Vi sætter handling bag grønne ord

DEBAT OM GRØN LANDBRUGSSTØTTE: Som formandskabsland og rollemodel for miljødagsordenen arbejder Danmark for, at EU's løfter om en grøn landbrugsstøtte ikke forbliver ved skåltalerne.

Af Mette Gjerskov 
Landbrugs- og fødevareminister, (S)

Regeringen arbejder benhårdt for en grøn reform af EU’s landbrugsstøtte. De milliarder, vi hvert år giver i støtte til landbruget, skal i højere grad gå til naturen og tiltag, der kommer os alle sammen til gode. Tiltag, der skaber grønne arbejdspladser og et bedre miljø.

Det er hårdt slid at få reformeret EU’s landbrugsstøtte, når utallige hensyn og holdninger skal mødes. Vi er dog på rette vej.

Arbejdet er i gang
Kommissionen har foreslået en grøn omlægning af landbrugspolitikken, og Danmark arbejder målrettet for at sikre, at forslaget får reel effekt på vores marker og fødevarer. Ordene skal føre til handling.

Derfor har vi fra dansk side bl.a. foreslået, at det skal være muligt at lave mere sammenhængende miljøindsatser samt mulighed for at hjælpe landmændene med at leve op til vandplanerne. Vi skal altså tænke vores natur- og erhvervspolitik sammen og insistere på, at hensynet til miljø og erhverv ikke er modsætninger, men hinandens forudsætninger.

En af de store udfordringer er ikke bare at sikre en grønnere landbrugspolitik, men også en mindre bureaukratisk. Det er Danmarks ønske, at landbrugsstøtten bliver målrettet mere natur og bedre miljø, men samtidig også medfører lidt mindre bøvl og papir for landmændene.

For at sikre produktionen af ordentlige fødevarer og fremtidens arbejdspladser har Europa brug for et effektivt og bæredygtigt landbrug. Kun hvis vi forstår at skabe den rette balance mellem erhverv og natur, kan vi sikre en ordentlig europæisk fødevareproduktion i mange år fremover. Der er intet erhvervsfjendtligt i at tænke grønt, det er tværtimod erhvervets overlevelse at omstille sig.

Vi skal huske dyrene
En grønnere landbrugsstøtte vil være til gavn for os alle sammen, det betyder også bedre vilkår for dyrene. Det ligger mig og det danske formandskab meget på sinde at sikre bedre dyrevelfærd overalt i Europa, og derfor har vi foreslået at gøre det til en af de overordnede prioriteringer i EU’s landdistriktspolitik.

Det vil betyde, at hensynet og ansvaret over for dyr i produktionen bliver et af de områder, der skal bruges penge på fremover. Det vil give os mulighed for at støtte nye investeringer i dyrevelfærd og forbedringer for dyr i stalde og på marker.

Formandskabet er ikke slut…
… men tiden er knap, især hvis vi vil indfri vores grønne ambitioner. Danmark har siddet for bordenden i forhandlingerne og lagt en grøn linje overalt. Der skal passes bedre på vores miljø i Europa, det ved de fleste efterhånden. Samtidig vækker det genhør i brede kredse, at grøn omstilling er vejen til at sikre fremtidens produktion.

Selvom det bestemt er svært, så er det ikke umuligt. I et virvar af synspunkter, særinteresser og politiske holdninger i det store EU-system kan Danmarks stemme virke næsten uhørlig, men vi kan faktisk høres. Danmarks formandskab gør en forskel, og den kommer også vores natur til at kunne mærke. 

Forrige artikel "Jeg elsker de grønne lunde" Næste artikel Kamp om EU's største udviklingsfond Kamp om EU's største udviklingsfond