Morten Kjærum: Danmark vil hellere levere pigtråd end hjælp til mennesker i nød

I disse uger og måneder dør mænd, kvinder og børn på grænsen til Europa. Grænsen beskyttes af barberblads-pigtråd leveret af Danmark. Der bliver leveret mere pigtråd end hjælp til disse mennesker i nød.

Hvis Danmark skal rykke fremad i forhold til de globale udfordringer på flygtningeområdet ud fra et humanistisk og solidarisk perspektiv, skal udgangspunktet justeres på tre områder.

Rettigheder for alle
For det første må der være enighed om, at mennesker har menneskerettigheder, fordi de er mennesker, og ikke fordi de har en særlig hudfarve, køn, seksualitet, et bestemt pas, religion eller andet. Og jo mere udsat et menneske er, som for eksempel når man er låst fast på grænsen mellem Polen og Hviderusland, desto mere har de kvinder, mænd og børn brug for den beskyttelse som menneskerettighederne giver.

I det lys er det ikke overraskende, at en af de første internationale konventioner fra 1951 kom til at handle om beskyttelse af flygtninge. Internationalt blev man enige om at stå sammen og beskytte de mennesker, der lever op til konventionens betingelser. Man var klar over, at uden solidaritet er opgaven umulig at løse.

Ser vi stort på andre menneskers menneskerettigheder, som for eksempel retten til liv, i den tro, at vi dermed kan redde vores egne rettigheder, undermineres den grundlæggende tænkning og erfaring bag menneskerettighederne. Begynder man at sælge ud af andres rettigheder for at beskytte sig selv, hvem er det så næste gang? Hvis vi opgiver, at menneskerettigheder er for alle, mister de al værdi. Lov og ret skal også beskytte de svageste og løsningen er ikke utopisk.

Myten om et flygtningesystem i ruiner
Derfor er mit næste punkt, at man må holde op med at snakke om sammenbrud af det internationale flygtningesystem. Det bliver brugt som undskyldning for ikke fuldt ud at tage del i samarbejdet og solidariteten. Flygtningearbejdet fungerer stort set på den måde, at 80– 90 procent af verdens flygtninge bor i de umiddelbare nabolande til deres hjemlande. De fleste foretrækker at bo tæt på hjemlandet. Her tager FN’s flygtningehøjkommissariat (UNHCR) og andre humanitære organisationer i samarbejde med værtslandet sig af de daglige behov for disse mennesker, hvis liv og fremtidsudsigter på alvorligste måde er blevet rystet.

Europa modtager en minimal del af verdens 26 millioner flygtninge, men bidrager økonomisk godt til det internationale arbejde. Så på mange måder fungerer arbejdet fint, i modsætning til den politiske fortælling om, at det internationale flygtningearbejde ligger i ruiner. Krisen i 2015 med de syriske flygtninge bliver ofte brugt som eksempel på kollapset. Krisen i 2015 skyldtes i bund og grund, at de europæiske og andre regeringer i årene forud lukkede ørene for de mange opkald fra UNHCR og World Food Program om hjælp til de mange syriske flygtninge i Tyrkiet. Der var brug for penge til deres grundlæggende behov: mad, bolig, skolegang til børnene, og lign. Den basale tryghed smuldrede i årene op til 2015.

Samtidig havde UNHCR også brug for, at genbosætte nogle af flygtningene i Europa, USA og andre steder, for at Tyrkiet ville fortsætte med at acceptere den store opgave. Ønsket om genbosætning af et antal flygtninge er en integreret del af de fleste flygtningekriser.

Nabolandene til en krise, der skaber flygtninge, accepterer som regel, at de må lægge rum til hovedparten af flygtningene mod, at de bliver hjulpet økonomisk. Ofte vil de forvente, at glasset ikke kun bliver ved med at blive fyldt op, men at det internationale samfund også i mindre omfang modtager nogle af flygtningene. Det er her UNHCR’s genbosætningsprogram (kvoteflygtninge) og andre legale veje kommer ind i billedet.

Så værktøjerne og viden om deres anvendelse er tilstede, men den politiske vilje og evne til at bruge dem fuldt ud mangler. I forhold til Tyrkiet kom der hverken flere penge eller tilbud om genbosætning af nogle få tusinder. Med relativt begrænsede midler fra værktøjskassen kunne 2015-krisen højst sandsynligt have været undgået eller begrænset.

Den "forfejlede integration" 
Mit tredje og sidste punkt kommer ind her, nemlig forståelsen om den ’forfejlede integration’. Denne konstruktion er i lang tid blevet brugt som forklaring på, hvorfor Danmark ikke skal tage kvoteflygtninge eller kun ganske få. Forståelsen hænger fast i retorikken på trods af hyldemeter af studier og undersøgelser, der viser, at integrationen på mange måder går rigtig godt.

De områder, hvor det ikke går så godt, får lov til at stjæle billedet i den offentlige og politiske debat. Det skæve og unuancerede billede bruges som begrundelse for, at Danmark ikke kan modtage flygtninge i nogen væsentlig grad og dermed bidrage til, at det internationale system kunne fungere bedre.

Vend skuden og stop troen på, at enegang med Rwanda kan føre til mere humane globale løsninger. Økonomiske bidrag er altid en forudsætning, men en aktiv genbosætningspolitik er også en del af pakken, og den kan skabes gennem en række legale former. Liv skal reddes, når mennesker i nød banker på døren, og til det skal man sørge for effektive asylprocedurer. Danske bistandsmidler skal igen fokusere på udvikling, god regeringsførelse og menneskerettigheder fremfor pigtråd og andre uværdige afskrækkelsesformer.

debat@altinget.dk