Svensk forsker: Sveriges og Finlands medlemskab af Nato er en gamechanger i Østersøen

Hvordan beskriver man bedst konsekvenserne af de kommende svenske og finske medlemskaber i Nato? Jo, som en gamechanger. Det lyder måske som lidt af en overdrivelse. Det er det dog ikke. Udvidelsen af Nato med de to nordiske partnerlande bliver starten på et helt nyt kapitel for nordisk sikkerhed.

Men det bliver en gamechanger på flere forskellige niveauer. Ikke kun for de to nordiske lande, der tager det historiske skridt væk fra allianceløsheden, der er et langt bedre ord end ”alliancefrihed”. For de sidste fire måneders hændelser i Ukraine har vist, at der nemlig ikke er nogen frihed i at være udenfor Nato og forsvarsalliancens sikkerhedsgarantier.

Et kæmpe skridt

For Sverige er ansøgningen om medlemskab af Nato 18. maj ikke kun et kæmpeskridt efter 200 år med først neutralitet og derefter allianceløshed, men også fuldstændig uventet.

For statsminister Magdalena Andersson, hendes regering og parti har allianceløsheden – de bruger dog ordet ”alliancefrihed” - altid været et spørgsmål om ideologi og nærmest en del af det socialdemokratiske DNA.

Så det har heller ikke været nemt for de svenske socialdemokrater at skifte gear. Magdalena Andersson gentager stadigvæk, lidt nostalgisk, det traditionelle mantra, at den militære alliancefrihed har ”tjent Sverige godt”.     

Kun kort tid inden den historiske beslutning, om at ansøge om medlemskab af Nato, havde Magdalena Andersson også afvist muligheden for, at Sverige ville følge trop med Finland. Sådan en forandring af svensk sikkerhedspolitik ville føre til en ”destabilisering af sikkerheden” i Østersøregionen, ifølge den svenske statsminister. Og det var lige hvad Putin gerne ville høre i Moskva.

Imens var hendes forsvarsminister, Peter Hultqvist, uden noget som helst mandat, i gang med at undersøge muligheden for en udvidelse af det svensk-finske militære samarbejde, som et alternativ til Nato.

Partipolitik versus sikkerhedspolitik

I dag burde alle svenskere derfor sige pænt tak til den finske præsident, Sauli Niinistö og hans statsminister Sanna Marin, der i løbet af foråret, viste stor tålmodighed med den svenske nabo.

Stille og roligt, på en klassisk finsk måde, lykkedes det de to finske politikere at få Andersson og hendes regering til at forstå de nye realiteter efter den russiske invasion af Ukraine.

”Fordi Rusland ikke længere er den nabo, vi troede”, som Niinistö og Marin har forklaret skiftet i den finske politik med - og ”for at der aldrig mere skal blive krig i Finland”.

Modsat Sverige, hvor den sikkerhedspolitiske linje primært har været et spørgsmål om socialdemokratisk partipolitik, drejer den finske sikkerhedspolitik sig nemlig om landets sikkerhed.

I den svenske Riksdag pressede den borgerlige opposition, der i mange år har været fortaler for et svensk medlemskab i Nato, på med beskeden om, at en ny svensk regering under ledelse af Moderaternes Ulf Kristersson ville ansøge om medlemskab direkte efter en borgerlig sejr i valget i september.

Men de svenske og finske medlemskaber af Nato vil selvfølgelig også være en gamechanger for Nato, og ikke mindst for sikkerheden i den nordisk-baltiske region. De to allianceløse partnerlande fylder jo også rigtig meget på kortet over Østersøregionen.

{{toplink}}

Reduktion af russisk aggression

Når alle lande i regionen er Nato-territorium – undtaget Kaliningrad - vil mulighederne for russisk aggression i Baltikum og mod de nordiske lande blive markant reduceret. Den regionale afskrækkelse vil blive dramatisk forhøjet, især når Gotland og Åland, ligesom Bornholm, er beskyttet af Natos Artikel 5.

Lige så vil det kunne mærkes i Arktis, når yderligere to lande i nord bliver medlemmer af forsvarsalliancen.

Det er dermed to ”security producers”, der forhåbentlig træder ind i Nato til efteråret. Selvom Sverige har lang vej igen til at nå de to procent af BNP til forsvaret - hvor Finland til gengæld aldrig har droslet ned på forsvaret - er det to militært effektive og højteknologiske lande. Desuden har landene også høje niveauer af interoperabilitet efter mange års partnersamarbejde med Nato.

Sveriges stærkeste bidrag er uden tvivl dets flyvevåben; sammen vil de nordiske lande have en imponerende flåde af cirka 200-220 kampfly. Også i vis udstrækning det maritime, hvor de svenske ubåde vil kunne gøre en forskel for Natos forsvar af Østersøen.   

Når alle lande i den nordisk-baltiske region allerede er i Nato, bliver Nordefco – et akronym for Nordic Defense Cooperation – endelig et reelt nordisk forsvarssamarbejde. Og det vil ikke længere være en kreativ specialløsning for at få de allianceløse lande mest muligt med i det nordiske militære samarbejde.

Der var altid begrænsninger i, hvad Nordefco måtte gøre, når to af landene ikke havde adgang til ”Nato secrets” eller var en del af den fælles operative planlægning i Nato. Det bliver de nu og alt bliver så meget nemmere.

Til sidst bliver det også politisk en stor forskel, når hele Norden er med i Nato. Det giver en tyngde og et væsentligt løft af den indflydelse, som det nordlige Nato spiller internt i forsvarsalliancen. Det taget i betragtning, er det måske heller ikke så mærkeligt, at de sydeuropæiske lande, bag lukkede døre, har været mindre begejstrede over den kommende udvidelse.

Men de nordiske naboer i København og Oslo har til gengæld budt Sverige og Finland hjerteligt velkommen til den forsvarsalliance, de selv var medstiftere af i 1949. Så det bliver jo virkelig også en sikkerhedspolitisk gamechanger for os alle i den nordisk-baltiske region.

debat@altinget.dk