Vender Berlusconi tilbage?

KLUMME: Resultatet af Italiens parlamentsvalg er stadig usikkert. Men får Berlusconis parti PdL og alliancen Lega Nord nok mandater, vil det hæmme Italiens genvundne internationale status.

Af Thomas Harder
Adjungeret professor ved CBS, cand.mag. i italiensk og historie

Efter mange skiftende signaler har Silvio Berlusconi bekendtgjort, at han stiller op ved det italienske parlamentsvalg den 24. februar 2013 i spidsen for sit parti PdL.

Han havde tidligere sagt, at han ville trække sig tilbage og overlade ledelsen til yngre kræfter. Så hed det sig, at Berlusconi alligevel ville stille op, hvilket straks udløste negative reaktioner på finansmarkederne, som ellers havde vist Italien større tillid, siden Mario Monti i november 2011 overtog premierministerposten.

Derefter ville Berlusconi alligevel afstå fra at stille op, hvis Monti, som endnu ikke havde bekendtgjort sit kandidatur, ville lede en borgerlig koalition, der foruden PdL også skulle omfatte det indvandrer-, Rom- og EU-fjendske norditalienske parti Lega Nord. Som regeringschef havde Monti jo – sagde Berlusconi – i alt væsentligt ført Berlusconis politik.

Tilbuddet og den mere end tvivlsomme ros kom på et tidspunkt, da det stod klart, at mange af Berlusconis tidligere vælgere, og fremtrædende folk i hans parti, foretrak den nøgterne og internationalt respekterede Monti fremfor den pinlige og ustabile Berlusconi. Monti tog ikke imod Berlusconis tilbud, hvilket nok også ville have spoleret hans chancer i italiensk politik og i hvert fald ville have ødelagt hans anseelse i udlandet.

Populær Monti-liste
Monti har siden lagt navn til en liste, der samler overvejende borgerlige politikere og repræsentanter for civilsamfundet og erhvervslivet og støttes af de italienske biskopper og indflydelsesrige katolske lægmandsorganisationer samt af det Europæiske Folkeparti (EPP).

Berlusconi har udtalt, at Monti har skuffet ham, og at han ikke ser nogen mulighed for dialog med ham.

Usikkert valgresultat 
Valgets vinder bliver formentlig centrumvenstre-partiet PD, der ledes af den tidligere minister og europaparlamentariker Pier Luigi Bersani, men det er tvivlsomt, om PD, der spås cirka 33-34 procent, og dets alliancepartnere på venstrefløjen vil få mandater nok til at danne regering alene. Får de ikke det, er det svært at se andre muligheder end en bred og vanskelig koalition med Mario Montis liste (8,7 procent) og det centrum-katolske UDC (4,4  procent) med flere. I så fald vil Bersani måske blive nødsaget til at overlade premierministerposten til Monti i bytte for hans støtte.

Intet er imidlertid sikkert på nuværende tidspunkt: Berlusconis PdL står til at få cirka 18 procent af stemmerne, og alliancepartneren Lega Nord 4,5 procent. Det er et brat fald i forhold til tidligere parlamentsvalg, men afhængigt af hvordan stemmerne fordeler sig i de forskellige regioner, kan PdL og Lega Nord alligevel ende med at få så mange mandater i senatet, at de to partier vil kunne presse en kommende regering til indrømmelser.

Det vil i givet fald gøre det endnu vanskeligere at gennemføre de reformer, som Monti og Bersani hver på deres måde har stillet i udsigt, undergrave Italiens genvundne status i internationale fora og skade EU-samarbejdet i almindelighed og euro-samarbejdet i særdeleshed.

Forrige artikel Aktiv aldring kræver aktiv støtte Aktiv aldring kræver aktiv støtte Næste artikel EU skal gå foran i klimakampen EU skal gå foran i klimakampen