den blot tredje minister i danmarkshistorien, der modtager en dom i Rigsretten.

Til det sidste retsmøde var partistifter Pia Kjærsgaard ligefrem mødt frem i Rigsretten for at flage sin støtte til Støjberg. Et temmelig stærkt signal fra en forhenværende formand for Folketinget.

Samme dag publicerede Inger Støjberg et opsigtsvækkende opslag på sociale medier, hvor hun gentager sin egen afsluttende forsvarstale fra Rigsretten. Der var tale om en gennemført professionel produktion på linje med statsministerens nytårstale med blomster, der matchede Støjbergs kjole og med hendes orange-knold-logo i hjørnet. Talen blev holdt i det såkaldte Samtaleværelse på Christiansborg foran et stort maleri fra forhandlingerne om grundlovsændringerne i 1915, der gav kvinder stemmeret.

En uge senere er videoen set 442.000 gange, og hele iscenesættelsen vidner om, at Inger Støjberg i dag er et langt stærkere brand end Dansk Folkeparti. Partiets fristelse er til at forstå, men er den egentlig gensidig – eller svælger Støjberg bare i opmærksomheden?

Går hun fri, vil et Støjberg-parti formentlig på kort tid kunne opbygge en stærkere position end Dansk Folkeparti i målingerne. Og man må i det hele tage spørge, om Inger Støjberg har lysten og energien til det slidsomme job, det er at styre et parti med alle de mellemregninger og indre magtkampe, der følger med.

Bliver Støjberg dømt, tror jeg, noget af gassen går af ballonen. Selv om mange har travlt med at skelne mellem milde og hårde domme, mellem bøder og fængsel, så vil en dom i Rigsretten reelt gøre Inger Støjberg ubrugelig som formand for et seriøst parti i Folketinget.

Kan man repræsentere partiet ved forhandlinger i Finansministeriet, hvis man lige er smidt ud af Folketinget? Kan man sidde med ved møderne blandt de blå partiledere?

Messerschmidt er allerede internt svækket

Den eneste erklærede kandidat til formandsposten er Morten Messerschmidt.

Han er som bekendt dømt for dokumentfalsk i byretten og kan ventes at blive kendt uværdig til at sidde i Folketinget, hvis landsretten i det nye år bekræfter dommen. Hvilket er det langt mest sandsynlige.

Man kan jo bare stille spørgsmålet: Kan et seriøst, borgerligt parti ledes af en mand, der er dømt for bedrageri og dermed sandsynligvis også trådt ud eller stemt ud af Folketinget?

Svaret ville i gamle dage give sig selv. Måske er linjerne rykket for, hvad der er acceptabelt i de politiske yderpartier, men de praktiske problemer forsvinder ikke, selv om man flytter målstolperne.

Morten Messerschmidt meldte sig hurtigt på banen som kandidat i en pakke, hvor EU-politikeren Peter Kofod skulle indgå som næstformand. Det var taktisk klogt, fordi han dermed sikrede sig imod at blive opfattet som en ballademager, hvis han først meldte sit kandidatur som nummer to eller tre.

Men reaktionen på Messerschmidts kandidatur har demonstreret, at hans position i partiet allerede er stærkt svækket. Flere fremtrædende DF-politikere med den afgående formand i spidsen er godt i gang med at underløbe ham.

Derfor er Messerschmidt i bedste fald en formand, der vil stå i spidsen for et splittet parti med fortsatte fløj- og personopgør.

Henriksen kan udfordre Vermund

Martin Henriksen er den tredje kandidat, der spøger. Han har foreløbig valgt at holde kortene tæt til kroppen, formentlig fordi han afventer Inger Støjbergs dom og reaktionen på den.

Han er på sin vis en helt usandsynlig formandskandidat. Han blev ikke genvalgt til Folketinget i 2019, og for nylig blev han ovenikøbet fyret fra sit lønnede job i Dansk Folkeparti på grund af udtalelser, der blev kaldt illoyale.

Men Martin Henriksen har modsat Støjberg og Messerschmidt ingen retssager hængende over hovedet. Og så er han også langt mindre optaget af at holde kammertonen på Christiansborg. Han er fortaler for, at Dansk Folkeparti skal vinde positionen som det mest udlændingekritiske parti tilbage ved at skrue op for retorikken og ved at fremsætte mere vidtgående forslag.

Det betyder, at Dansk Folkeparti med ham som formand vil blive et mere udpræget fløjparti, som vil have sværere ved at indgå som stabil partner for en regering ledet af V eller K.

Men læren fra de seneste års udvikling i USA, Storbritannien og flere andre lande er, at den mest ekstreme kandidat ofte ender med at vinde magtkampe i partier på yderfløjene.

Hvis man antager, at der altid er omtrent ti procent af vælgerne, som er parate til at stemme på det parti, der har den hårdeste udlændingepolitik og den mest EU-kritiske linje, kan Martin Henriksen også vise sig at være et klogt valg i den forstand, at han kan tage kampen op med Pernille Vermunds Nye Borgerlige.

DF’s aktiekurs kan stadig falde

Kunne Pia Kjærsgaard ende med selv at stille op for at redde partiet ud af den livstruende krise?

Det kan ikke udelukkes, hvis Inger Støjberg ender med at afvise tilbuddet om et folkeparti på et sølvfad.

Men det vil nok være beviset på, at DF reelt er et nyt CD. Altså et parti, der lige som Centrum-Demokraterne i tre årtier fra 1973 spillede en central rolle i dansk politik, men som døde, da stifterfamilien forlod det.

Det vil gøre Dansk Folkeparti til et parti, der blot venter på, at den selvsamme tidsånd, partiet har gjort så meget for at ændre, utaknemmeligt skyller partiet væk.

På den måde er sandheden nok, at min fejlvurdering fra før kommunalvalget kan risikere at gentage sig. Det er langtfra sikkert, at Dansk Folkepartis problemer er indregnet i partiets aktiekurs. Den kan fortsat falde.

{{toplink}}

jn@altinget.dk