Den Grønne Studenterbevægelse: Historien om klimatopmøder må ikke gentage sig

Af Mette Susgaard og Charlie Hejlskob McPhilips
Klimaaktivister, Den Grønne Studenterbevægelse

Tager vi et historisk kig tilbage, har de sidste klimatopmøder mest af alt mundet ud i fremtidige målsætninger og skrivebordsøvelser. Det må ikke gentage sig ved det 26. klimatopmøde i Glasgow, hvis rolle som vendepunkt for verdenssamfundets klimaindsats svært kan overdrives. I Glasgow skal verdens ledere levere for at undgå en fremtid, hvor overlevelse af naturkatastrofer bliver et betydeligt levevilkår for milliarder af mennesker.

I 1992 forpligtede 154 nationer sig til at modvirke, at menneskelig aktivitet forstyrrer de globale klimasystemer. Det mål er for længst glemt og fortabt. I dag ved vi, at temperaturen allerede er steget med mere en én grader celsius, som direkte konsekvens af menneskers ageren på blot få årtier. 

Selv efter 25 klimatopmøder er den globale udledning end ikke toppet. Tværtimod forventes det, at de fortsat vil stige frem mod 2030.Det siger en del om, hvor fejlslået de mange møder, hensigtserklæring og målsætninger har været.

1,5 grader mål er uden for rækkevidde

Et fast holdepunkt for klimakampen, som blev introduceret i forsøget på at bremse klimakrisen, er målsætningen på 1,5 grader fra Parisaftalen. Problemet var imidlertid, at man lod det være op til de enkelte lande at bestemme vejen dertil.

IPCCs sjette hovedrapport konkluderer, at den globale opvarmning forventes at overstige 1,5 grader allerede i de tidlige 2030’ere. Og det antydes, at målet i sig selv nu er uden for rækkevidde. Efter seks år, hvor vi har sat vores lid til Parisaftalen, viser den sig nu utilstrækkelig i at sikre reelle reduktioner.

Den tidligere danske miljø- og energiminister Svend Auken sagde efter COP13, afholdt på Bali i 2007, at afstanden mellem videnskaben og hvad verdens ledere reelt gør for at nedbringe drivhusgasudledninger var kæmpestor. Det havde han ret i, og hans udsagn ringer en ubehagelig genlyd i dag, hvor klimaforandringer bliver betydeligt værre og i et hurtigere tempo end forventet.

Krisen er brolagt med tomme målsætninger

Selv med den erklærede målsætning fra 1992 om at undgå forstyrrelser af de globale klimasystemer, hvilket har dannet ramme for de følgende klimatopmøder, er de globale emissioner steget med over 55 procent siden 1990.

Vi står i en krise brolagt af tomme målsætninger, underskrifter og håndtryk. Målsætninger alene har helt tydeligt ikke været i stand til at placere ansvaret for at reducere. I stedet har klimatopmøderne ledt til flere skrivebordsøvelser, som ved Kyotoprotokollen og introduktionen af carbon markets, hvor dem, der udleder mere end en fastlagt ramme, kan købe sig til en større udledning; i stedet for reelt at reducere.

Ingen bør stille sig tilfredse med andet end konkrete reduktioner. Desværre er oplægget til denne omgangs klimatopmøde, at reduktioner endnu engang bliver en skrivebordsøvelse, som ikke forpligter til reduktioner. For centralt til dette års klimatopmøde er målet om net zero, hvilket betyder, at høje udledninger kan kompenseres enten i dag - eller en dag i fremtiden.

Historien må ikke gentage sig

Net zero bliver kritiseret, fordi det bliver en undskyldning for fortsatte høje udledninger; en undskyldning, der bygger på teknologi og grønne skove. Med net zero kan man betale aflad for emissioner med beplantning af skove, men det sanktioneres ikke mod massefældning af regnskoven.

Samtidig håber man på fremtidens teknologiske frelse med stadigt uprøvede teknologier, der kan suge CO2 ud af luften, men som advares imod at tillægges for meget værdi, selv af videnskaben. Med net zero rykkes reduktionerne væk fra udlederne enten geografisk, ud i skoven, eller temporalt, ud i fremtiden.

Historien må ikke gentage sig. Kravet om reelle reduktioner er højt, men uomgåeligt. Massefældningen af regnskoven og udbyggelse af fossil infrastruktur skal stoppes.

I år skal blive et vendepunkt for klimakampen, den skal blive et historisk mindesmærke som et opgør med den passivitet, vi har set siden det første klimatopmøde for 30 år siden. Men det kræver folkeligt pres. Det kræver pres fra aktører, politikere og virksomheder, der godt kan se, at en retfærdig fremtid kalder på en klimapolitisk kursændring. 

For uden folkeligt pres, så vil historien gentage sig, og vi vil stå tilbage med flere målsætninger, der ikke indfries.

debat@altinget.dk