Pernille Weiss: Danmark og EU skal steppe gevaldigt op i Arktis

Af Pernille Weiss (K)
Medlem af Europa-Parlamentet

Nogle indlæg skrives som ‘skidt fra en spædekalv’, som man siger. Igen og igen. Men når emnet er Arktis, er det ikke så lige til.

For vi taler og læser ikke særlig meget om arktisk politik og har ikke gjort det i mange år. Jo, vi grinede da alle sammen fornærmede over den nu snart tidligere amerikanske præsident Trumps forslag om at købe Grønland i sensommeren 2019. Komisk og konfrontatorisk imperialisme med stærke duftnoter fra fortiden. Eller?

Det ruskede dog op i minderne om, at vi som Kongeriget Danmark faktisk har et rigsfællesskab bestående af grønlandsk selvstyre og færøsk hjemmestyre. Grønland står uden for EU, mens Færøerne har en samhandelsaftale.

Begge er via Danmark med i FN, OECD og WTO, og de har hver to af de i alt 20 danske pladser i Nordisk Råd. Og en helt masse andet institutionelt, som strukturerer et fællesskab, der går mange hundrede år tilbage, og som kongehuset indtil nu har været de stærkeste vedligeholdelsestrænere af.

Med stoisk ro og værdighed er vores kulturelle og historiske bånd blevet flettet ind i majestætens nytårstale, selvom det ofte er blevet mødt med vores overfladiske og ahistoriske fniseri.
 
En fortælling om rigsfællesskabet
Senere i denne sensommer kom heldigvis Christina Rosendahls geniale film ‘Vores mand i Amerika’ om den risikovillige og stædige danske ambassadør Kauffmann, der nægter at samarbejde med Hitlers Tyskland. Kauffmann bringer for alvor Grønland ind på den internationale scene, fordi han ser det unikke i den geografiske placering i ønsket og behovet for, at USA involverer sig aktivt i Anden Verdenskrig.

Luk øjnene og forestil dig, at hverken Trump eller Rosendahl havde mindet os om, at rigsfællesskabet findes og bestemt ikke er en kuriøs overlevering fra en svunden tid?

Nuvel, det skete heldigvis og giver forhåbentlig en frugtbar optakt til en nyttig debat om Kongeriget Danmarks kommende arktiske strategi, som udenrigsminister Kofod forhåbentlig lægger en del timer i nu. Det er der nemlig brug for, hvis det skal undgås, at både Grønland og Færøerne glider over i en mere ‘what's-in-it-for-me’-attitude til henholdsvis USA, Rusland og Kina.

Kongehusets samlingskraft kan ikke længere stå alene - og bør ikke stå alene. Der skal mere til. Og det er dén historie, Jeppe Kofod (S) skal skrive, og den skal - udover at give rigsfællesskabet en overordnet fortælling, der fænger i en moderne tid - være fuld af konkrete eksempler på principper og projekter, rigsfællesskabet skal med hinanden som et samlet hold. Især i relation til det nordatlantiske samarbejde.
 
Noget for noget i Arktis
Grønland har jo for nylig indgået aftale med USA om hjemtagelse af Thulebasens service. Det betyder helt lavpraktisk arbejdspladser til grønlændere. Hermed har de vist, at de gerne vil forhandle selv, og aftalen i sig selv er der ikke noget galt med - den skal helst også bare involvere og engagere hele rigsfællesskabet.

Grønland tygger også lige nu på en anmodning fra Rusland om at få sig en honorær konsul i Grønland. Kofod er umiddelbart positiv og bruger ‘lighed-for-Loke-såvel-som-for-Thor'-logikken, med henvisning til at Rusland allerede har sådan en på Færøerne.

Men her må den danske udenrigsminister - på vegne af hele rigsfællesskabet - altså godt steppe lidt mere op som den handelsmand, udenrigspolitikken også har brug for, jævnfør spinnet i Rosendahls ovennævnte (og fantastiske) film: Hvis Rusland skal have konsuler i den danske del af arktisk, skal Kongeriget Danmark dæleme også have repræsentanter tilstede i russisk Arktis. Eller hvad?

EU må også i gang
Hvad angår Færøerne, så glæder jeg mig til at se, hvordan socialdemokraten Kofod som udenrigsminister med sit forslag til ny arktisk strategi vil forholde sig konkret til, at Færøerne sælger fisk til Russerne og er i spil som brohoved for Kinas 5G-teleudstyr.

Afslutningsvist skal det understreges, at EU skal steppe gevaldigt op med et solidt kapitel om Arktis i den varslede geopolitiske strategi. Hidtil har vi lænet os op ad Nato, tilladt os som enkeltstater at køre stort set egen dagorden og kun nødtvunget brugt vores kollektive økonomiske og diplomatiske værktøjer. Men verden ser anderledes ud i dag.

EU skal kunne, ville og have retning på vores fælles udenrigspolitik i en grad, der er ny for alle europæere. Her er Trumps ‘gode tilbud’ om at købe Grønland og Huaweis lokkemad til Færøerne et opråb om helt andre boller i suppen. Både den, som Kongeriget Danmark har ansvar for, men bestemt også EU's.

debat@altinget.dk