Folketingets nye formand har været i dansk politik i 30 år og har stadig ingen fjender

PORTRÆT: Henrik Dam Kristensen beskrives som en driftssikker og usnobbet politiker, som man ikke slår sig på. Den 62-årige socialdemokrat har alle forudsætninger for at blive en succes som Folketingets formand, vurderer Altingets politiske analytiker, Erik Holstein.

Henrik Dam Kristensen synes i politik at have den samme status som det lokale postbud i landsbyen.

Alle holder af og sætter pris på manden, der nu er udset til at bestride den ærefulde post som formand for Folketinget.

Men mens den røde, historiske postuniform for år tilbage blev skrottet, så er det tidligere postbud fra Vorbasse hele sit liv forblevet loyal og tro mod sin partifarve.

”Han startede som minister for 25 år siden, helt tilbage i 1994, hvor han blev landbrugs- og fiskeriminister, og folk på Borgen kaldte ham naturligvis 'FiskeDam'. Men Henrik Dam Kristensen har bestridt fem forskellige ministerposter – og han har uden brokkeri ladet sig rykke ud og ind af de forskellige ministerier, alt efter hvor partiet havde brug for ham. Så det er også partiets mand, der nu bliver belønnet med posten som Folketingets formand,” fortæller Altingets politiske analytiker, Erik Holstein.

En mand uden skarpe kanter
Det er snart tredive år siden, at Henrik Dam Kristensen blev valgt ind i Folketinget første gang, og han har i den periode bestredet fem forskellige ministerposter, senest som beskæftigelsesminister og transportminister.

Nu har samtlige partier peget på smedesønnen som ny folketingsformand, der blandt andet skal sikre, at lovgivningsarbejdet sker efter planen, og at folketingsmedlemmerne har de bedste rammer for deres arbejde.

Mens Folketingets hidtidige formand Pia Kjærsgaard (DF) til tider har delt vandene med meget markante udmeldinger, så er 62-årige Henrik Dam Kristensen ikke den store konfliktskaber, mener partifællen Bjarne Laustsen (S).

”Henrik er uden kanter. Dem slår man sig ikke på. Han skaber ingen konflikter der, hvor han er. Han går efter løsninger og er i stand til at skabe et rum, hvor dem, han er sammen med, føler, at de bliver taget seriøst og lyttet til,” siger Bjarne Laustsen.

Veg tilbage for formandspost
Men de runde kanter er formentlig også en vigtig årsag til, at Henrik Dam Kristensen aldrig gik efter posten som formand for Socialdemokratiet, selv om han både i 2002 og 2005 var et brandvarmt emne til posten.

”Henrik Dam Kristensen var i spil som Nyrup-fløjens kandidat til ny S-formand tilbage i 2002, men han valgte ikke at stille op. Det tror jeg, var klogt af ham. Henrik Dam var ikke tilstrækkelig skarpkantet til at blive formand for partiet, og det havde været svært for ham hele tiden at være i frontlinjen. Henrik Dam har en sympatisk udstråling, men han er ikke karismatisk,” lyder det fra Erik Holstein.

Men dermed skal man ikke tage fejl af Henrik Dam Kristensen, der adskillige gange har vist sig som en driftssikker og dreven politiker.

Bjarne Laustsen fortæller, at Henrik Dam Kristensen meget sjældent går i medierne eller laver et stort nummer ud af det på Folketingets talerstol, når han gerne vil igennem med et synspunkt eller et forslag. I stedet arbejder han i kulisserne og gennem direkte kontakt.

”Han er derfor en, som skiftende socialdemokratiske formænd og borgerlige ministre lytter til, når han så siger noget,” pointerer Bjarne Laustsen.

På den måde får Henrik Dam Kristensen plantet sine synspunkter og forslag de rigtige steder – uden at særlig mange opdager det.

Møgsager preller af
Samtidig fremhæves hans evne til at agere, når møgsagerne rammer. Det tillægges blandt andet hans høje troværdighed og evne til at berolige vælgerne, når der er dårlige sager. Som da han som fødevareminister i 1990’erne med et roligt gemyt fik afmonteret nogle af borgernes bekymringer, da pressen flød over med skandalehistorier om salmonella.  

Som politisk modstander kan disse evner også være svære at gå op imod. Som forsvarsordfører var Henrik Dam Kristensen Socialdemokratiets repræsentant, da forsvarsforligskredsen i 2016 valgte, at Danmark skulle købe 27 F-35 kampfly. Derfor har han sammen med skiftende borgerlige forsvarsministre sidenhen skullet forsvare flyindkøbet. Ikke mindst når Enhedslisten har været utilfreds. Og det har ikke altid været lige let for Enhedslistens forsvarsordfører.

”Det kan nogle gange næsten være irriterende, at Henrik har sådan en meget venlig jysk facon, hvor han kan sidde og nedtone, hvad jeg jo synes har været nogle meget store problemer i forbindelse med kampflyindkøbet. Så kan Henrik sidde roligt og sige 'Ja, ja. Det kigger vi jo på' og så videre,” lyder det med et smil på læben fra Eva Flyvholm.

Parlamentariske undersøgelser
På det politiske plan har Henrik Dam Kristensen måske spillet en lidt overset, men ikke desto mindre meget vigtig rolle i partiet, pointerer Erik Holstein.

“Han har gennem årene været en af Henrik Sass Larsens nærmeste, og Henrik Dam har været en af de drivende kræfter i den strategiske ændring af den socialdemokratiske profil, særligt udlændingepolitikken. Han har de sidste 15-18 år arbejdet for, at partiet skulle placere sig, som det står nu,” siger han.

Nu skal Socialdemokratiets grand old man forholde sig til alt lige fra babyer i folketingssalen til modtagelse af officielle gæster fra ind- og udland.

En af de mere spegede sager, som Henrik Dam Kristensen overtager, er Pia Kjærsgaards drøm og store arbejde for at indføre parlamentariske undersøgelser, der var tænkt som en middelvej mellem de åbne samråd og de tunge undersøgelseskommissioner.

Socialdemokratiet var dog blandt de partier, der var særdeles lunkne ved forslaget, på grund af frygt for at parlamentariske undersøgelser kan ødelægge det fortrolige rum mellem en minister og ministerens nærmeste embedsmænd.

Snusfornuftig og usnobbet
Selvom det ligger mere end 30 år tilbage, at Henrik Dam Kristensen parkerede postbudscyklen, er han forblevet usnobbet hele sit liv. Og det kommer han ikke til at lægge til side som folketingsformand, vurderer Erik Holstein.

”Frem for alt har han en almindelig snusfornuft, som er vigtig, når man skal håndtere problemer i Folketinget. Og så er han aldeles usnobbet. Alt det gejl med, at Folketingets formand formelt har den næstvigtigste post efter dronningen, det er Henrik Dam totalt ligeglad med. Han vil også stå med en håndbajer ved den næste socialdemokratiske kongres,” siger han.

Erik Holstein spår da, at Henrik Dam Kristensen kommer til at blive en succesrig formand, ikke mindst fordi det næsten er umuligt at finde nogen, der ikke kan lide ham på det menneskelige plan.

“Han er en velovervejet og venlig mand, og han har alle forudsætninger for at blive en succes som Folketingets formand. Hvis der er nogen, der går over stregen i debatterne, vil Henrik Dam snarere tage det med humor end med en emsig irettesættelse,” siger han.

,

Forrige artikel Ny regering arver ubetalt milliardregning for billigere biler Ny regering arver ubetalt milliardregning for billigere biler Næste artikel Quiz på nationaldagen: Hvad ved du om grønlandsk politik? Quiz på nationaldagen: Hvad ved du om grønlandsk politik?