Dagens overblik: Retorikken skærpes – balladen i blå i blok fortsætter

POLITISK OVERBLIK: Ifølge Løkke stemmer regeringen selvfølgelig for finansloven, men det vil Ammitzbøll-Bille ikke gentage. Imens konkluderer Thulesen Dahl, at regeringen er ved at gå op i limningen. Få dagens politiske overblik her.

Uenighederne i blå blok er ikke blevet mindre siden i går. Tværtimod. For mens statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) mandag aften gjorde klart, at ”selvfølgelig stemmer regeringen for finanslovsaftalen”, så lader Liberal Alliance sin trussel om ikke at stemme for finansloven, hvis der ikke falder en skatteaftale på plads inden, hænge i luften.

Også selvom LA-forhandler og økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille ikke selv vil kalde det en trussel.

”Det her handler ikke om trusler. Det handler om, at statsministeren i fredags sagde, at han lægger afgørende vægt på, at vi lander en skatte- og udlændingeaftale inden 3. behandlingen af finansloven,” siger Simon Emil Ammitzbøll-Bille ifølge Berlingske.

Mens forhandlingerne og de indtil nu mislykkede forsoningsmøder har været flyttet til Statsministeriet, skal Lars Løkke Rasmussen i dag på udlandstur, og derfor er forhandlingerne tilbage i Finansministeriet.

Thulesen Dahl: Regeringen er ved at gå op i limningen
Hvor man nogle gange ser, at partier prøver at gemme sig under kriser og uenigheder, så er det ikke tilfældet i disse dage. Både LA og Løkke var som sagt på banen mandag, og også DF-formand Kristian Thulesen Dahl var mandag klar i mælet med krasse bemærkninger ad flere omgange.

Først i sit ugebrev til Dansk Folkepartis medlemmer, hvor han gjorde klart, at DF ikke har garanteret at lægge stemmer til ”historisk store skattelettelser”, eller at der kommer en skatteaftale inden tredjebehandlingen af finansloven. Dernæst med en klar opfordring til Lars Løkke Rasmussen:

”Regeringen kan gå op i limningen inde fra. Derfor opfordrer jeg statsministeren til at få styr på sin regering,” lød det mandag eftermiddag.

Og efter et møde i Statsministeriet fortalte Thulesen Dahl, at han har ”været til møder i Statsministeriet, hvor stemningen var bedre end i dag.”

”Jeg har på det klareste opfordret til, at regeringen får styr på sig selv. Og får skabt klarhed over, om man vil stemme for den finanslov, man selv har aftalt,” lød det mandag.

3 x analyse om den blå krise

1) Ifølge DR's politiske analytiker, Jens Ringberg, er den blå krise optrappet det seneste døgn. Særligt DF-formandens strammede retorik over for regeringen er bemærkelsesværdig, lyder det.

”De næste dage vil vise, om statsministeren får held til at få de to partier ind i et forhandlingsforløb, der både kan skabe resultater i form af aftaler om skat og udlændinge og skabe tillid mellem dem. Alternativet kan koste regeringen livet," siger Jens Ringberg til DR.

2) TV 2's politiske redaktør, Anders Langballe, kalder forløbet for tilspidset og ”meget, meget specielt”. Han tør derfor ikke spå om, hvorvidt der lander en aftale om skattelettelser inden jul. Men sker det ikke, kan situationen spidse yderligere til:

”Sagen er, at kommer der ikke en aftale, så betyder det sådan set, at Lars Løkke Rasmussen ikke kan fortsætte som statsminister efter jul, hvis altså Liberal Alliance holder, hvad de siger,” siger Anders Langballe til TV 2.

3) Berlingskes politiske kommentator, Thomas Larsen, peger på fire centrale grunde til balladen mellem DF og LA. Det handler nemlig om ideologisk uenighed, kamp om magt, forhandlingsstrategi og personlige relationer:

”Det er svært at forhandle, når man ikke har tillid til hinanden, og når man har dårlige personlige relationer, strækker man sig heller ikke så langt for hinanden, som man måske ellers ville gøre,” siger Thomas Larsen til Berlingske og fortsætter:

”Liberal Alliance har samlet til bunke, som man siger, og forholdet mellem Dansk Folkeparti og Liberal Alliance er blevet tiltagende dårligt.”

S er gået i flyverskjul
Mens blå blok mundhugges om skat og udlændinge, er Socialdemokratiet blevet anderledes stille. Altinget har forsøgt at få svar på, hvad Folketingets største parti mener om Dansk Folkepartis forslag til udlændingestramninger.

Rådgiver Peter Goll ser den socialdemokratiske tavshed som udtryk for, at partiet endnu ikke har defineret sin egen udlændingepolitik.

”Socialdemokratiet ved stadig ikke helt, hvilket ben de principielt skal stå på i udlændingepolitikken. Lige nu er der kun ét parti i Folketinget, der har en selvstændig udlændingepolitik, og det er Dansk Folkeparti. Alle andre partiers politik på området er i praksis en funktion af DF’s,” siger han.

Find historien her.

Svære overenskomstforhandlinger i vente
De offentligt ansatte skal næste år have ny overenskomst, og der er lagt op til hårde og svære forhandlinger. I forbindelse med det første møde mellem parterne, som finder sted i denne uge, har Finansministeriet kigget på lønudviklingen, og her vurderer man, at lønnen i det statslige fra 2008 og frem til, at den nuværende overenskomstperiode udløber ved udgangen af marts 2018, er steget 1,6 pct. mere end i den private sektor.

I kommuner og regioner vurderer arbejdsgiverne, at lønnen siden 2008 er steget 2,4 og 1,1 pct. mere end i det private. Det skriver Børsen.

Men den udlægning er en direkte hån mod 800.000 offentligt ansatte, siger Akademikernes formand, Lars Qvistgaard, der mener, at Finansministeriet er ude i et ufint ærinde op til OK18.

”Mere ufint bliver det, at Finansministeriets udmelding bygger på en politisk motiveret regneøvelse, hvor sandhedsværdien fuldstændig afhænger af, hvilket år der er udgangspunkt for lønopgørelsen,” siger Lars Qvistgaard i en pressemeddelelse og fortsætter:

”Faktum er, at de offentligt ansatte gennem kriseårene har accepteret minimale lønstigninger, fordi alle i samfundet helt naturligt måtte tilpasse sig den ændrede økonomiske situation. At kalde det for en lønfest er utilstedeligt.”

Endnu en religiøs forkynder får forbud mod indrejse
Listen over religiøse forkyndere, som ikke må rejse til Danmark, tæller nu 11 personer, efter den saudiske prædikant Abdullah bin Radi Almoaede Alshammary er kommet på sanktionslisten.

Det er Udlændingestyrelsen, som vurderer de religiøse forkynderes adfærd, og når personer nægtes indrejse, er det af hensyn til den offentlige orden.

Det sker i dag
Skatte- og udlændingeforhandlingerne fortsætter i Finansministeriet med finansminister Kristian Jensen (V) for bordenden.

Kl. 10.30: Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) skal i samråd om unge, udsatte borgere på arbejdsmarkedet

Kl 13.00: Møde i Salen, hvor Folketinget blandt andet skal behandle et rødt forslag om at trække aktstykket om køb af nye kampfly tilbage, ligesom DF har et forslag om at skrive den europæiske menneskerettighedskonvention ud af dansk lov på dagsordenen.

Kl. 14.00: Undervisningsminister Merete Riisager (LA) skal i samråd om elevernes læseevner.

Kl. 14.00: Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) skal i samråd om en sag fra Svendborg Sygehus.

Forrige artikel S vil ikke melde ud, hvad de mener om DF's nye udlændinge-stramninger S vil ikke melde ud, hvad de mener om DF's nye udlændinge-stramninger Næste artikel Regeringen vil have højere EU-mål for grøn energi Regeringen vil have højere EU-mål for grøn energi