Leger Orbán med EU, eller vil truslen om 56 milliarder tabte støttekroner få Ungarn til at rette ind?

BRUXELLES: Der er noget ved den måde, et forslag om at trække Ungarn 56 milliarder kroner i EU-støtte er blevet modtaget af premierminister Viktor Orbáns regering, der får alarmklokkerne til at bimle i Bruxelles.

Der er nemlig ikke noget af den sædvanlige opkørte angrebsretorik fra Orbáns ellers let ophidselige forsvarere i den ungarske regering, efter at EU-Kommissionen søndag meldte ud, at den for første gang nogensinde vil bruge et nyt demokrativærktøj mod et EU-land til at lukke for pengestrømmene, medmindre Ungarn får styr på den udbredte svindel med EU-midler i landet.

Mens Orbáns tro væbner, den polske premierminister Mateusz Morawiecki, skældte ud på ”eurokrater, der vil knække rygraden på suveræne stater” og lovede at stemme mod Kommissionens forsøg på ”ulovligt at fratage et medlemsland støtte”, så var reaktionen fra Budapest langt mere afdæmpet.

Da justitsminister Judit Varga tirsdag troppede op i Bruxelles til et ministerrådsmøde, var hun både samarbejdsvillig og overbevist om, at den sag nok skulle kunne løse sig.

”Ungarn er ikke blevet beskåret i EU-midler indtil videre. Og det er der heller ikke nogen fare for, hvis vi fortsætter sammen ned ad denne vej i en konstruktiv ånd,” lød det fra Varga.

En klub, ikke en hæveautomat

Her bekræftede hun også, at ungarerne vil lægge sig i selen for på ganske kort tid at gennemføre 17 konkrete tiltag, der skal styrke bekæmpelse af korruption i landet, der har EU-rekord i revisoranmærkninger, når det kommer til forvaltning af penge fra fællesskabskasserne. 

Det skal ske ved blandt andet at skabe en ny ”integritetsmyndighed”, nedsætte en antikorruptionstaskforce, højne krav om angivelse af økonomiske interesser for højtstående politikere og nedbringe antallet af udbud, hvor der kun er én budgiver. Det er i dag tilfældet i halvdelen af alle offentlige udbud og et alvorligt faresignal om, at der er noget, der ikke står rigtigt til.

Det har fået reaktionerne til at dele sig i to lejre.

Der er dem, der mener, at EU endelig har taget et middel i brug over for Ungarn, der ser ud til at virke. At truslerne på pengepungen kan være startskuddet til at få Orbáns regering ind på en mere midtsøgende kurs, hvor den behandler EU som ”en klub med regler, og ikke en hæveautomat”, som den liberale ungarske politiker, Dániel Berg, har formuleret det.

De peger også på, at ungarerne ikke bør kunne slippe ud af kniben uden at levere reelle reformer, som vil højne kontrollen med, om EU-penge ender i de forkerte lommer, sådan som udredninger fra både EU’s antisvindelkontor og organisationer som Transparency International peger på.

For lidt og for sent

Og så er der dem, der peger på det faktum, at ungarerne virker til at tage så let på det, at ikke engang regeringens egen mand i Kommissionen, Oliver Varhelyi, stemte imod beslutningen i søndags, selv om han er kendt for at agere Orbáns forlængede arm i Bruxelles. Det ses som et vink med en vognstang om, at regeringen regner med forholdsvist let at kunne orme sig af krogen igen og få sine EU-penge.

Kritikerne beklager for det første, at man ”kun” truer med at fjerne omkring en tredjedel af de såkaldte strukturfondsmidler til landet. Det er langt fra at lukke kassen helt i.

For det andet er det da muligt, at der kan blive leveret tiltrængte reformer mod korruption. Men hvad nytter det, hvis det system, der skal retsforfølge dem, der er blevet taget med hånden i kagedåsen, ikke fungerer. Her lyder anklagen, at det er en kæmpe fejl ikke også at gøre reform af et politiseret ungarsk retssystem til en del af kravene for, at Ungarn kan få del i EU-midlerne.

Det blotlægger også de begrænsninger, der ligger i den konditionalitetsmekanismen, som EU’s nye og aldrig før anvendte demokrativærktøj bliver kaldt. Det bliver ofte fremstillet som en hammer, der kan bruges til at slå lande i hovedet med, hvis de bevæger sig væk fra de fælles demokratiske grundprincipper. Men det lykkedes kun at blive enige om et langt smallere instrument, da det blev forhandlet på plads tilbage i 2020.

Derfor kan det kun bruges til at stoppe pengestrømme, hvis der er egentlig fare på færde for EU-midlerne. Ikke hvis der for eksempel er tale om knægtelse af mindretals rettigheder, mediefrihed, indgriben i det politiske system eller andre punkter på det synderegister, som menneskeretsvagthunde har råbt op om i Ungarn gennem de nu 12 år, som Orbán har været ved magten, og som i sidste uge fik Europa-Parlamentet til i en resolution at erklære, at Ungarn ikke længere kan regnes som et reelt demokrati.

En styrkeprøve

Den ungarske regering har i årevis været en mester i at danse en særlig dans med EU, hvor der er blevet trådt to skridt over stregen og et tilbage, når protesterne fra Bruxelles er blevet for højlydte.

Der er ingen tvivl om, at den ungarske reaktion også er en del af det ritual, samtidig med at de har brug for EU-milliarderne til at hjælpe en stærkt presset ungarsk økonomi.

De næste måneder bliver derfor lidt af en styrkeprøve. For Ungarn i forhold til, i hvor høj grad regeringen ender med at rette ind. For Kommissionen i forhold til, hvad den vil acceptere fra Budapest, før den vil give sit grønne lys til at udbetale pengene. Og for EU-landene, der sidder med den endelige beslutning, om de vil træffe den.

Som beskrevet har den polske regering allerede på forhånd sagt, at den vil modsætte sig en sådan beslutning uanset hvad. Spørgsmålet er, om andre lande også kunne tøve med at bruge det nye værktøj mod én i kredsen, selv hvis Kommissionen anbefaler det.

Manges øjne rettes i den forbindelse mod Italien, hvor målingerne spår, at der efter valget på søndag vil komme en højrenational og stærkt EU-kritisk regering, der med stor sandsynlighed vil stå last og brast med Orbán.

For at stoppe beslutningen skal der mindst fire lande til, der tegner sig for mindst 35 procent af EU’s befolkning.

Italien, Polen og Ungarn tilsammen står for 24 procent. De er dermed ikke snublende tæt på at kunne mønstre et blokerende mindretal, men de er heller ikke så langt fra, at det bare kan negligeres. Og så er vi lige vidt.

rikke@altinget.dk