Økonomisk forsker: Mangel på arbejdskraft er altid midlertidig

Med noget der ligner historisk lav ledighed og høj beskæftigelse, kan det danske arbejdsmarked synes at være støvsuget for tilgængelig arbejdskraft.

Men mange virksomheder har appetit på mere, og i dele af den offentlige sektor er man ramt af en decideret rekrutteringskrise.

Det har gjort manglen på ledige hænder til et af de mest centrale aktuelle politiske spørgsmål, og har sat både regeringen og Folketingets politikere under pres for handling fra såvel erhvervslivets organisationer som de offentlige ansattes arbejdsgivere i kommunerne og regionerne.

Mens Venstre taler om lavere ydelser til arbejdsløse, og Konservative går til valg på afskaffelse af topskatten, så har regeringen bebudet endnu en reformplan under overskriften ’Danmark kan mere’.

Spørger man lektor i økonomi ved Københavns Universitet, Jeppe Druedahl, kan der imidlertid være god grund til at slå koldt vand i blodet.

I hvert fald når det kommer til de mere klassiske arbejdsudbudsreformer som ændringer i skattesatser, justering af pensionsordninger og tilpasninger af overførselsindkomster.

”De ting skal man lave, hvis man gerne vil have dansk økonomi til at se anderledes ud på længere sigt. Man skal ikke gøre det, fordi der er virksomheder, der gerne vil hyre mere arbejdskraft nu og her,” siger Jeppe Druedahl.

{{toplink}}

Højere priser og højere lønninger

Det er typisk den slags mere strukturelle tiltag, som kommer til diskussion, når der skal tages stilling til, hvordan det samlede arbejdsudbud, eller den samlede arbejdsstyrke om man vil, kan gøres endnu større.

Regeringen har i et vist omfang forsøgt at arbejde sig hen i et andet reformspor ved at lancere de såkaldte anden generationsreformer, der skal tage livtag med nogle af de mere komplekse problemstillinger på arbejdsmarkedet, hvor ting som integration og socialpolitik også spiller en rolle.

Ind til videre er det dog kun i begrænset omfang lykkedes at konkretisere, hvad de reformer går ud på, og i endnu mindre grad at dokumentere, hvor stor effekt de reelt vil have.

Ifølge Jeppe Druedahl er det oplagt, hvis man kan bruge den aktuelle højkonjunktur til at hjælpe nogle af de borgere, som har været langt fra arbejdsmarkedet til at komme i et almindelige arbejde eller noget der ligner.

Men markedet tilsiger også, at efterspørgslen på arbejdskraft vil tilpasse sig gennem de almindelige prismekanismer.

”I det omfang, det handler om, at danske virksomheder kan sælge så meget, at de bliver ved med at have behov for mere arbejdskraft, så må de hæve deres priser, og lønningerne må stige. Det mener jeg, er den tilpasning, som må ske over længere sigt,” siger Jeppe Druedahl.

Mere ideologi end økonomisk nødvendighed

Dermed ikke sagt at alle diskussioner om arbejdsudbud, størrelsen på den offentlige sektor, og om hvornår det kan betale sig at tage et arbejde, er irrelevante eller bare kan overlades til en eller anden usynlig hånd.

Jeppe Druedahls pointe er bare, at de diskussioner i højere grad handler om politiske prioriteringer og ideologi, end om samfundsøkonomiske nødvendigheder.

”Når det kommer til samfundsøkonomien, så er en af de vigtige ting at holde øje med, at vi skal sikre, at der er en fortsat produktivitetsfremgang, og så skal vi sikre, at de offentlige finanser er holdbare. Og vi skal sikre, at man kan nå de politiske prioriteringer, man gerne vil nå,” siger han.

Med det in mente så handler det politiske på helt overordnet plan om, hvilke prioriteringer der skal være i samfundet. Hvor stor en offentlig sektor, vil man have? Hvor meget omfordeling skal der være? Og hvor fint masket et socialt sikkerhedsnet skal der spændes ud?

”Når vi har taget højde for de prioriteringer, så vil økonomien bevæge sig i forhold til, at der vil være en samlet arbejdsstyrke af en vis størrelse. Og så vil den private beskæftigelse være afledt af, hvor stor den offentlige beskæftigelse er,” siger Jeppe Druedahl og fortsætter:

”Det er den normale måde tingene fungerer på i en økonomisk model. På den måde er mangel på arbejdskraft altid midlertidigt i den forstand, at priserne og lønningerne ikke har tilpasset sig endnu.”

Vi har ikke et konkurrenceevneproblem

Han understreger dog i samme ombæring, at der kan være samfundsøkonomiske forhold, man skal være opmærksom på i balancen mellem den offentlige og den private sektor.

Eksempelvis hvis den offentlige sektor lægger pres på lønningerne i den private sektor i et omfang, så det svækker den generelle konkurrenceevne. Sker det i en situation, hvor der er problemer med betalingsbalancen, så vil de problemer blive endnu større.

"Men så er det, fordi vi har et samfundsøkonomisk problem, som handler om betalingsbalancen, og det er bare ikke der, vi er lige nu,” siger Jeppe Druedahl.

Han mener derfor heller ikke, at man skal være meget bekymret over udsigten til, at der de kommende år bliver brug for flere hænder i den offentlige sektor til at tage sig af det stigende antal ældre. Heller ikke selv om det vil betyde, at der er færre til at tage et job i det private.

”Det er jo en politisk diskussion, om man vil have et uændret serviceniveau eller en større eller mindre offentlig sektor. Men for mig at se er der per definition ikke noget nationaløkonomisk problem i, at den private beskæftigelse ikke kommer til at stige så meget de kommende år,” siger Jeppe Druedahl.

Ønsker man politisk at flere skal arbejde i den offentlige sektor de kommende år, så står man imidlertid også med en udfordring, som handler om rekruttering.

Rekrutteringskrise handler ikke om arbejdsudbud

Eftersom lønningerne i den offentlige sektor er bundet op på udviklingen i den private sektor, så er det ikke noget, der umiddelbart kan løses af markedet selv og løntilpasning.

”Problemet med at rekruttere til den offentlige sektor handler for mig at se mere om at have folk med de rigtige uddannelseskvalifikationer, end det handler om, hvorvidt der er ledige hænder i den samlede arbejdsstyrke,” siger Jeppe Druedahl.

For ham at se handler løsningerne på det problem derfor i højere grad om ting som at få folk uddannet til de opgaver, der skal løses, og at få dem, der er uddannet, til at blive inden for de jobområder, hvor der er behov for dem.

{{toplink}}

Men for at folk overhovedet skal vælge at gå den vej, skal de også kunne se fordele ved at vælge det frem for andre muligheder.

”Det skal være nogenlunde lige fordelagtigt at arbejde i det private som i det offentlige. Men lige nu ser det ud til, at mange opfatter det som værre at arbejde offentligt end privat, og det må man så overveje at kompensere for. Om det så er højere løn, eller bedre ledelse og bedre strukturer, som skal til, det er så spørgsmålet,” siger Jeppe Druedahl.

Relativt optimistisk

Med til den samlede historie hører dog også, at de økonomiske modeller måske nok et godt stykke hen ad vejen illustrerer de centrale mekanismer og balancepunkter i en samfundsøkonomi.

Men at timingen og omfanget af den virkelige verdens ’tilpasninger’ kan være svære at forudse. Og at disse tilpasninger ofte dækker over væsentlige omvæltninger i konkrete menneskers liv.

Når Finansministeriet eksempelvis forventer, at den aktuelle højkonjunktur over de kommende år vil aftage, og en mere neutral konjunktursituation vil indfinde sig, så betyder det samtidig, at der vil være folk, som mister deres arbejde og formentlig også virksomheder, der må lukke.

Finansministeriet opererer også med et risikoscenarie, hvor ikke mindst manglende gasleverancer fra Ruslands får energiprisernes himmelflugt til at fortsætte og inflationen samtidig fortsætter på et højt niveau. Det vil ramme endnu flere mennesker hårdt.

Jeppe Druedahl læner sig mest til den mindre pessimistiske version af fremtidsudsigterne.

”Jeg er relativ optimistisk stadigvæk. Men en lille stigning i arbejdsløsheden er nok svær at undgå, når vi har faldende vækst på eksportmarkederne, og der også er ting, som trækker ned i den indenlandske efterspørgsel,” siger Jeppe Druedahl.

ECB på svær opgave

Han vurderer, at der er ”stor sandsynlighed” for, at der over det kommende hele til halvandet år vil ske en normalisering af inflationen.

Blandt andet set i lyset af, at visse råvarepriser igen er begyndt at falde på verdensmarkedet og at energipriserne synes at have stabiliseret sig.

”På den måde, tror jeg, at der er en god sandsynlighed for en blød landing. Men der er selvfølgelig risikoscenarier. Udover krigen i Ukraine, så er der også svag forbrugertillid og en vis pessimisme fra virksomhederne. Det kan sætte en negativ spiral i gang. Den fare er der,” siger Jeppe Druedahl.

Han mener derfor, at det er fornuftigt, at regeringen vælger en finanspolitik, som ikke skubber yderligt til inflationen. Men som heller ikke strammer for meget.

I det store billede er det dog begrænset, hvad finansminister Nicolai Wammen (S) kan gøre for at dæmpe op for inflationen. Her ligger de afgørende beslutninger hos den europæiske centralbank, ECB, som er begyndt at hæve renten.

Rentestigninger vil trække den generelle efterspørgsel ned og lægge en dæmper på den økonomiske aktivitet. Det er selve formålet for at kunne dæmpe inflationen. Men det kan også skubbe til en økonomisk recession.

”Det er ECB, der sidder med den store udfordring i økonomisk politik lige nu. Man er nødt til at stramme pengepolitikken nu, men hvornår stopper man igen og lægger renten fladt? Det bliver et rigtig svært valg, som de kommer til at stå med i starten af 2023,” siger Jeppe Druedahl.

kim@altinget.dk