Pernille Weiss: EU skal være dygtigere til at synliggøre sit engagement i Arktis

Af Pernille Weiss (K)
Medlem af Europa-Parlamentet

Jeg var engang gift med en kommunalpolitiker, som med et glimt i øjet sagde: “Hvad sker i Aalborg, bli’r i Aalborg” med en kæk henvisning til de historiske fester til forskellige topmøder i Kommunernes Landsforening. Som tidligere amtsrådspolitiker vidste jeg godt, hvad han mente. Tø-hø!

Anderledes forholder det sig med Arktis. For: “Hvad sker i Arktis, bliver ikke i Arktis” – det har effekt globalt, og ringene i vandet har i disse år potentiale til at udvikle sig til problematiske bølger. Derfor er det også skuffende, at Arktis ikke er mere mainstream i EU-politikken.

For eksempel nævnes det slet ikke i forrige uges EU-USA-strategi, som på et tidspunkt skal behandles i Europa-Parlamentets Udenrigsudvalg. Et udvalg, hvor de eneste nordiske medlemmer er to finner fra hver sin side af det politiske spektrum og så tre svenske suppleanter. Ingen af os danske MEP’ere. Det bør vi - parentes bemærket - ændre på til næste EP-valg i 2024.

Samarbejdet bør opprioriteres
For det giver jo ingen mening, at opmærksomheden på Arktis internt i EU er så lav. Der er alt for mange gode og alvorlige grunde til at EU stepper op:

For det første er de kinesiske interesser i Arktis tydelige - om end ikke dominerende - og det er kun et spørgsmål om tid, før dette forhold kan ændre sig til en reel sikkerhedstrussel.

For det andet foregår der flere og flere militærøvelser i Arktis med deltagelse af både Nato og Rusland. Det bør derfor undersøges fra et internationalt perspektiv, om den eksisterende juridiske ramme er i stand til at håndtere det, hvis der opstår konflikter i Arktis.

For det tredje - og mere opløftende - lever det såkaldte Northern Dimension-samarbejde tilsyneladende i bedste velgående. Det tillader EU at have pragmatisk kommunikation med Rusland. Men her er det relevant at spørge, om devisen “den, der lever stille, lever godt” er god for den europæiske, politiske bevidsthed og strategi for Arktis. Jeg mener, at samarbejdet bør opprioriteres og gives mere opmærksomhed.

Stigende forskningsfokus
For det fjerde - og måske fordi forskningsverdenen ikke er belastet af politikernes verden af hurtige kalorier med nemme og mere vælgernære emner - så er udsigten til finansiering af forskningsprojekter i Arktis god. Særligt fordi klimaet oplagt fylder i Arktispolitik. I Horizon 2020 gik 200 millioner euro til polarforskningsprojekter.

Det siger måske ikke ret meget relativt set i forhold til hele Horizon 2020-budgettet på 75 milliarder euro. Men én måde at visualisere det på er, at Horizon 2020 alene i sine fire første år fra 2014-18 med 120 millioner euro finansierede mere end 45 Arktisrelaterede projekter. Heraf ét for eksempel er EU-PolarNet, verdens største konsortium af ekspertise og infrastruktur til polarforskning.

I sidste uge sluttede forhandlingerne om det næste Horizon-budget, som er landet på 95 milliarder euro. Forhåbentlig giver det ressourcer til mere Arktisrelevant forskning.

Det kunne eksempelvis være at afprøve ny klimateknologi i Arktis, som kan gøre EU til en leder på området og vise 'best practice' for alle arktiske stater. Det potentiale skal EU aktivere.

Mere larm omkring EU's engagement
Som jeg skrev i mit første indlæg om Arktis her på Altinget, så må EU altså i gang! EU skal være meget mere synligt tilstede i Grønland og på Færøerne, for eksempel i form af en repræsentation. USA fører sig aktuelt frem med en konsul, der taler grønlandsk, og annoncerede denne måned investeringer for 1,8 millioner dollars i uddannelse i Grønland. Det er fint nok.

Men til sammenligning investerede EU mellem 2014 og 2020 faktisk 217 millioner euro i Grønlands uddannelsessystem. Så vi er der jo allerede, men på måder der slet ikke forløser de forbundne kars dynamikker, så den europæiske del af Arktis (hvis man man sige det sådan) via Kongeriget Danmark og EU knyttes tættere sammen - også i den politiske bevidsthed og så borgerne kan høre det.

Det er jo ikke nok at afslå et købsbud under stor mediestorm fra en præsident, som tror, at han kan gøre et røverkøb.

En stærk økonomisk muskel forpligter
EU skal folde sine geopolitiske og andre relevante strategier ud og gøre sin tilstedeværelse og aktiviteter i Arktis meget mere synlige. EU må i gang gennem for eksempel sin geopolitiske strategi, for på mange områder er EU jo allerede i gang. EU må også i gang med i og uden for Grønland at fremhæve sit engagement.

Er det nemt? Helt sikkert ikke. EU har jo indtil nu primært holdt sig til hjemmebanekampe omkring det indre marked. Det har gjort os til en stærk økonomisk muskel på kloden.

Sådan en forpligter, fordi den naturligvis kan bruges til at gøre verden bedre til generationerne efter os. Og gør vi det klogt, kan musklen i kraft af stærke arktiske fibre vokse til brug for endnu mere slagkraft for demokrati, klima, fred og stabilitet.

debat@altinget.dk