Ny regering arver ubetalt milliardregning for billigere biler

KASSETJEK: VLAK-regeringen har ikke sikret den fulde finansiering af aftalen om at sænke bilafgifterne fra 2017. Det efterlader et milliardhul i økonomien til en ny regering. Det er dobbelt uansvarligt, lyder det fra SF.

Den afgående regering fik aldrig betalt den fulde regning for at sænke registreringsafgifterne for biler.

Det vil en ny finansminister hurtigt opdage, når han eller hun trækker i arbejdstøjet og skal gøre status over den økonomi, forgængeren på posten giver videre.

Og det er ikke bare uansvarligt, men dobbelt uansvarligt, lyder det fra SF’s finansordfører, Lisbeth Bech Poulsen.

”Det er økonomisk uansvarligt, når den blå regering løber fra en stor del af regningen. Og det er klimamæssigt uansvarligt, fordi aftalen har ført til, at der sælges flere og større benzin- og dieselbiler,” siger hun.

På trods af at reduktionen af afgifterne blev præsenteret som noget nær selvfinansierende, så efterlader aftalen med Dansk Folkeparti fra 2017 et hul i statskassen på flere milliarder kroner.

EU spænder ben for vejafgifter
Den manglende finansiering af aftalen skyldes, at regeringen ikke har leveret på to centrale finansieringselementer, her mere end halvandet år efter aftalen blev indgået.

Aftalen indebar, at der skulle findes finansiering for 300 millioner kroner for at dække tabte indtægter fra registreringsafgiften og stigende udgifter, fordi man samtidig hævede den såkaldte reparationsgrænse.

De penge skulle sikres, ved at man fra 2020 indførte en periodebaseret vejafgift i Danmark efter inspiration fra en tysk model.

Regeringen har imidlertid aldrig fremlagt sit bud på sådan en vejafgift. Og tidligere på ugen blev den tyske model erklæret i strid med EU-retten af EU-Domstolen. Og det får FDM til at erklære ambitionen om en dansk vejafgift for død.

”Når nu EU-Domstolen har udtrykt sig så tydeligt og klart, så har vi en klar forventning om, at man opgiver det her i Tyskland og dermed også, at den danske regering opgiver sin copycat,” siger Torben Kudsk, afdelingschef i FDM.

Skatteminister er tavs
Den ansvarlige minister, Karsten Lauritzen (V), har ikke ønsket at kommentere på realismen i at få sikret en ny dansk model for vejafgifter, der kan sikre de forudsatte midler.

Arbejdet fortsætter imidlertid, og så må en ny regering forholde sig til, hvad der siden skal ske.

”Som følge af aftale om omlægning af bilafgifterne fra september 2017, udarbejdes der en model for den planlagte vejafgift for person- og varebiler, som skal være forenelig med EU-retten. Skatteministeriet er i gang med at se nærmere på EU-dommen og dens betydning for det videre arbejde,” skriver Skatteministeriet i en mail til Altinget.

Læs den fulde artikel på Altinget: transport

 

Forrige artikel Løkke om EU-topjob: “Man skal holde sig vågen, hvis der pludselig viser sig nogen muligheder” Løkke om EU-topjob: “Man skal holde sig vågen, hvis der pludselig viser sig nogen muligheder” Næste artikel Folketingets nye formand har været i dansk politik i 30 år og har stadig ingen fjender Folketingets nye formand har været i dansk politik i 30 år og har stadig ingen fjender