Kommunalvalgets store drama handler mere om Mette Frederiksen end lokalpolitik

Snart er de sidste borgmesterposter på plads, og så vil kommunalvalget være et så godt som overstået kapitel på landets rådhuse.

Først skal de nye konstitueringsaftaler naturligvis lige besegles på et møde i kommunalbestyrelser og byråd. Men så er det ellers bare at gøre klar til at trække i arbejdstøjet for de lidt over 2.400 lokale politikere, der skal lede landets 98 kommuner de kommende fire år.

De har nok af opgaver ventende foran sig.

Det stigende antal ældre kræver store forandringer af det lokale sundhedsvæsen, der skal leveres på grøn omstilling og klimatilpasning, spændinger på handicapområdet skal håndteres, der skal skabes vækst og lokal udvikling, og så skal der holdes styr på økonomien.

Hertil kommer de mangeartede mere lokale dagsordener og udfordringer, som trænger sig på.

{{toplink}}

I partierne vil man nu begynde at analysere og evaluere på, hvad der gik godt eller mindre godt, og hvad der er gået helt galt ved kommunalvalget. Både lokalt og nationalt.

Alt den stund at der i er tale om 98 forskellige valg med hver deres felt af kandidater og særlige lokale forhold, så vil der kunne drages mange og forskelligartede konklusioner på baggrund af tirsdagens stemmeafgivelse.

Udramatisk borgmesterkamp mellem V og S

Det vil der også alt efter, om man ser valget som enkeltstående lokale magtkampe eller som et led i en større landspolitisk styrkeprøve.

Et kommunalvalg er først og fremmest et spørgsmål om adgang til og indflydelse på beslutninger med konkret og afgørende betydning for en stor palet af lokale forhold.

En borgmesterpost er som hovedregel den absolut mest magtfulde position i en kommunalbestyrelse. Og traditionelt kan et kommunalvalg anses for en kamp om borgmesterkæder mellem først og fremmest Venstre og Socialdemokratiet, og i varierende grad også Konservative.

Set i det lys har det aktuelle kommunalvalg været en relativ udramatisk affære.

Bevares. Der er sket både overraskende, skelsættende og spektakulære ting rundtomkring.

Der var ikke mange, som på forhånd havde set, at rutinerede borgmestre som Arne Boelt fra Hjørring, Jan Petersen fra Norddjurs eller Thomas Adelskov fra Odsherred kunne miste grebet om magten.

Eller at Hvidovre skulle få en borgmester fra SF.

Og så er det svært at komme uden om Konservatives tab af Frederiksberg som andet end en både historisk og skelsættende begivenhed.

S fortsat størst og K tilbage på niveau

Men for mange af de politiske iagttagere fra lokale- og regionale medier, som Altinget har været i kontakt med de seneste uger, har udviklingen i deres område været til at forudse.

På Bornholms Tidende havde man øje for, at øens borgmester lige så godt kunne ende med at blive konservativ. I Solrød spåede Sjællandske Medier Niels Hörups (V) mulige fald og på Midtjyllands Avis hældte man til, at socialdemokraten Helle Gade kunne vinde borgmestermagten.

På samme måde var man på JydskeVestkystens redaktioner i Aabenraa og Vejen helt på det rene med, at Konservative pønsede på at snuppe borgmesterkæden fra Venstre med hjælp fra røde partier.

Ser man på tværs af landet er der samlet set ikke tale om den store omvæltning, når det kommer til antallet af borgmesterposter for de enkelte partier.

Socialdemokratiet går et par borgmesterkæder tilbage, men er fortsat det suverænt største borgmesterparti. Venstre ligger nogenlunde på status quo i forhold til 2017. Og Konservative er igen kommet på niveau med tidligere tider efter en mærkbar tilbagegang for fire år siden.

Sammenlignet med udsvingene ved valget i 2013 og 2017 er det et noget mere stabilt resultat. Ved de to tidligere valg gik Socialdemokratiet først meget markant tilbage og så tilsvarende frem igen, mens det modsatte gjorde sig gældende for Venstre.

Ikke overvældende mange kæder byttede ejere

Én ting er det samlet antal borgmestre, et parti har før og efter et valg.

Noget andet er, hvor i landet partiet har sine borgmestre. Og selv om Venstre og Socialdemokratiet ikke samlet set hverken vinder eller taber mange kæder, så er der alligevel en del steder, hvor de hver især taber eller vinder magten.

I to kommuner har man endnu ikke fundet ud af, hvem der skal være borgmester.

Men i de resterende har man sagt goddag til en ny politisk førstemand i 36 kommuner. I flere af dem har der dog været tale om, at det samme parti fastholder magten med en ny og ofte yngre borgmesterkandidat.

Samlet er borgmestermagten skiftet fra et parti til et andet i 28 kommuner ind til nu. I 2013 og 2017 skete det i henholdsvis 34 og 22 kommuner. Så heller ikke på det parameter, synes det aktuelle kommunalvalg at være noget særligt.

Én lang nedtur siden Berlinmurens fald

Til trods for at man kan tale om kommunalvalget som 98 lokale valg, så er en lokalpolitisk stemme ofte tæt sammenvævet med holdninger til landspolitiske spørgsmål. Og efter kommunalreformen kan man i de fleste kommuner stemme på de samme partier som til folketingsvalg.

Derfor er det også oplagt at vurdere resultatet fra et kommunalvalg i lyset af en landspolitisk afsmitning. Og hvor den traditionelle kamp om borgmesterkæder har været relativ rolig ved dette kommunalvalg, så er den landspolitiske læsning anderledes dramatisk.

For både Socialdemokratiet, Venstre og Dansk Folkeparti er der tale om et historisk dårligt resultat, når man ser på partiernes samlede opbakning på landsplan. Det modsatte gælder for Konservative.

For Socialdemokratiet er der ikke bare tale om den laveste vælgertilslutning i nyere tid, men også det største fald fra et valg til det næste siden i hvert fald Berlinmurens kollaps.

Venstre fortsætter 20 års nedadgående kurve, og er nu tæt på at være slået tilbage til samme niveau som ved Schlüter-regeringens sidste år. Omvendt er Søren Pape Poulsen og kompagni tilbage på et resultat, som tåler sammenligning med, hvad men så under den seneste konservative statsminister.

Thulesen Dahls dårligste resultat siden Fremskridstpartiet

For Socialdemokratiet synes den lange tendens generelt at være svagt nedadgående i hele perioden, mens samme mønster starter efter valget i 2001 for Venstre. Samtidig anes der et vist sammenfald med, at statsministermagt tærer på den lokalpolitiske opbakning, mens år i oppositionen trækker modsat.  

Dansk Folkeparti har opnået mindre opbakning, end Fremskridtspartiet havde ved kommunalvalget i 1995. Året hvor blandt andre Pia Kjærsgaard og Kristian Thulesen Dahl forlod det parti for at stifte deres eget.

Det valgresultat har selvsamme Thulesen Dahl nu taget konsekvensen af og meddelt, at han ikke agter at fortsætte som formand.

Den generelle tilbagegang for partierne skal først og fremmest forklares landspolitisk og ikke lokalpolitisk. Men den har direkte lokalpolitiske konsekvenser, fordi det afspejler en tilsvarende tilbagegang i mandater.

I nogle tilfælde har den landspolitisk betingede omfordeling af mandater skubbet til lokale flertalskonstellationer og kostet Socialdemokratiet og Venstre borgmesterkæder.

Tab i storbyer forklarer tilbagegang

Men selv hvor flertallet er intakt, vil færre mandater betyde mindre indflydelse og færre ressourcer til det politiske arbejde. Det mærker man blandt andet i Herlev Kommune, hvor Socialdemokratiets absolutte flertal er forduftet.

For et mindre parti som Dansk Folkeparti kan forskellen på at have et enkelt, to eller tre mandater i en kommunalbestyrelse være himmelvid.

For Socialdemokratiet er tilbagegangen først og fremmest drevet af udviklingen i de fire største byer. Den faldende opbakning her kan forklare omkring 60 procent af partiets samlede tilbagegang på landsplan.

Det skal ses i forhold til, at kun knap 23 procent af alle stemmeberettigede bor i København, Aarhus, Odense og Aalborg.

Og hvor Socialdemokratiet i 2017 fik hver fjerde af sine stemmer i de fire største byer, er det kun hver femte af deres stemmer, de har hentet her i denne omgang.

Forklaringerne på Socialdemokratiets tilbagegang kan være mange. Nordjylland er også ramt, og her kan det være nedlukningen af mink-erhvervet, der spøger.

Midtvejsgys for Frederiksen, Elleman og Thulesen Dahl

For de store byer må det overvejes, om det er regeringens store opmærksomhed på provinsen, som straffer sig. Eller om det kan være et udslag af, at klima og miljø betyder mere for vælgerne her, og at Socialdemokratiet ikke forbindes med en offensiv tilgang på de ellers vigtige dagsordener.

I forlængelse heraf kan det også handle om, at yngre vælgere – som er overrepræsenteret i de større byer – i stigende grad fravælger Socialdemokratiet.

En tredje forklaring kan også være, at de landspolitiske vinde blæser kraftigere ind over de største byer. Og at det dårlige resultat her varsler, at den mere generelle opbakning til regeringen er på retræte.

Uanset hvad: Trods lokale overraskelser og spektakulære kamppladser, så var tirsdagens 98 kommunale valg samlet set en relativ rolig omgang. Alligevel er den landspolitiske bundlinje dramatisk læsning.

Ikke kun for Mette Frederiksen, men også for Jakob Ellemann-Jensen, Kristian Thulesen Dahl og Søren Pape Poulsen.

kim@altinget.dk