"Jeg elsker de grønne lunde"

Af Kim Martin Hjort Lind
Seniorforsker ved Fødevareøkonomisk Institut, Københavns Universitet

”Jeg elsker de grønne lunde”. Sådan starter en sommersang – og omkring 150 år efter at danske Johannes Helms skrev sangen i 1873, synger EU-Kommissionen med i sit udspil til en ny landbrugspolitik.

Op mod 30 procent af landbrugsstøtten skal nemlig underlægges skærpede betingelser mht. miljø og naturforvaltning – såkaldt grønning.

Den årlige check
I udgangspunktet var de vigtigste grunde til EU’s landbrugsstøtte selvforsyning og landmændenes indkomst. Derfor blev landbrugsstøtten udformet, så den støttede produktionen. Denne politik viste sig så succesfuld, at overproduktion og budgetpres blev et problem.

Siden 1992 er EU’s landbrugspolitik gradvist blevet reformeret, så hovedparten af støtten i dag gives uafhængigt af produktion – afkoblet støtte.
 
Landmændene får en check hvert år, uanset hvor meget eller hvad der er produceret.

Formålet med denne støtte er indirekte og historisk – den tidligere støtte er blevet kapitaliseret, hvorved jordpriserne er hævet betydeligt. 

Hvis støtten blev afskaffet, ville jordpriserne falde, mange landmænd gå fallit og banker få et alvorligt problem, som de jo har rigeligt af i forvejen.

Upopulært grønt udspil
Grønning kan anskues som en måde at genindføre et egentligt og direkte formål med landbrugspolitikken, hvor man kan argumentere for, at EU’s skatteborgere får noget til gengæld for støtten bortset fra den historiske begrundelse, nemlig grønne lunde, rene vandløb, levende hegn, syngende lærker og alle den slags gode ting. 



Problemet med Kommissionens udspil er, at nok synger medlemslandene med, men de lægger tryk på andet vers: ”Jeg elsker hver dal, hver banke, med kornets bølgende flugt, hvor flittige hænder sanke af arbejdets gyldne frugt”. 

En rapport fra et EU-ministerrådsmøde den 15. maj lød, at EU’s landbrugsministre udviste en ”stærk allergisk reaktion” til Kommissionens grønningsforslag. I stedet har et flertal af medlemslandene foreslået en menubaseret tilgang, hvor hvert medlemsland selv bestemmer, hvilke af grønningselementerne de ønsker at implementere. Der lægges altså op til en grad af renationalisering af en af EU’s vigtigste politikområder.

Ingen forøget støtte 
Men alt dette kan vise sig kun at have akademisk interesse. De største slagsmål er stadig i vente, nemlig størrelsen af landbrugsbudgettet, og hvem får hvor meget. 

EU’s flerårige budgetforlig skal fornyes samtidig med landbrugspolitikken. Det bliver nok svært at få en signifikant forøgelse af EU-budgettet igennem i den nuværende situation, hvorfor landbrugsbudgettet næppe bliver hævet.

Samtidig forlanger de nye øst- og centraleuropæiske lande udligning af landbrugsstøtten. I dag får Grækenland omkring 500 euro per hektar, mens Letland får omkring 100 euro. Hvis der skal ske en substantiel udligning under stort set uændret landbrugsbudget, må de gamle EU-lande nødvendigvis få mindre. Dette er ikke populært og gør det vanskeligere for medlemslandene at acceptere begrænsninger på landbrugsproduktionen, som grønning lægger op til.

Dertil skal lægges, at selvom Kommissionen og Ministerrådet skulle nå et kompromis, skal Europa-Parlamentet stadig høres. Parlamentet har hidtil forholdt sig ret tavs i diskussionen om landbrugspolitikken og afventer først en afklaring af det overordnede budget.

Det er således en vældig og kompliceret gordisk knude, der skal løses, før der kan siges noget om, hvor meget grønning EU’s landbrugspolitik kommer til at indeholde.

Ud fra et langsigtet perspektiv om bevarelse af støtte til EU’s landmænd vil det være en god ide at have et element som grønning, der kan vise EU’s skatteborgere og vælgere, at de får noget for pengene. Men først må der findes en harmoni i EU’s polyfoniske kor.

debat@altinget.dk