Mogens Jensen: Norden samler sig i Nato

I mere end 70 år har dansk, islandsk og norsk sikkerhed været forankret i Nato. Sammen valgte vi i 1949 at indtræde i et fælles forsvarsforbund, det daværende Atlantpagten. Sverige og Finland valgte en anden vej. Derfor er det både historisk og enestående, at Finland og Sverige nu ligger årtiers sikkerhedspolitik bag sig og har ansøgt om optagelse i Nato. Det betyder, at Norden nu samler sig i Nato.

Nato-udvidelsen er betydningsfuld, ikke bare for Danmark, men for hele Vesten. Den viser, at Vesten ikke bare står skulder ved skulder, men rykker tættere sammen. Ikke kun i ord, men også i handling.

Og det er en vigtig påmindelse om, at det regelbaserede samarbejde og de internationale institutioner ikke har udspillet deres rolle, men er nødvendige og altafgørende samlings- og omdrejningspunkter, især i usikre tider og ikke mindst for de demokratiske lande og værdier.

Troen på afskrækkelse

Når Nato vinder terræn er det en direkte funktion af Putins forsøg på med vold og magt at skyde sine grænser frem. Rusland har grundlæggende udfordret de regler, der er til for at beskytte små stater mod store stater.

Og Putin har gjort det lysende klart for Finland og Sverige, at garantier om fred ikke vil vokse fra Øst, men må findes i Vest. Derfor er det også det eneste rigtige for de to lande at gøre som nu.

At Finland og Sverige nu søger sikkerhed i fællesskabet vil få nogle til at argumentere, at det forværrer sikkerhedssituationen i Europa. Det er en risiko. Men her må vi insistere på, at Nato er en forsvarsalliance bygget på ønsket om at undgå flere krige.

Kernen i Nato er troen på, at afskrækkelse – ikke aggression – er den bedste strategi til at sikre freden. Og det er Putin, der truer Europa. Vores svar til Putin må være, at sikring af freden er den største politiske opgave, vi har. Med i dét samarbejde hører Finland og Sverige.

Danmarks position forrykkes

Med Finland og Sverige vil Natos militære samarbejde og evne til afskrækkelse blive styrket. Det vil få stor betydning for opbygningen af en afskrækkelsesstyrke langs Natos østgrænse. 

Og det vil betyde, at Sverige og Finland kan tage aktiv del i overvågningen af luftrummet over Østersøen og Baltikum. At Sverige og Finland mere åbent kan deltage i styrkelsen af fronten ved de baltiske lande.

For Danmark betyder det en mindre udsat beliggenhed. At vores sikkerhedsposition forrykkes. Ligesom den gjorde, da de baltiske lande kom med i Nato. Og det er selvfølgelig også derfor, at vi sender alle gode kræfter til Østersøen og Baltikum.

Sverige og Finlands optagelse i Nato får også en særskilt og markant betydning for Norden. Trods godt og frugtbart samarbejde har vi i Norden indtil nu udadtil været delt. Med Danmark, Sverige og Finland i EU. Med Island, Norge og Danmark i Nato.

At vi i fremtiden vil stå samlet under Natos vinger vil både være en enorm styrkelse af det sikkerhedspolitiske samarbejde i Norden. Og så vil det segmentere Nordens position som en alliance af demokratier med stor kulturel, økonomisk og sikkerhedspolitisk vægt og fællesmængde.  

Sikkerhedspolitisk nybrud

For Norden er en foregangsregion, når det kommer til den måde, vi griber verdens udfordringer an – i forhold til velfærd, arbejdsmarked og klima. Et styrket nordisk sikkerheds- og forsvarssamarbejde er derfor godt nyt – ikke bare for Danmark, men for resten af verden.

Fordi vi har meget at byde ind med, når det gælder den globale udvikling. Det bør betyde, at vi i Norden begynder at slå kræfterne endnu bedre sammen. Fordi vi deler interesser og værdier. Dem skal vi selvfølgelig gøre gældende i Nato.

Det er som bekendt svært at forstå omfanget af politiske begivenheder, når man står midt i dem. Men det sikkerhedspolitiske sporskifte i Sverige og Finland giver en klar indikation om størrelsen på de politiske rystelser, Putins krig i Ukraine har bevirket.

At se de nordiske lande samlet i Nato er et sikkerhedspolitisk nybrud, som var svært at forestille sig før 24. februar. Det er et spejl på de politiske realiteter, som Sverige og Finland ser i øjnene, når de aflægger det simple, men for freden tungtvejende løfte om, at et angreb på ét Nato-land betragtes som et angreb på alle.

For freden er ikke længere end selvfølgelighed. Men gennem fællesskabet vokser vores styrke. Heldigvis. 

{{toplink}}

debat@altinget.dk