Debat: Liberalismen fjerner fokus fra de ældres madbehov

DEBAT: Liberalismens fokus på effektiviseringer og profit betyder, at der ikke længere tænkes på ældres madbehov og trivsel. Men det må gerne koste at lave et godt måltid til de ældre, mener byrådsmedlem Pia Foght (S).

Af Pia Foght (S)
Byrådsmedlem i Gribskov Kommune

Jeg vil starte mit indlæg med en anden vinkel end temaets ”kan det blive bedre”!

Hvis vi reflekterer over samfundsudviklingen de sidste cirka 30 år, har liberalismen haft gode vilkår, og der været meget fokus på profit, effektiviseringer og udliciteringer.

Jeg tillader mig at postulere, at konsekvensen af det store økonomiske fokus har betydet, at vi har mistet fokus på reelle behov hos os mennesker imellem.

Hvad er det, der reelt skaber trivsel hos os som enkelte individer, hvad giver glæde, energi og lyst til at klare sig selv bedst muligt?

En portion vakuumpakket mad, den ældre selv skal opvarme i en microovn?

Trist med vakuumpakket mad
Sommetider tror jeg, vi i dag har svært ved sætte os ind i hinandens livsbetingelser og vilkår, som vi ikke selv er en del af - lige fra at være børnefamilie, handicappet medarbejder og ikke mindst pensionist, der enten grundet høj alder, handicap eller sygdom har brug for, at vi som samfund sikrer et godt og værdigt liv.

Så er vi tilbage til maden! I vores samfund har mad en høj status og placering hos de fleste mennesker i alle former for fællesskaber. Hvis du i hele dit voksenliv selv har lavet god mad, tænker jeg, at vakuumpakket mad må være en trist måde at få mad på i den sidste del af livet.

Det har i mange år handlet om effektivitet i, hvordan et nærende måltid mad kan produceres billigst muligt. Det må siges at være lykkedes med at producere vakuumpakket mad, der kan holde sig”frisk” i op til 10 dage. Dermed spares der også transportudgifter, når den ældre kan få leveret mad til mange dage af gangen.

Det kan selv en borgmester synes godt om, men hvad med den ældre, der dag ud og dag ind får serveret denne mad? Måske ofte som dagens højdepunkt?

Trivsel hænger sammen med god mad
Det er samtidig samfundsøkonomisk påvist, at ældre, der får god, nylavet mad, trives og klarer sig selv bedre i længere tid.

Indlæggelser af ældre på grund af undervægt er en økonomisk dyr post på budgettet. Ensomhed og mistrivsel kan forebygges gennem fællesskaber og god mad.

Så de store ”madfabrikker”, der producerer samlebåndsmad, skal erstattes af lokale tilbud til hjemmeboende visiterede borgere, eller også kan maden til de hjemmeboende laves på de lokale plejecenter, der selvfølgelig skal have egne køkkener og lave nylavet mad hver dag.

Prisen er nødt til at være den pris, det koster at lave et godt, nylavet måltid mad.

Det skylder vi både vores ældre og hinanden.

Forrige artikel Debat: Verdens bedste sundhedsvæsen skal komme fra kommunen Debat: Verdens bedste sundhedsvæsen skal komme fra kommunen Næste artikel Røde Kors til kommunerne: I udhuler indtjeningen i vores genbrugsbutikker Røde Kors til kommunerne: I udhuler indtjeningen i vores genbrugsbutikker