Nye dokumenter afslører: Sådan foregår møderne i Socialdemokratiets erhvervsklub

Altinget kan nu beskrive detaljer fra de otte møder, som Socialdemokratiets erhvervsklub har afholdt, siden partiet vandt regeringsmagten i 2019. Hvem deltog på møderne, hvad blev der diskuteret i den lukkede klub, og hvordan brugte ministrene embedsværket? Få svarene her. 

På baggrund af en række omfattende aktindsigter kan Altinget nu give et detaljeret indblik i de otte møder, der er afholdt i Socialdemokratiets erhvervsklub, Erhvervsforum Vækst DK, siden partiet formede regering i sommeren 2019.

Altinget har fået adgang til invitationer, tilmeldingslister, mødeoplæg, planlægning samt anden kommunikation og dialog i forbindelse med de seneste to års møder i Socialdemokratiets erhvervsklub.

Dokumenterne, som strækker sig over hundredevis af sider, viser, at mindst seks ministre - herunder Mette Frederiksen (S), finansminister Nicolai Wammen (S) og skatteminister Morten Bødskov (S) - har deltaget på et eller flere af de otte møder, hvor omkring 70 indflydelsesrige personer i dansk erhvervsliv i alt har været tilmeldt. 

De omkring 70 personer, som Altinget kender til, fordeler sig på lidt over 50 virksomheder og organisationer, der er medlemmer af erhvervsklubben. 

Dokumenterne viser desuden, at ministrene på mindst tre af de otte møder har fået hjælp af embedsværket i arbejdet med ministrenes oplæg til møderne. 

Endnu flere ministre end dem, som er endt med at deltage, har været inviteret til møderne i erhvervsklubben, hvor også andre fremtrædende socialdemokrater - som tidligere københavnske overborgmestre og folketingsmedlemmer - har været tilmeldt.  

På tilmeldingslisterne optræder flere prominente navne som blandt andet den tidligere erhvervsminister og nuværende topchef for Dansk Erhverv, Brian Mikkelsen, FH-formand Lizette Risgaard og Dansk Energi-bossen Lars Aagaard.

Lars Aagaard og Nykredits topchef, Michael Rasmussen, er blandt de mest mødeaktive medlemmer i erhvervsklubben, da de har været tilmeldt samtlige møder i 2019 og 2020, som Altinget har tilmeldingslister fra.

For den unikke adgang til regeringens topfolk og de andre fremtrædende socialdemokrater opkræver Erhvervsforum Vækst DK et årligt kontingent på 20.000 kroner. 

For det beløb får medlemmerne adgang til fire møder om året.

I valgår er erhvervsklubben blandt partiets største bidragsydere, og for at blive medlem af den eksklusive klub skal man godkendes af foreningen. 

Ud over formand Jens Kramer Mikkelsen består erhvervsklubbens bestyrelse af Henrik Sass Larsen, Morten Nielsen og Socialdemokratiets partisekretær, Jan Juul Christensen.

Men hvad bliver der diskuteret, når den lukkede klub mødes, hvilke ministre har mødtes med erhvervsfolkene, og i hvilket omfang har ministrene trukket veksler på deres respektive embedsværk i forbindelse med aktiviteterne i Socialdemokratiets erhvervsklub? 

De spørgsmål og mange flere kan Altinget nu besvare. 

Altinget har nemlig genskabt de otte møder, der har været afholdt i erhvervsklubben, siden partiet sikrede sig regeringsmagten i juni 2019.

Vi begynder med mødeplanen for 2021. Ved at udvide faktaboksen herunder kan du danne dig et overblik over de planlagte møder i erhvervsklubben i 2021.

Årets første to møder er afholdt. Derfor kan du også læse om nogle af de ministre, der har været inviteret til og deltaget på møderne. 

I skemaet nedenunder har vi samlet et overblik over, hvilke personer der har deltaget i erhvervsklubbens møder i 2019 og 2020.

Altinget har tilmeldingslister fra de pågældende møder bortset fra mødet 3. juni 2020.  

 

Altinget har spurgt Socialdemokratiets partisekretær, Jan Juul Christensen, om han vil udlevere de komplette deltagerlister til samtlige otte møder i erhvervsklubben siden sommeren 2019, men det har han afvist.

Partisekretæren understreger, at "han ikke har yderligere at tilføje" med henvisning til hans udtalelser til Altinget i april. 

Her lød det blandt andet, at "Erhvervsforum Vækst DK er en forening, hvis formål er at styrke dialogen mellem Socialdemokratiet og erhvervslivet," i et skriftligt svar fra partisekretæren.

Vi begynder nu den detaljerede gennemgang af erhvervsklubbens otte møder siden sommeren 2019 møde for møde. 

26. september 2019

 

I slutningen af september 2019 afholder Socialdemokratiets erhvervsklub sit første møde, efter partiet har tilkæmpet sig regeringsmagten ved folketingsvalget i juni 2019.

Mødet afholdes hos Audi Gladsaxe på Turbinevej i Søborg. Seancen skal efter planen begynde klokken 8, hvor Audi Danmark byder velkommen. 

Ti minutter senere skal skatteminister Morten Bødskov holde et politisk oplæg. 

Over en måned før mødet løber af stablen, tilkendegiver Sophie Bruun Kristensen, konsulent i Socialdemokratiet, over for Skatteministeriet og Morten Bødskovs særlige rådgiver, Jakob Eldrup Lauesen, at man gerne ser, skatteministeren står for oplægget på mødet.

Det kræver dog en rykker fra partikonsulenten, før ministeriet 27. august bekræfter, at Morten Bødskov deltager i mødet og vil tage sig af den politiske orientering. 

Det skulle ministeren fortælle om
Ni dage før mødet sender Sophie Bruun Kristensen en mail til to ministersekretærer i Skatteministeriet, hvor hun kort skitserer, hvilke emner man ønsker, at Morten Bødskov berører i sit oplæg.

"Der må gerne være en overordnet orientering - altså en opsummering af, hvad regeringen skal lave det næste halve år, hvad vi har gjort indtil videre og evt. aktuelle sager og dertil om skatteområdet," skriver hun. 

Den ene ministersekretær sender herefter mailen videre til en souschef, en afdelingschef og skatteministerens taleskriver. 

26. september er et oplæg med navnet "Oplæg for Socialdemokratiets erhvervsklub" klar. 

Oplægget er prydet med Skatteministeriets navn og logo, ligesom Morten Bødskov også er præsenteret som skatteminister på oplæggets første side.

Af oplægget fremgår det, at Morten Bødskov begynder orienteringen ved at fortælle om 'centrale skattepolitiske pejlemærker', før han skal hoppe videre til blandt andet at forklare om, hvordan regeringen vil skabe 'bedre rammevilkår for erhvervslivet', få 'tilliden tilbage til skattemyndighederne' og få 'styr på problemområderne'.

Efter oplægget er der 'debat'.

Mødet afsluttes med 'networking'.

Skarp kritik fra støttepartier
At Morten Bødskov har fået embedsmærkets hjælp til arbejdet med oplægget, har, som Altinget tidligere har beskrevet, vakt skarp kritik fra regeringens tre støttepartier. 

"Hvis det her er lovligt, skal loven i hvert fald laves om," lød det i juni fra Radikales daværende retsordfører, Kristian Hegaard, til Altinget.

Enhedslistens demokratiordfører, Rosa Lund, har kaldt Morten Bødskov i samråd om sagen, og SF's retsordfører, Karina Lorentzen, har bedt justitsminister Nick Hækkerup (S) fremlægge en juridisk vurdering af, hvilke regler der er gældende på området. 

Frederik Waage, professor i forfatningsret på Syddansk Universitet, og Roger Buch, forskningschef i samfundsfag ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, har begge kritiseret arbejdsgangen, og de to eksperter har henholdsvis beskrevet processen som "ikke lovligt" og "helt klart problematisk".

Denne kritik har Morten Bødskov afvist. 

"Jeg er uforstående over for kritikken. Embedsmænd kan i alle sammenhænge betjene mig i sager, der har relation til mit fagområde eller funktion i regeringen. Det var i øvrigt velkendt stof på skatteområdet, som jeg talte om," lød det i juni i en skriftlig kommentar fra Morten Bødskov til Altinget.

6. december 2019

  

Lidt over to måneder efter mødet hos Audi Gladsaxe i Søborg samles Erhvervsforum Vækst DK igen. 

Socialdemokratiets partisekretær, Jan Juul Christensen, står for at sende invitationerne ud til dette møde.

Denne gang er Ledernes Hovedorganisation på Vermlandsgade i København vært for mødet. 

Ligesom på det foregående møde skal erhvervsklubbens medlemmer have fundet sig til rette klokken 8, hvor Jan Juul Christensen byder velkommen sammen med Henrik Bach Mortensen, daværende direktør for Ledernes Hovedorganisation. 

Herefter skal den politiske orientering leveres af 'statsminister Mette Frederiksen', efterfulgt af 'debat' og 'networking' vanen tro.

Morten Bødskov deltager også på mødet, ligesom den daværende overborgmester i København, Frank Jensen (S), er tilmeldt mødet.

Udenrigsminister Jeppe Kofod er inviteret til dette møde, men Udenrigsministeriet har oplyst til Altinget, at Jeppe Kofod ikke har deltaget i nogen møder i erhvervsklubben, siden han blev udenrigsminister.

Miljøminister Lea Wermelin er også inviteret, men hun melder afbud i begyndelsen af oktober 'af kalendermæssige årsager'.

3. marts 2020

 
 

Otte dage før Mette Frederiksen lukker Danmark ned som følge af coronaepidemien, mødes Socialdemokratiets erhvervsklub hos FSR - Danske Revisorer på Kronprinsessegade i København.

Jens Kramer Mikkelsen sender invitationerne til mødet ud, og det er også erhvervsklubbens formand, som ifølge programmet er ordstyrer og åbner mødet klokken 17. 

Der vil være 'en let anretning' til mødet.

Efter Jens Kramer Mikkelsen har åbnet mødet, giver han efter planen ordet videre til Charlotte Jepsen, administrerende direktør i FSR - Danske Revisorer, som skal holde et fem minutters oplæg om FSR - Danske Revisorer, og hvad der rører sig i revisionsbranchen. 

Dernæst er det planen, at finansminister Nicolai Wammen skal stå for den politiske orientering. 

Og de planer har været længe undervejs. 

 

Optakten til mødet
Allerede 11. december 2019 sender Sophie Bruun Kristensen en mail til finansministerens særlige rådgivere, Mads Brandstrup og Mathias Secher, for at afstemme mødedatoerne for flere af erhvervsklubbens møder i 2020 med finansministerens kalender.

20. januar - dagen før Nicolai Wammen begynder en kort forældreorlov - bekræfter ministersekretæren, at møderne i marts og december nu er reserveret i ministerens kalender.

25. januar, mens finansministeren er på forældreorlov, understreger Sophie Bruun Kristensen endnu en gang, at man håber på, at Nicolai Wammen hurtigst muligt kan endeligt bekræfte sin deltagelse på mødet. 

"Hvis det viser sig, at han ikke kan, finder vi en anden minister. Jeg håber, at I kan give endeligt tilsagn hurtigst muligt, når han er tilbage fra barsel," skriver partikonsulenten til finansministerens to særlige rådgivere. 

3. februar er Nicolai Wammen tilbage fra sin forældreorlov, og 11. februar nikker ministeriet til programmet. 

"Ingen bemærkninger fra Nicolai - du kan sende ud," lyder det i en mail fra ministersekretæren til Sophie Bruun Kristensen, der har fremsendt programmet til gennemsyn.

Wammen fik også hjælp af embedsværket
På dette møde har Nicolai Wammen - som Altinget tidligere har beskrevet - også fået hjælp af sit embedsværk i forbindelse med oplægget, ligesom Morten Bødskov har fået det til andre møder.

Et dokument med titlen 'FM-oplæg: Erhvervsforum Vækst 3. marts 2020' er dateret til 28. februar i Finansministeriet. 

Nicolai Wammen har også fået en såkaldt 'billedbog,' hvor deltagerne på mødet er præsenteret med billede, navn og titel, så finansministeren let kan genkende dem. 

Selve finansministerens oplæg indeholder en gennemgang af den økonomiske situation i landet med fokus på blandt andet vækstprognoserne for 2020 og 2021, den grønne omstilling samt forventningerne til udviklingen i jobskabelsen. 

Frederik Waage, professor i forfatningsret på Syddansk Universitet, mener, at embedsmændenes involvering i erhvervsklubben aktiviteter generelt kan sammenlignes med, at embedsmændene hjælper politikerne med at føre valgkamp.

"Erhvervsklubberne skal være en ren partiaktivitet. Møderne skal ikke organiseres med embedsmændenes deltagelse. Det ligger fast, og det er også blevet sagt før," siger Frederik Waage til Altinget og tilføjer:

"Embedsmænd skal ikke medvirke i at forberede de her møder, ligesom embedsmænd ikke skal medvirke i politikernes valgkampe. Det er en del af stillingsbeskrivelsen for en minister at medvirke i politiske møder, som embedsmænd godt kan være med til at forberede. Men der er afgørende forskel på politiske møder og fundraising-arrangementer, som erhvervsklubberne må betegnes som."

Den kritik har Finansministeriet dog tidligere afvist til Berlingske, som også har omtalt sagen. 

"Finansministeriet vurderer, at den bistand, der er udført af ministeriet, er helt inden for rammerne herfor," lød det i et skriftligt svar fra Finansministeriet til avisen. 

Efter debatten skal mødet rundes af med 'networking'.

Nicolai Wammen er ikke den eneste minister, som er tilmeldt mødet.

Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) er tilmeldt mødet sammen med sin særlige rådgiver, David Tarp. 

Erhvervsminister Simon Kollerup (S) er ikke tilmeldt mødet, men det er erhvervsministerens daværende særlige rådgiver, Sofie Findling Andersen. 

3. juni 2020

Nøjagtigt tre måneder efter mødet i marts afholdes det næste møde i erhvervsklubben. 

Det er erhvervsklubbens første virtuelle møde i den nye regeringsperiode, da coronakrisen på dette tidspunkt har ramt Danmark. 

"Da det endnu er usikkert, hvornår vi kan mødes under normale omstændigheder i netværket igen, inviterer vi i stedet til et online møde," skriver Jens Kramer Mikkelsen i invitationen til mødet.

Programmet til dette møde er ikke nær så detaljeret som til de foregående møder, men mødet skal begynde klokken 17.

Det fremgår af invitationen, at Mette Frederiksen vil give en politisk orientering, hvorefter der vil være mulighed for debat og spørgsmål.

Udenrigsminister Jeppe Kofod er inviteret til dette møde, men han deltager ikke.

Altinget har ikke den komplette deltagerliste til mødet. 

16. september 2020

 

16. september skal Erhvervsforum Vækst DK mødes igen, og denne gang kan medlemmerne mødes fysisk.

Det foregår klokken 8 hos Dansk Erhverv på Børsen i København, og deltagerne er velkomne fra klokken 7.40.

Jens Kramer Mikkelsen er afsender på invitationen i begyndelsen af september, og her understreger han, at 'mødet afholdes i overensstemmelse med alle retningslinjer og anbefalinger for at forebygge smittespredning med covid-19'.

To dage før mødet følger Sophie Bruun Kristensen op med en mail, hvor det fremgår, at netværksdelen er droppet for at forhindre smittespredning.

"Der vil desværre ikke være mulighed for at netværke og gå rundt imellem hinanden på samme måde, som vi plejer. Vi opfordrer også til, at alle følger myndighedernes generelle anbefalinger: Hold afstand, undgå håndtryk, vask hænder eller brug håndsprit og bliv hjemme, hvis du har symptomer," skriver hun.

Ifølge programmet vil Dansk Erhvervs administrerende direktør, Brian Mikkelsen, stå for velkomsten sammen med Jens Kramer Mikkelsen klokken 8. 

Ti minutter senere skal Mette Frederiksen stå for det politiske oplæg. 

Regeringen er stærkt repræsenteret på dette møde. 

Udover Mette Frederiksen er tre ministre tilmeldt. 

Det drejer sig om den daværende minister for fødevarer, fiskeri, ligestilling og minister for nordisk samarbejde Mogens Jensen (S), Morten Bødskov samt Simon Kollerup. 

Dagen før mødet modtager Simon Kollerup en billedbog i stil med Nicolai Wammens fra det foregående møde.

Erhvervslivets medlemmer er præsenteret med billede, navn og titel, så erhvervsministeren kan genkende dem.

Simon Kollerup figurerer ikke som en del af programmet, men der eksisterer en række dokumenter i Erhvervsministeriet med navnene 'Beredskab vedr. genstart af dansk eksport', 'Beredskab vedr. Grønt Erhvervsforum', 'Beredskab vedr. nye restriktioner, herunder (regionale) kompensationspakker' og 'Beredskab til MIN's deltagelse i Erhvervsforum Vækst DK - frist kl.17'.

Det indikerer, at man i ministeriet har hjulpet med at forberede ministeren på, hvilke emner medlemmerne af erhvervsklubben forventes at spørge ind til på mødet.

Alle dokumenterne er journaliseret 15. september - dagen før mødet i erhvervsklubben - men indholdet af dokumenterne har Erhvervsministeriet undtaget fra aktindsigten, da der er tale om "interne dokumenter", der “ikke er afgivet til udenforstående”.

3. december 2020

 
I december er smittetallene steget så voldsomt, at erhvervsklubbens møde må holdes online.

Jens Kramer Mikkelsen, der har sendt invitationen ud, vil efter planen indlede mødet klokken 8, hvorefter Morten Bødskov skal overtage ved at stå for den politiske orientering. 

Skatteministeren har igen fået hjælp af embedsmændene til oplægget, ligesom han fik til mødet i september 2019.

Og rent visuelt minder oplægget også en del om skatteministerens oplæg fra 26. september 2019. 

"Oplæg til møde i Erhvervsforum Vækst" står på forsiden, der igen er påtrykt Skatteministeriets navn og logo.

Det skulle ministeren fortælle om
Denne gang begynder Morten Bødskovs oplæg med punktet 'dansk økonomi og corona'.

Her er beskeden, at dansk økonomi foreløbigt har klaret sig relativt godt gennem krisen. 

Skatteministeren skal derefter fortælle om den kommende finanslov for 2021 og den grønne skattereform.

Et slide bærer overskriften 'Forhøjelse af energiafgift for erhverv.'

Morten Bødskovs oplæg afsluttes med en gennemgang af regeringens klimaudspil for vejtransport. 

Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen fremgår også af mødets tilmeldingsliste. Denne gang er hendes særlige rådgiver, David Tarp, dog ikke tilmeldt mødet. 

Udenrigsminister Jeppe Kofod er også inviteret til dette møde, men han deltager ikke.

4. marts 2021

I marts inviterer Jens Kramer Mikkelsen igen til virtuelt møde i erhvervsklubben.

Mødet skal starte klokken 17.30, og af invitationen fremgår det, at Mette Frederiksen skal give den politiske orientering.

Derefter vil der være mulighed for debat og spørgsmål.

Datoen kolliderer dog med Mette Frederiksens besøg i Israel, hvor hun sammen med Østrigs forbundskansler, Sebastian Kurz, møder Israels daværende premierminister Benjamin Netanyahu for drøfte at mulighederne for et tættere samarbejde vedrørende corona og vacciner.

Derfor overtager Nicolai Wammen jobbet med at give den politiske orientering. 

Finansministeren er blevet varslet om sin vikartjans en uges tid før mødet. 

To dage før mødet oversender Tobias Ubbesen, politisk rådgiver i Socialdemokratiet, et udkast til Nicolai Wammens talepapir til finansministerens daværende særlige rådgiver, Mads Brandstrup.

Talepapiret er dateret til 26. februar 2021, som er dagen før, at Mette Frederiksens rejse til Israel blev offentliggjort.

"Tak for ordet og for at jeg kan være med på et afbud i dag."

Sådan skal Nicolai Wammen indlede mødet, ifølge udkastet til talepapiret.

Det skulle ministeren fortælle om
Den første del af Nicolai Wammens orientering fokuserer på genåbningen af samfundet.

"Lad mig slå det fast: Vi ønsker ikke at holde Danmark lukket en eneste dag længere end nødvendigt. Derfor har vi iværksat en gradvis og kontrolleret genåbning, så vi kan holde øje med smitten undervejs," lyder ministerens ord i udkastet til talepapiret.

Finansministeren skal herefter tale om stimuli og økonomisk politik, hvor han skal redegøre for, hvordan 'vi investerer os ud af krisen.'

Det sidste fokusområde i Nicolai Wammens gennemgang er digitalisering.

Af udkastet til oplægget fremgår det, at finansministeren skal nævne, at regeringen samme dag har præsenteret et nyt digitaliseringspartnerskab, som skal hjælpe med at formulere en digitaliseringsstrategi.

Punktet står dog i parentes, og digitaliseringspartnerskabet blev heller ikke præsenteret den dag, men først 12 dage senere, 16. marts.

"Vi er fire dage inde i foråret, og jeg kan allerede nu mærke, at vi går mod lysere tider. Jeg har glædet mig til at snakke med jer og er glad for, at jeg kunne komme med på et afbud," afrundes udkastet til oplægget.

Wammens Q&A
I forlængelse af talepapiret er der vedlagt en mere end fire sider lang 'Q&A' til Nicolai Wammen, hvor der er udarbejdet forslag til svar på den række af kritiske spørgsmål, som det forventes kan blive stillet til finansministeren på mødet.

Der er blandt andet spørgsmål til konklusionerne i Klimarådets rapport og regeringens hockeystav-strategi, herunder hvorvidt Klimarådet har dumpet regeringen, og om regeringen begår lovbrud.

Svararket lægger op til, at Nicolai Wammen skal afvise begge dele.

Der er desuden udarbejdet forslag til svar på spørgsmål til genåbningen, hjælpepakker og vacciner.

Det forventes blandt andet, at erhvervsklubbens medlemmer vil spørge ind til, hvorfor regeringen ikke følger den norske model i forbindelse med genåbningen, ligesom ministeren er forberedt på spørgsmål om kvadratmeterkrav i butikkerne og den rækkefølge, bestemte faggrupper skal vaccineres i.

Altinget har ikke den komplette deltagerliste til mødet, men Jeppe Kofod, Rasmus Prehn og Morten Bødskov er alle inviteret til mødet.

Ingen af dem ender dog med at deltage i mødet.

6. maj 2021

Det senest afholdte møde i Socialdemokratiets erhvervsklub foregår også virtuelt. 

Jens Kramer Mikkelsen står bag invitationen, og af den fremgår det, at mødet begynder klokken 17.30

Nicolai Wammen tager sig af den politiske orientering efterfulgt af mulighed for debat og spørgsmål.

Den forhenværende topchef for Irma, Alfred Josefsen, deltager på mødet og har tidligere over for Altinget løftet sløret for, hvordan møderne i erhvervsklubben foregår, hvilket blandt andet er baseret på dette møde.

Morten Bødskov deltager også på mødet.

Altinget har ikke den komplette deltagerliste til mødet, men både Jeppe Kofod og Rasmus Prehn er inviteret til mødet. 

Ingen af dem deltager dog.

Planlagte møder 

De to resterende møder i Erhvervsforum Vækst DK i 2021 er skemalagt til 28. september klokken 8 og 7. december klokken 17.30.

Det viser en mødeplan, som Jens Kramer Mikkelsen har rundsendt til flere ministre i februar.

Her giver han udtryk for, at erhvervsklubbens medlemmer forhåbentlig kan afholde møder fysisk senere på året. 

"Det første møde (i 2021, red.) afholdes online, og I vil modtage en særskilt invitation snarest. Vi håber, at resten af møderne i år vil kunne afholdes fysisk," skriver han. 

Altinget er bekendt med, at Morten Bødskov, Rasmus Prehn og Jeppe Kofod er inviteret til møderne.

Altinget har dog ikke de komplette invitationslister.

Derfor er det muligt, at flere ministre er inviteret til møderne. 

,

Forrige artikel Overblik: Regeringen lancerer udspil til regulering af sociale medier og techgiganter Overblik: Regeringen lancerer udspil til regulering af sociale medier og techgiganter Næste artikel Vanopslagh efter sommergruppemøde: Vi skal have øjeblikkeligt ansættelsesstop i det offentlige Vanopslagh efter sommergruppemøde: Vi skal have øjeblikkeligt ansættelsesstop i det offentlige
DI-boss afslår jobtilbud fra regeringen

DI-boss afslår jobtilbud fra regeringen

Dansk Industris administrerende direktør, Lars Sandahl, fik ifølge flere kilder tilbudt posten som ambassadør i Japan, men takkede nej. Dermed er regeringens plan om en politisk udpeget ambassadør slået fejl.