V: Skattelettelser og velfærd er ikke hinandens modsætninger

DEBAT: En ambitiøs økonomiaftale med fokus på tværkommunalt samarbejde og plads til skattelettelser og prioriteret velfærd, skriver Carl Holst (V).

Af Carl Holst
Social- og kommunalordfører, Venstre

Tidligere på måneden lukkede regeringen og Kommunernes Landsforening økonomiaftalen for 2018. Også i år er der tale om en ambitiøs aftale, der både sikrer, at kommunernes serviceramme løftes med i alt 800 millioner kroner, og kommunernes anlægsniveau stiger i forhold til sidste år.

Dermed styrker vi kernevelfærden. Det er og har hele tiden været en klar prioritering for Venstre. Men tilførsel af midler må ikke stå alene, og derfor er det glædeligt, at økonomiaftalen også betyder, at der bliver arbejdet med regelforenklinger: Beskæftigelseslovgivningen forenkles, dokumentationskrav på dagstilbudsområdet kulegraves, og der indføres en udfordringsret.

På eksempelvis beskæftigelsesområdet betyder det en markant forenkling af lov om aktiv beskæftigelse med henblik på mere frihed til lokale og effektive løsninger. På ældre- og dagtilbudsområdet skal der frigøres mere tid til kerneopgaverne: Omsorgen for det enkelte barn og den enkelte ældre.

Mere samarbejde på tværs af kommunegrænser
Fremadrettet skal fælles løsninger udbredes, så administrative opgaver i højere grad løses på tværs af kommunegrænser, eksempelvis på indkøbsområdet.

Det er helt afgørende, at danskernes skattekroner bruges fornuftigt, og her har undersøgelser vist, at der kan spares en del penge ved at kommunerne går sammen om efterspørgslen. Det er et element i regeringens arbejde med at sikre en mere sammenhængende offentlig sektor.

Og der er brug for at tænke nyt og undersøge, om de måder, opgaverne bliver løst på, er rigtige og ikke mindst optimale. Ikke kun fordi det er økonomisk sund fornuft men også fordi vi dermed sørger for, at pengene – og ikke mindst reglerne – tager udgangspunkt i borgerne.

Skattelettelser og prioriteret velfærd
Økonomiaftalen betyder også, at kommunerne skal arbejde for at sænke skatterne med 250 millioner kroner. Det er et vigtigt element i aftalen, fordi det sætter streg under, at skattelettelser og prioritering af velfærd ikke er hinandens modsætninger.

Der er både plads til et højt velfærdsniveau og til at lade danskerne beholde lidt flere af deres egne penge. Derfor kan kommunerne samlet sænke skatterne med 250 millioner kroner i 2018. For de kommuner, der nedsætter indkomstskatten uden at hæve andre skatter, er der etableret en målrettet tilskudspulje, så de kan få dækket op til 75 procent af nedsættelsen.

Jeg er glad for, at vi i år har landet en aftale, der leverer på alle væsentlige parametre: Der er styr på økonomien, kernevelfærden styrkes, og der luges ud i bureaukratiet.

Forrige artikel S-borgmester: Aftalen savner visioner S-borgmester: Aftalen savner visioner Næste artikel DF: En god økonomiaftale for 2018 er i hus DF: En god økonomiaftale for 2018 er i hus