S og SF i EU: Nyt direktiv skal være mere end dårlige resultater i pæne rapporter

Er en økologisk appelsin bæredygtig, hvis den er plukket af en underbetalt sæsonarbejder i Marokko? Spørgsmål som dette har alt for længe stået ubesvaret hen. For en socialdemokrat og en SF’er er svaret naturligvis, at det er den ikke. Men når man både har høje sociale og grønne ambitioner, er det ikke altid nemt at træffe de rigtige beslutninger.

Supermarkederne bugner med mælk, mel, marmelade og en masse andre produkter, som proklamerer, at de er bæredygtige, CO2-neutrale eller ligefrem klimavenlige. Når man slentrer forbi køledisken og tilbudsøerne, synes det næsten for godt til at være sandt. Og det er det desværre også ofte.

Rigtig mange virksomheder pynter på sandheden, og på tværs af brancher er mere end 50 procent af alle de grønne påstande, som fremsættes i EU, vildledende, ubegrundede eller udokumenterede ifølge EU-Kommissionen. Det er greenwashing, og det er et gevaldigt benspænd for den grønne omstilling.

Hidtil har det været stort set umuligt at skelne mellem de virksomheder, som blot påstår, at de er bæredygtige, og de virksomheder, som rent faktisk er det. For virksomhederne snakker og snakker, men hvem sætter rent faktisk handling bag ordene? Det skal et nyt EU-direktiv eftersigende hjælpe os med at gennemskue.

Grøn forandring kommer ikke af sig selv

Når kalenderen siger 2024, træder EU’s Corporate Sustainability Reporting-direktiv i kraft. Direktivet, der på EU-jargon er bedre kendt som CSRD, forpligter de største virksomheder i EU til at offentliggøre deres klimaaftryk og ambitioner for at mindske deres CO2-udledning og deres sociale påvirkning. Og med det er bæredygtighed ikke længere et abstrakt begreb, som alle og enhver kan påtage sig, men målbart og – vigtigst af alt: lovpligtigt.

På samme måde som det røde økologi-mærke frelste os fra personligt at skulle undersøge mælkens vej til køledisken, får vi med CSRD et minimumsniveau for bæredygtighed.

Og det er selvfølgelig positivt. For historien har nemlig vist os, at grønne forandringer i erhvervslivet ikke kommer af sig selv. Derfor er det vores opgave som politikere at sørge for de grønne rammer.

Der er stadig udfordringer

Med CSRD har vi kridtet banen op til en helt ny bæredygtighedskonkurrence, hvor vi ikke længere skal konkurrere med Indien på de billigste produktionsforhold eller med Kina på at være mest ligeglade med miljøet. Vi har besluttet, at vi i EU konkurrerer på det, vi er bedst til: Innovation, kvalitet og bæredygtighed, og med CSRD får vi muligheder for at bevise netop det.

Men vi er endnu ikke nået i mål. For selvom CSRD øger gennemsigtigheden, har det stadig nogle væsentlige udfordringer.

For det første fokuserer det primært på at få virksomheder til at rapportere om deres bæredygtighedspraksis uden at stille krav om konkrete handlinger. Det efterlader plads til, at virksomheder kan overdrive deres indsats uden reelle forbedringer.

For nok er det fint at få afklaret, hvad bæredygtighed betyder, men hvis virksomhederne blot rapporterer dårlige resultater i pæne rapporter, efterlader det fortsat os som forbrugere med et kæmpe ansvar, når vi vælger appelsiner i supermarkedet.

For det andet må vi erkende, at CSRD ikke adresserer de underliggende strukturelle problemer i vores økonomiske system, der fører til udnyttelse af arbejdskraft og naturødelæggelse.

Ægte bæredygtighed kræver mere end blot at kontrollere, hvad virksomheder rapporterer. Det kræver ændringer i måden, vi strukturerer vores økonomi på.

CSRD har potentiale til at øge gennemsigtigheden og skubbe virksomheder i en grønnere retning, men det alene løser ikke alle udfordringerne med bæredygtighed og social retfærdighed. Derfor fortsætter vi med at presse på for mere lovgivning, der kan tackle disse problemer i deres kerne.

debat@altinget.dk