Pia Kjærsgaard: Merkel tog Europa som gidsel med sin åbne invitation til migranter i 2015. Det må ikke ske igen

Af Pia Kjærsgaard (DF)
MF, værdiordfører

De fleste husker billederne af migranter på motorvejen ved Rødby og i Sønderjylland, da Europa lå åbent for asylsøgere i efteråret 2015.

Ikke alle var syrere, som flygtede fra krig og elendighed, men de kom også fra andre lande, fordi muligheden pludselig var opstået. Mange havde i årevis opholdt sig i et sikkert land som Tyrkiet, hvor forholdene var acceptable, men naturligvis ikke så gode som i Tyskland, Danmark eller Sverige.

Da den tyske forbundskansler, Angela Merkel, udtalte de berømte ord ”Wir schaffen das”, blev hun i brede kredse hyldet for sin store humanitet, men kendsgerningen var, at hun ikke alene tog sit eget folk som gidsel, men også andre lande, idet hun også talte på deres vegne – et statsoverhoved, valgt i et andet land.

Den uforsigtige udtalelse og åbningen af grænserne til EU forårsagede ikke alene kaos, men gjorde over en nat op med det bærende princip i Dublin-forordningen, at asylsager skal behandles i det første, sikre land, en flygtning dukker op i. Især landene i Østeuropa sagde fra. I Ungarn lod ministerpræsident Viktor Órban forstå, at Ungarn ikke ville finde sig at blive løbet over ende og invasionen af migranter strømme igennem landet.

Invitation til millioner af migranter

Hurtigt begyndte man til de fleste europæiske statslederes store forargelse at opføre grænsehegn til eksempelvis Serbien. Der skulle sættes en prop i hullet. Medierne fokuserede på desperate situationer langs de nyetablerede grænsehegn og politiets brug af tåregas.

Men tanken bag hegnene var det eneste rimelige og realistiske bud på en håndtering – og udtryk for en genoprettelse af lov og orden. Hvis ikke en grænse må beskyttes, giver den naturligvis ingen mening overhovedet.

Merkels åbne invitation til millioner af migranter smadrede i realiteten Schengen-samarbejdet, den gamle europæiske drøm om fri bevægelighed i EU, for sagen var jo, at man måtte passere igennem adskillige sikre lande for at komme til Tyskland.

I stedet blev det overladt til hvert enkelt land at beskytte sine grænser, fordi selve forudsætningen for de åbne grænser – en effektiv bevogtning af EU's ydergrænser – aldrig var blevet etableret. Der var stort set fri passage over Middelhavet, og i Tyrkiet brugte Erdogan migranterne som økonomisk pressionsmiddel for at presse penge ud af EU.

Det næste punkt på EU's dagsorden var herefter en fordeling af migranter mellem medlemslandene – igen noget, som de øst- og centraleuropæiske lande meget bestemt afviste som et utåleligt diktat.

Uenigheden gravede grøfterne dybere og dybere mellem det ”etablerede” EU og de nye medlemslande i Øst- og Centraleuropa, der blev mødt med trusler om økonomiske sanktioner, hvis ikke de makkede ret. Grøfterne er ikke blevet mindre i dag, hvor EU truer et land som Polen med bål og brand, fordi Polen nægter at acceptere, at landets forfatning skal være underlagt EU.

Migranter skal ikke bruges som pression

Hvorfor sagde lande som Polen, Ungarn og Tjekkiet fra? Måske fordi de blot 25 år forinden var sluppet af med en anden overmagt; nemlig Sovjetunionen.

Landene ville ikke affinde sig med en status som satellitstater for en ny stormagt med lande som Tyskland og Frankrig i spidsen. De nye stolte nationalstater ønskede fred og stabilitet til at genopbygge sig selv og indhente årtiers kommunistisk dikterede økonomiske efterslæb.

I dag har selv danske socialdemokrater og radikale tilsyneladende indset, at forudsætningen for åbne grænser i EU er en effektiv bevogtning af de ydre grænser – mange år efter at logikken var gået op andre i EU. Det siger da også sig selv, at vi skal genoprette stabiliteten.

Migranter skal ikke lokkes ud på en farefuld færd over Middelhavet og alt for ofte lide druknedøden, fordi en falsk europæisk humanitet nægter et slukke deres håb om et bedre liv i Europa. Migranter skal ikke bruges som et pressionsmiddel mod EU af en tyrkisk eller hviderussisk diktator. Migranter skal ikke være kastebolde mellem EU-lande med vidt forskellige niveauer for velfærd.

Asylbehandling i tredjelande

Nej, flygtninge og migranter skal have deres sager behandlet, før de bliver lukket ind i EU – og så er det vores pligt at sørge for ordentlige forhold i nærområderne. Vi skal skelne benhårdt mellem flygtninge og migranter. At være flygtning er noget midlertidigt. At være migrant er noget permanent. Det siger sig selv, at Europa aldrig vil kunne løse et eneste problem i den tredje verden ved at åbne grænserne for alle med et håb om et bedre liv.

Det er derfor ikke gjort med grænsehegn alene. Kun mennesker og befolkninger kan effektivt bevogte en grænse, og kun enighed i Europa vil kunne etablere de ydergrænser, som én gang for alle gør op med ideen om Europa som rejsemål for mennesker, der lever uden perspektiver for fremtiden.

Vi må kunne forlange, at disse mennesker skaber en tilværelse i deres egne lande og arbejder for, at de korrupte magthavere og despoter, som ødelægger deres lande, bliver fjernet.

Det gjorde befolkningerne i Europa op gennem historien. Det er derfor, vi har velfungerende demokratier i dag. Europæerne skabte dem selv ved at gøre op med utålelige tilstande.

debat@altinget.dk