Karsten Hønge: Storpolitiske koldfronter i Arktis kræver modernisering af Rigsfællesskabet

Af Karsten Hønge (SF)
Politisk ordfører, udenrigsordfører samt Grønlands- og Færøerneordfører

International politik er som et spil skak, hvor man ikke kan forstå hvert enkelt træk isoleret. Den naive spiller uden overblik ender som snack for de store.

Det er kun et par år siden, at Kina vedtog en arktisk strategi, hvori landet definerer sig selv med det nyopfundne og absurde begreb “nærarktisk stat”. Men Kina har gennem mange år forsøgt at sætte foden i døren til Grønland og Færøerne.

Hvis vi ikke står sammen, risikerer Rigsfællesskabet og lavspændingen i Arktis at blive sat skakmat. Vi skal insistere på, at de oprindelige folks interesser er i centrum.

Moderne imperialisme indpakket i fint papir

I omegnen af fire millioner mennesker bor i den arktiske region, men har vidt forskellige muligheder for at bestemme over deres egen fremtid. Danmark skal i alle internationale fora forsvare oprindelige folks ret til selvbestemmelse.

Uanset om det er kinesiske tilbud om køb af Grønnedal og finansiering af lufthavne eller den aktuelle amerikanske charmeoffensiv, gælder den gamle læresætning: “There is no such thing, as a free lunch”. Jeg har ofte hørt grønlandske politikere sige, at kinesiske penge ikke lugter. Men vi skal være helt bevidste om stormagters reelle interesser, og vi skal beskytte sårbare og vitale dele af samfundet.

På Færøerne pressede Kina på, for at Huawei kunne få adgang til teleområdet, men også her endte kineserne med at løbe mod en lukket dør. Men Kinas dispositioner kan naturligvis ikke forstås uden samtidig at inddrage Ruslands oprustning, og USA’s markant øgede interesse.

Der er ikke plads til naivitet. Hverken i forhold til Kina, USA, Rusland eller andre større magter med intense interesser for Arktis, herunder Frankrig og Storbritannien.

Trump blev kendt for sit slogan: “America First”, men det samme råb gjalder i alle andre større lande, hvor de nu blot sætter deres eget land først. De fedter med økonomisk støtte med den ene hånd og truer militært med den anden. Det er moderne imperialisme pakket ind i fint papir.

Rigsfællesskabet skal moderniseres

Snart åbner USA et repræsentationskontor i Thórshavn, og adskillige senatorer og diplomater har også besøgt Færøerne den seneste tid. Men hvad gør vi, når Kina, Rusland og andre ønsker repræsentation i Grønland og på Færøerne?

EU skruer også op for blusset, og Kommissionen har netop fremlagt et forslag til en arktisk strategi. Desuden ønsker EU en fysisk repræsentation. Grønland modtager allerede nu store tilskud til uddannelse, og en ny aftale giver over syv år Grønland 1,7 milliarder, hvilket er et kæmpestort beløb i grønlandsk kontekst. Omregnet til dansk økonomi svarer beløbet til astronomiske 175 milliarder.

Vores svar skal blandt andet være en modernisering og demokratisering af Rigsfællesskabet. Det skal være tre lande, som vælger hinanden til. Tre nationer, som ligeværdigt indgår i et tæt samarbejde. Samtidig kan et intensiveret samarbejde mellem de nordiske lande være et modtræk til stormagternes pågående interesse.

LÆS OGSÅ: Claus Hjort: Naivt at satse på lejrbålsdiplomati i magtspillet mod Kina

Politiske koldfronter trækker sig sammen

Kina skubber til grænser overalt i verden. Fra nye militariserede øer i Det Sydkinesiske Hav, krænkelser af Taiwan, aflivningen af demokratiet i Hong Kong samt et stramt greb om Grækenland og flere afrikanske lande. “Belt and Road”-projektet er desuden konkret fysisk udrulning af kinesiske interesser.

Kina, som på grotesk vis har samlet det værste fra kapitalismen og kommunismen, opfører sig stadig mere offensivt både militært og økonomisk – og en af de vigtigske veje til global indflydelse er opbygning af en stærk flåde.

I 2015 havde Kina 255 krigsskibe. I 2020 var antallet vokset til 360 krigsskibe, hvilket er 60 flere end USA råder over. Udbygningen fortsætter og bakkes op af moderne supersoniske missiler, der flyver med fem gange lydens hastighed, nye satellitsystemer, overvågning og kampfly.

USA og Kina er historien om den gamle og nye supermagt. Kina er i dag verdens største økonomi, og landet har gennemført en helt ufattelig udvikling, hvor nationalproduktet er 40-doblet, siden Deng Xiaoping kom til magten sidst i 70’erne.

Isen omkring Arktis smelter, nye sejlruter bliver tilgængelige og fremtidig minedrift bliver nemmere. Kinas appetit på global indflydelse kan ikke stilles, og de har især et sultent øje på de sjældne jordarter, som de har opbygget stærke kompetencer i at bearbejde. Arktis bliver varmere og varmere, men politiske koldfronter trækker sammen.

debat@altinget.dk