Portræt: Europas Mr. Green er så skarp, at man kan skære sig på ham

BRUXELLES: Da Viktor Orban ankom til et europæisk topmøde 21. oktober, begyndte Ungarns kontroversielle regeringsleder straks at skyde på en mand, der slet ikke var til stede.

Efter Orbans mening er det nemlig ikke regeringer som hans egen eller den i Polen – begge anklaget for at underminere retsstaten – der udgør en trussel mod Europas demokrati: Det er EU’s klimachef, Frans Timmermans.

”Velhavende vesterlændinge og kommissionens tropper under ledelse af Timmermans vil lægge skatter på huse og biler,” sagde Orban og tilføjede: ”Det er de ansvarlige for skyhøje priser på elektricitet og gas, der bringer det europæiske demokrati i fare.”

Udtalelsen blev til dels opfattet som en retorisk manøvre for at trække fokus væk fra andre lederes kritik af udhulingen af retsstaten i Polen for i stedet at tale om de høje energipriser, der også var et vigtigt emne for efterårets EU-topmøde.

Men Viktor Orbans bredside var også udtryk for, at netop kommissionens ledende næstformand med ansvar for Europas grønne omstilling er et yndlingshadeobjekt for flere nationalistiske og EU-kritiske ledere i Central- og Østeuropa.

Nok er manden i spidsen for EU’s delegation ved FN’s klimakonference (COP26) i Glasgow beundret for sin høje intelligens og sit store forhandlingstalent – og han blev i år udpeget som en af verdens 100 vigtigste personer af Time Magazine.

Men Frans Timmermans er også en frustreret mand, hvis temperament og skarphed nogle gange deler vandene.

Hævnen fra Warszawa og Budapest

”Ingen beder nogen om at bo i huler eller give sig til at spise græs. Det er ikke, hvad det her handler om,” sagde Timmermans til Atlantic Council i september, hvor han fortalte om den omfattende lovpakke, som han i sommer fremlagde for at nå EU’s nye mål om 55 procent CO2-reduktion i 2030 og klimaneutralitet i 2050.

”Det handler om, at vi er nødt til at gøre fremtiden bæredygtig. Det kræver forandring, og det er svært,” sagde han.

Frans Timmermans kan nok konstatere en vis grad af bitter ironi ved, at netop kampen om demokrati og retsstat nu kommer tilbage og ramler ind i hans nye satsning på at sikre Europas plads som verdens mest klima-progressive region.

Faktisk er det ikke helt utænkeligt, at den iltre hollænder i sit stille sind forbander Orban langt væk på alle de seks forskellige sprog, som Timmermans taler flydende. Det var nemlig ikke mindst lederne fra Ungarn og Polen, der var med til at forhindre ham i at blive formand for EU-Kommissionen i 2019.

Der var også andre, mere partipolitiske og mindre personlige grunde til, at den tyske konservative Ursula von der Leyen i stedet løb med den øverste post. Men Frans Timmermans følte sig uretfærdigt straffet, fordi han i den tidligere kommission under Jean-Claude Juncker havde gjort sit arbejde som ansvarlig for netop retsstaten og de demokratiske grundværdier.

Det betød, at Timmermans år efter år havde været ansigtet på den kritik, som Bruxelles nu længe har rettet mod regeringerne i Warszawa og Budapest. Deres kampagne mod hans kandidatur til at blive kommissionsformand kan ses som hævn.

En dygtig, men splittende politiker

Andre mener, at den hollandske socialdemokrat aldrig rigtig havde chancen, fordi Europas konservative stadig er kontinentets dominerende politiske familie. Og at den knivskarpe kosmopolit Frans Timmermans også var medvirkende til at spænde ben for sig selv.

”Han er en utrolig dygtig mand med mange kvaliteter og meget høj integritet. Men han er også en splittende person, mere end en samlende type. Sådan var det før, og sådan er det også i denne kommission,” siger en kilde i EU-Kommissionen.

I hvert fald skorter det ikke på historier internt i kommissionen om, hvor tydelig hollænderens bitterhed var over, at han ikke fik det øverste job.

Flere kilder fortæller om, hvordan de to andre ledende næstformænd – lettiske Valdis Dombrovskis og danske Margrethe Vestager – straks indledte samarbejde med kommissionsformand Ursula von der Leyen, mens ingen hørte fra Timmermans i flere uger efter beslutningerne om EU’s nye topledelse.

”Stadig den dag i dag går han rundt og ligner en, der er overbevist om, at han ville have været en bedre formand for kommissionen,” siger en anden EU-funktionær.

Det var tydeligvis meget svært for den i dag 60-årige hollænder at se sig forbigået til den post som EU’s øverste chef, han i en vis forstand havde brugt hele sit liv på at forberede sig til.

Bred europæisk opvækst og talent for russisk

Franciscus Cornelis Gerardus Maria Timmermans, som hans fulde navn lyder, blev født i den hollandske by Maastricht (senere kendt for en berømt EU-traktat) i grænselandet mellem Belgien og Tyskland. Faderens internationale karriere kom til at flytte den katolske familie rundt, og den lille Frans’ tidlige skolegang foregik på fransk i en forstad til Bruxelles.

Senere gik turen til Rom, hvor han kom på engelsk privatskole. Universitetsårene blev brugt på blandt andet fransk litteratur, historie og EU-jura ved universiteter i både Holland og Frankrig, hvor Timmermans demonstrerede et usædvanligt sprogtalent.

Det udviklede han som ung mand endnu videre som sprogofficer for den militære efterretningstjeneste i Holland, hvor han føjede russisk til sin liste over flydende talte sprog, der i forvejen ud over modersmålet omfattede engelsk, tysk, fransk og italiensk.

I omkring et årti arbejdede Frans Timmermans som funktionær og diplomat, blandt andet tre år på den hollandske ambassade i Moskva, netop som Sovjetunionen kollapsede i begyndelsen af 1990’erne.

Takket være sine talegaver på russisk lykkedes det ham at komme ind i den russiske parlamentsbygning og rapportere om udviklingen i de farlige dage i august 1991, hvor der foregik et kupforsøg mod Mikhail Gorbatjov, og hvor Boris Jeltsin stillede sig op på en kampvogn uden for parlamentet og holdt tale.

Ingen var i tvivl om, hvor stort et talent for diplomati og international politik, den unge ambassadesekretær besad.

Den ideologiske EU-drømmer blev rystet

Kort før årtusindeskiftet gik Frans Timmermans ind i politik som socialdemokratisk medlem af det hollandske parlament.

Fra begyndelsen havde Timmermanns en passion for det europæiske samarbejde, men hans ideologiske tro på projektet fik et skud for boven, da vælgerne i både Holland og Frankrig stemte nej til EU’s forfatningstraktat i 2005.

Siden har han selv fortalt, hvordan det rystede ham så meget, at han overvejede helt at forlade politik. Hvis borgerne slet ikke ville Europa, så gav det ingen mening for ham mere.

Men Frans Timmermans genopfandt kort efter sig selv som en ”euro-realistisk” politiker, der fremover forholdt sig mere kritisk til den måde, Den Europæiske Union var kommet til at fungere på.

”Nogle måneder efter folkeafstemningen gik det op for mig, at der ikke var noget galt med vælgerne, men med EU,” sagde han ifølge EUObserver til det hollandske magasin Vrij Nederland i 2007.

Erfarne EU-funktionærer kan huske, hvordan de i årene efter mødte en Timmermans – først som Hollands europaminister (2007-2010) og siden som landets udenrigsminister (2012-2014) – der ikke ligefrem var nogen jubeleuropæer.

”Som jeg husker det, så var han faktisk ret mistroisk over for EU-Kommissionen dengang,” siger en kilde.

Det var en skepsis over for de europæiske systemer, som stadig prægede Frans Timmermans, da han selv blev EU-kommissær for første gang i efteråret 2014.

Talen om en tragedie gik verden rundt

Inden da havde han opnået stor hæder i Holland og en vis berømthed i international politik ved sin håndtering af den tragiske katastrofe, da et malaysisk passagerfly på vej fra Kuala Lumpur til Amsterdam i juli 2014 blev skudt ned over det østlige Ukraine.

Alle 298 ombordværende blev dræbt. Næsten 200 af dem var hollændere, mange af dem børnefamilier på vej hjem fra ferie.

Kort efter holdt Timmermans, som selv har fire børn, en rørende og ekstremt velformuleret tale i FN’s Sikkerhedsråd. Over for hele verden krævede den stilfærdigt rasende hollandske udenrigsminister en tilbundsgående undersøgelse af tragedien.

”Hvor forfærdeligt må det have været de sidste øjeblikke af deres liv, da de vidste, at flyet styrtede ned,” sagde han:

”Holdt de hænder med deres elskede, holdt de deres børn tæt ind til hjertet? Så de hinanden i øjnene en sidste gang i et ordløst farvel? Det får vi aldrig at vide.”

Evnen til at bruge ord over grænser, og til at bygge bro mellem stærke følelser og konkret politik, har Frans Timmermans taget med sig til Bruxelles og til kampen mod klimaforandringerne.

”Hvis vi vil fortsætte med at leve inden for det, der er muligt på vores planet, så er vi nødt til at slippe af med vores afhængighed af fossilt brændstof,” siger han:

”Det er svært, for vi har været afhængige af det i 200 år. Alle de bekvemmeligheder, vi har i vores samfund, er baseret på fossile brændstoffer. Det er utrolig kompliceret at lave om på det. Men vi kan gøre det. Vi har teknologien, pengene, viljen og vores befolkningers opbakning til at gøre det.”

Ny og ambitiøs klimapakke for Europa

Kort efter den nye EU-Kommissions tiltrædelse i sidste del af 2019 lovede formanden, Ursula von der Leyen, at præsentere forslag til at gøre EU klimaneutralt i 2050. I september sidste år foreslog hun en opjustering af det europæiske reduktionsmål for 2030 fra 40 procent til 55 procent – og det mål blev senere vedtaget som klimalov for Den Europæiske Union.

I sommeren 2021 kom så den lovpakke kaldet ”Fit for 55”, som gennem en række nye tiltag og stramninger skal gøre det muligt at gennemføre den målsætning. Blandt de mange initiativer er krav om, at ingen nye biler i Europa må udlede CO2 fra 2035.

De nye forslag vil også udvide EU’s CO2-kvotesystem til at omfatte skibsfart og luftfart, ligesom der skal indføres nye skatter og kvoter på udledning fra vejtransport og bygninger.

Denne pakke for Europas grønne omstilling er drevet frem af Frans Timmermans. Den er det rygstød, han har med sig til FN’s klimakonference i Glasgow. Og det er ikke så skidt endda, siger selv kritiske eksperter.

”Selv om de konkrete forslag i lovpakken endnu ikke er vedtaget af medlemslandene, så har alle EU-lederne skrevet under på et overordnet reduktionsmål på 55 procent for 2030, og de har vedtaget en klimalov,” siger Imke Lübbeke, klimachef på WWF Verdensnaturfondens Europakontor.

”Det er ikke nok til at holde den globale temperaturstigning nede på de 1,5 grader, som FN’s klimapanel anbefaler. Men det er alligevel et stærkt signal, som Timmermanns kan tage med til COP26,” siger hun.

Social indsats er afgørende

EU’s lovpakke om den grønne omstilling indeholder mange forskellige ting – og den forudser skabelsen af en ny social klimafond med omkring 540 milliarder kroner for årene 2025-2032, der skal hjælpe med omstillingen af bygninger og biltrafik i de lande og regioner, hvor den er sværest.

Netop den del af den politiske satsning kan EU i høj grad takke Frans Timmermans for, mener den energipolitiske ekspert Simone Tagliapietra.

”Han har gjort et virkelig godt forarbejde i et par år nu. Både i form af internationalt klimadiplomati og i forhold til den interne europæiske situation, økonomisk og socialt,” siger Tagliapietra, seniorforsker i energi- og klimapolitik ved den økonomiske tænketank Bruegel i Bruxelles.

”Især forslaget om en social klimafond for EU er meget, meget vigtigt. Timmermans har en solid forståelse for de økonomiske og sociale følger af den grønne omstilling. Han ved, det ikke hjælper noget, hvis alt for mange mennesker ikke har råd til omstillingen. De skal kompenseres via støtte,” siger han.

Det er netop den risiko for at gøre energien dyrere for de mindre velstående europæere – altså Viktor Orbans seneste anklage mod EU – som Frans Timmermans gør allermest for at undgå, siger Simone Tagliapietra:

”Han ved, at hvis ikke denne omstilling opfattes som fair af alle, så bliver der bare ikke nogen grøn omstilling. Derfor er Europa heldig at have ham lige nu.”

thomas.lauritzen@altinget.dk