Støjberg-sagen fortalt med citater fra styrelsesansatte: “Vi redder dem, og så skulle takken være, at vi ikke forstod en instruks”

Det begyndte med “grå ansigter”, da styrelsen i 2016 modtog, hvad den selv opfattede som en instruks om at adskille alle asylpar med mindreårige.

Styrelsen begyndte at adskille parrene, men de ansatte var tydeligt klar over, at den var gal. At de fra departement og minister blev presset langt – og måske udover, hvad loven kunne holde til.

Mails fra ansatte i Udlændingestyrelsen er blevet en central del af hele instrukssagen.

Senest i Rigsretten hvor anklagerne de første dage læste flittigt op af disse mails som led i deres bevisbyrde mod Inger Støjberg.

Altinget zoomer - på baggrund af mails lagt frem i Instrukskommissionen og Rigsretten - ind på adskillelsen af de unge par, som det blev oplevet fra de styrelsesansatte, og hvordan medarbejderne til deres store fortrydelse blev spundet mere og mere ind i et politisk spil dikteret fra deres minister og departement. 

Pressemeddelelsen

Den 10. februar 2016 udsendte Udlændinge- og Integrationsministeriet en pressemeddelelse med ordlyden, at ingen mindreårige under 18 år efter de nye retningslinjer må indkvarteres på samme asylcenter som en ægtefælle eller samlever. Uanset om parrene havde børn.

Samme dag skrev den daværende direktør for styrelsen, Henrik Grunnet, klokken 13:10 en mail ud til sine ansatte, efter han havde deltaget i et koncerndirektionsmøde med folk fra departementet.

“Budskabet er efter det oplyste, at ingen mindreårige under 18 år må bo sammen med deres ægtefælle.”

Og 35 minutter senere i en ny mail:

“Ja. Mødet jeg var til i ministeriet, efterlod ingen tvivl om hendes indstilling til sagen – uanset Børnekonventionen, når parret har et fælles barn.” 

Samme dag fik vicedirektør Lene Linnea Vejrum et opkald fra Line Skytte Mørk Hansen, hvor vicedirektøren til Instrukskommissionen har forklaret, at hun fik klar besked om at adskille alle asylpar med mindreårige uden undtagelser.

Det er en omstridt telefonsamtale med modsatrettede forklaringer, men ifølge vidneafhøringer i Instrukskommissionen blev samtalen overhørt af eller genfortalt til andre ansatte i styrelsen, der fortæller, at Lene Linnea Vejrum “gik rundt med sin mobiltelefon i hånden og så meget presset ud”, ligesom en anden fortæller, at hun aldrig havde set Lene Linnea Vejrum og kontorchef Ditte Kruse Dankert “så grå i ansigterne”.

Rigsretten skal foretage sine egne afhøringer og sin egen bevisvurdering af denne samtale. 

De fem konkrete sager

Herefter begyndte Udlændingestyrelsen at adskille parrene.

Den 16. februar 2016 sendte daværende specialkonsulent Margit Sander Rasmussen en intern mail med en opsummerende status, hvoraf det fremgik at 14 par “alle efter i dag meget gerne skulle være skilt ad indkvarteringsmæssigt”.

Senere samme dag sendte Lene Linnea Vejrum en mail til to afdelingschefer i departementet, hvor hun gjorde opmærksom på, at styrelsen pt var i dialog med operatørerne omkring flytning af de par, hvor der er børn.

“Det rejser en række spørgsmål, som vi gerne vil drøfte med departementet,” skrev Lene Linnea Vejrum.

Dokumenter i sagen viser, hvordan Udlændingestyrelsen i den kommende tid prøvede at få departementet til at tage stilling til fem konkrete sager. 

Internt i styrelsen var der et klart ønske om at få “en formel tilbagemelding i alle sager, evt. med undtagelse af den sag, hvor parret er blevet gift i Danmark”. Men angiveligt uden held. Departementet gav kun foreløbige og uformelle tilbagemeldinger. 

Styrelsen endte med aldrig at træffe afgørelse i disse fem konkrete sager.

Da Udlændinge- og Integrationsministeriet i september 2016 fik et folketingsspørgsmål fra Johanne Schmidt-Nielsen (EL) til sagen, kom besvarelsen forbi flere ansatte i Udlændingestyrelsen.

Her spurgte en medarbejder, Kristina Rosado, der dengang var souschef for Udlændingestyrelsens indkvarteringskontor, i oktober måned i en intern mail, om de valgte formuleringer ikke gav “et lidt forkert indtryk af forløbet”, når ministeriet blot skrev, at de fem sager blev forelagt departementet.

“Det gjorde de ganske vist, og departementet var også indforstået med, at vi forelagde dem uden forudgående adskillelse, men de blev ved med at hænge i bremsen og tog jo netop aldrig egentlig stilling til sagerne. Beslutningen om ikke at adskille parrene var helt vores egen. Kan det skrives på en anden måde, så det ikke virker som om, det var departementets beslutning ikke at adskille i de fem sager?”

Kontorchef Ditte Kruse Dankert besvarede samme dag mailen således: 

”Fuldstændig enig med Kristina. Det gider jeg simpelthen ikke give dem. No F ... Way!”

Et andet folketingssvar fra ministeriet vakte også øjenbryn i styrelsen. I en mail af 16. november 2016 skrev tidligere chefkonsulent Jens Vikner til Nils Bak:

”Igen omgår UIBM sandheden på en lidet attraktiv måde.” 

Ombudsmanden undersøger sagen

Den 14. marts indgav et af de unge asylpar en klage til Folketingets Ombudsmand over indkvartering på forskellige asylcentre.

Det fik i den følgende tid ombudsmanden til at afkræve svar fra ministeriet.

I april 2016 skrev Lene Linea Vejrum i en intern mail i styrelsen, at departementet gav styrelsen et valg mellem “at fastholde vores udtalelse eller ændre således, at vi genoptager de sager, hvor der er sket adskillelse med henblik på partshøring. Hvis vi fastholder, vil departementet i deres udtalelse kritisere os for ikke at have partshørt fyldestgørende”.

Det var dog en melding fra departementet, som var svær at sluge i styrelsen.

“Det er selvfølgelig en smule mærkeligt - set i bakspejlet – idet departementet tidligere har sagt til os, at der var tale om faktisk forvaltningsvirksomhed.”

Kontorchef Ditte Kruse Dankert istemte med en bemærkning om, at “der grundlæggende er lidt manglende sammenhæng i de meldinger, der kommer”.

Udlændingestyrelsen meddelte imidlertid ombudsmanden, at de ville genoptage alle konkrete sager, hvor parrene var blevet skilt med henblik på at foretage fyldestgørende partshøring.

På den baggrund besluttede ombudsmanden at afslutte den konkrete sag, men besluttede samtidig af egen drift at indlede en generel undersøgelse. 

I Udlændingestyrelsen var der nærmest en lettelse over den henvendelse fra ombudsmanden, som det affødte.

“Jeg synes reaktionen viser, at ombudsmanden har gennemskuet sagsforløbet. Så jeg synes bestemt – alt taget i betragtning – vi i US kan tillade os at være lidt lettede. Lad os hurtigst muligt tale om igangsættelsen af genoptagelsessagerne,” skrev Lene Linnea Vejrum i en intern mail den 11. maj 2016 klokken 21.05.

Under en halv time senere svarede kontorchef Ditte Kruse Dankert.

”… Helt enig med Lene efter nærlæsen. Han sætter fingeren ned de rigtige steder, og han kan se, at vi har været forsvarsløse ift instruks. Men handlet ved at holde sager tilbage. Han kan jo godt se, at der først henvises til internationale forpligtigelser (for) sent, de henviser til samråd/mail en måned senere ifht skriftlig dok. Og vi må jo også indrømme, at der ikke var tale om undtagelser den 10/2, men at det først blev en diskussion på gentagne spørgsmål herfra. Ok at have en fair ombudsmand.” 

Artikel i Politiken

Politiken bragte den 22. maj 2017 en artikel med titlen ”Intern mail skulle advare Støjberg inden lovbrud”. Af artiklen fremgår, at embedsmænd dagen inden pressemeddelelsen blev sendt ud, advarede i en e-mail op gennem systemet om juridiske problemer.

Ditte Kruse Dankert sendte den 22. maj 2017 kl. 22.06 en mail med følgende bemærkninger til Lene Linnea Vejrum med henvisning til artiklen: 

”… Jeg begynder at blive noget forurettet på vores vegne, hvis de (departementet, red.) godt vidste, at der var problemer den 9., men at vi fik at vide, at vi var komplet idioter lige efter den 10.”

Den 30. maj skrev daværende specialkonsulent i styrelsen Adam Abdel Khalik i en mail til Ditte Kruse Dankert, at han nu havde set den før omtalte mail i Politiken.

I mailen fra daværende afdelingschef Lykke Sørensen omtales det helt kort, at “departementschefen og ministeren ikke er med på, at der skal være en kattelem”, men at man må prøve igen og rådføre sig med en højtstående medarbejder i Justitsministeriet. 

“Så omtalen af mailen i pressen er nok lidt mere, end hvad selve mailen kan bære...,” bemærkede Adam Abdel Khalik.

“Ok, men så er der jo ikke en konklusion af, at det skal der være? Omvendt er jeg sur efterhånden. De har ført os bag lyset, alternativt har de ikke advaret i det omfang, der beskrives,” lød det tilbage fra Ditte Kruse Dankert.

Samme aften fortalte hun, at hun droppede kursusdag den næste dag. Det blev beklaget af Adam Khalik, hvortil Ditte Kruse Dankert bemærkede:

“Min karriere er nok alligevel mere afhængig af denne sag end at drøfte min coaching..” 

Svar til pressen

I en anden henvendelse fra Politiken den 25. maj 2016 blev det internt diskuteret, hvad der skulle meldes tilbage. Blandt andet kom Ditte Kruse Dankert og Lene Linnea Vejrum frem til, at det kunne være en god ide at sende formuleringer op til departementet.

“Selv om min tillid er svækket til, om vi får et svar i vores egen interesse,” bemærkede Ditte Kruse Dankert. 

Et svar til Politiken fyldte stadig den 27. maj. Et udkast lå klar, men pressechef Nils Bak kommenterede, at man ikke kunne sende “en sådan tekst til en avis”, da “den aftag af kontrollen er uhensigtsmæssig”. Han spurgte samtidig, om det var en god ide at nævne instruksen fra den 10. februar 2016, der ikke nævnte mulighed for undtagelser, og så de internationale forpligtelser i samme sætning.

“Jo mere vi skriver, jo mere afslører vi om det problematiske i forløbet”, lød det fra Nils Bak, der derfor anbefalede at lave et svar, der er “så kort og så generel som muligt” for ikke at “invitere til omfattende kritisk analyse”.

Støjberg på et samråd

Inger Støjberg deltog som udlændinge- og integrationsminister på flere samråd om sagen. Blandt andet den 1. juni 2017, som efterfølgende blev drøftet af flere ansatte i Udlændingestyrelsen i en mailtråd. Deres oplevelse var, at Inger Støjberg på samrådet fik det til at fremstå som om, at departementet hele tiden havde ment, at der skulle være undtagelser, og at styrelsen havde fået dette at vide. 

”Jeg synes ikke, vi kan acceptere nogen kritik. Det er simpelthen udelukket. Vi redder dem, og så skulle takken være, at vi ikke forstod en instruks,” skrev Ditte Kruse Dankert til Lene Linnea Vejrum.

Hun forklarede videre i mailen, at hun blev "bombarderet" af beskeder fra folk i styrelsen, der undrede sig over samrådet.

"Jeg føler mig som gidsel i en løgn rent ud sagt," lød det videre i mailen. 

Genoptagelse af sagerne

I forlængelse af Udlændingestyrelsens udtalelse den 28. april 2016 til Folketingets Ombudsmand besluttede styrelsen at genoptage alle adskillelsessagerne med henblik på at foretage partshøring.

I en mail den 8. juni, hvor Adam Abdel Khalik skulle give input hertil, satte han nogle ord på, hvordan følelsen var i ministeriet.

“Det kan virke virkelighedsfjernt, men som jeg ikke har lagt skjul på, mener jeg, at der er tale om en klart ulovlig tjenestebefaling, og at man skal fokusere på at finde en vej ud af blindgyden, som alle kan se sig selv i.”

Svar til ombudsmanden

Den 27. juni indhentede departementet bidrag fra Udlændingestyrelsen, fordi ministeriet skulle besvare et brev fra Folketingets Ombudsmand om separat indkvartering af mindreårige ægtefæller.

Kristina Rosado reagerede i en mail samme dag på det foreløbige svar, som styrelsen fik forelagt.

”… Jeg må sige, at jeg synes, at … gengivelsen under pkt. 1 er langt ude. UIBM har da på intet tidspunkt efter instruksen ”udtrykkeligt kommunikeret undtagelsesmulighederne” til os, når vi ser bort fra det ene eksempel med parret, som er gift i Danmark, som ministeren – som det absolut eneste – nævnte under det åbne samråd. Som jeg ser det, forsøger de nu helt åbenlyst at tørre det her af på os.” 

Hun foreslog at nævne, at når styrelsen undlod at adskille de fem par og forelægge dem for departementet, så skyldtes det, at styrelsen fandt, at navnlig de fem sager rejste helt åbenlyse retlige spørgsmål, som krævede nærmere overvejelser.

“Jeg er klar over, at det sikkert ikke kommer til at ske, men deres udlægning af sagen er efter min bedste overbevisning langt fra i overensstemmelse med det, der faktisk skete, og det her er nok vores eneste mulighed for at tilbagevise det på skrift.”

Omkring en måned senere korresponderede medarbejdere i Udlændingestyrelsen om ministeriets oplysninger til ombudsmanden.

“Beklager - det er ikke for at komme med kommentarer fra sidelinjen. Blev faktisk noget rystet, da jeg læste det. Så jeg havde behov for at gøre opmærksom på, at det må være noget, vi skal tale om,” skrev Ditte Kruse Dankert i en mail til vicedirektør Anni Fode, der et kvarter senere svarede:

“Det skal du da ikke beklage - jeg forstår dig så udmærket og synes, at det er fint, at du reagerer. Jeg sidder jo også noget på sidelinjen - på en anden måde - og jeg er noget bekymret over hele sagen og også hvordan den senest har udviklet sig - desværre helt klassisk, når man tænker på andre sager - hvor det, når det gælder, så beskytter departementet sig selv og prøver at skubbe ”aben” et andet sted hen.”

Anni Fode var bekymret for ministeriets tilkendegivelser om, hvornår der var “et beskyttelsesværdigt familieliv”, da hun forstod udmeldingen på en måde, der i givet fald “ikke holder”.

"I hvert fald er det ikke sådan, som vi fortolker det i familiesammenføringssagerne. Så jeg er enig i, at der bør reageres overfor departementet - hvordan ved jeg ikke helt, men jeg bistår gerne med en snak om det,” skriver hun.

Ditte Kruse Dankert istemte, at “det er en meget bekymrende sag”.

“Og nu kan jeg se i udtalelsen, at den potentielt ulovlige instruks nu er blevet til min mail til operatørerne, hvorimod Line Skyttes instruks til Lene (som var grundlaget herfor) er skrevet ud. Det er noget kreativt.” 

Indicier på tvang

I maj 2016 påbegyndte ministeriet arbejdet med et notat, der skulle beskrive indkvarteringsordningen i lyset af Danmarks internationale forpligtelser. Notatet blev flere gange undervejs forsinket og forelå først i sin endelige version den 12. december 2016, hvor det blev sendt til Folketingets Ombudsmand.

Der forelå en række udkast til notatet, som løbende blev sendt til Justitsministeriet og Udlændingestyrelsen med henblik på bemærkninger hertil. 

I en intern mail i Udlændingestyrelsen den 6. december 2016 klokken 19.02 bemærkede Adam Abdel Khalik om ministeriets udkast til notat blandt andet, at det "mest opsigtsvækkende" var, at synspunktet om en betænkningsperiode efter lange overvejelser med Justitsministeriet stod "væsentligt svagere nu".

”Der er ikke tale om et synspunkt, der kan bære ordningen i sig selv, men et blandt flere elementer i ordningen. Hvis der ikke er nogen indicier på tvang, skal vi ikke adskille. Jeg har givet udtryk for, at dette er meget væsentligt for os, og at vi ønsker at modtage bemærkningerne på skrift eller på et formelt møde, når der er en endelig afklaring. …” 

Ditte Kruse Dankert besvarede mailen samme dag kl. 20.24:

”Godt at du har sagt, at vi skal have noget formelt – de skal ikke komme senere og sige, at det havde de sagt (da de tilfældigvis møder nogen). Jeg mangler simpelthen ord – hvad er udgangspunktet snart? At de skal have lov at blive sammen, hvis der ikke er klare indikationer på tvang. Der er jo ingen ordning længere. Hvis det er summen, så er det jo latterligt at skrive et langt notat – i stedet for at erkende, at man lavede noget, der ikke kunne holde.” 

sine@altinget.dk