Sidste akt i skattesagen

Af professor Michael Gøtze
Professor, ph.d., Det Juridiske Fakultet, Københavns Universitet

Efter godt tre års føljeton med skattesagen er vi nu ved at være ved vejs ende. I november sidste år kom Skattesagskommissionen som bekendt med sin digre beretning på 1700 sider, cirka to et halvt år efter den politiske opstandelse i Folketinget over, hvor meget urent trav, der muligvis var gået i myndighedernes håndtering af Stephen Kinnocks og Helle Thorning-Schmidts skattesag tilbage i 2010 og 2011.

Og i maj måned i år fik vi så indblik i konklusionen på den advokatundersøgelse, som blev foretaget i starten af året som et slags juridisk fejebræt i forhold til de sidste løse ender.

Dermed er vi omsider formentlig nået frem til sidste akt i en omfattende sag, som har haft mange etaper og interessante drejninger undervejs, og hvor alene kommissionsarbejdet har kostet noget i retning af 25-30 millioner.

Ridser i lakken
Facit er kort fortalt, at sagens to hovedspor – magtfordrejningssporet og lækagesporet – ender så godt som blindt i hvert fald set med de skarpe jurabriller. Derimod ender sagens tredje spor – spørgsmålet om vildledning af ombudsmanden – med en vis kritik fra advokatens side.

Selv om kritikken er blød, blev den dog i maj omsat til en ret konkret afslutning på Peter Lofts karriere som topembedsmand i Skatteministeriet. Hans stilling nedlægges, og Peter Loft forsvinder dermed ud af scenen som departementschef, sådan som det ser ud lige nu.

Hvis vi ser nærmere på to af de absolutte hovedpersoner i skattesagen – og altså ikke kun Peter Loft, men også den tidligere skatteminister Troels Lund Poulsen (V) – står de efter den årelange sagsoptrevling begge tilbage med ridser i lakken. Slutbilledet er dog ikke skarpt og entydigt.

Juridisk eller politisk ansvar
For Troels Lund Poulsen ender det hele med et bemærkelsesværdigt dobbelt resultat, idet han i kommissionsberetningen formelt set frifindes for de forskellige kritikpunkter. Der findes ikke at være juridisk bevis for, at han har andel i hverken magtfordrejnings- eller lækagesporet.

Alligevel tildeler et flertal i Folketinget i januar som bekendt Troels Lund Poulsen en ”næse”, da det røde flertal på dette tidspunkt placerer et politisk ansvar for bl.a. lækagen hos ham.

Til det kan man sige på det generelle plan, at det er en afslutning, der i ret klar tekst illustrerer, at der kan være forskel på en juridisk og politisk ansvarsvurdering.

Mere principielt kan der her også sættes spørgsmålstegn ved, om det var nødvendigt at pålægge en undersøgelseskommission at granske de forskellige spor, når man fra et folketingsflertals side ender med at overtrumfe juraen.

For Troels Lund Poulsen er den tildelte ”næse” dog nok til at leve med, og han er nu del af en gruppe ministre, som har fået anmærkninger i karakterbogen rent politisk, uden at det behøver at blokere for senere karrierespring. 

Karrierestoppet er derimod en realitet for den i pressen så eksponerede Peter Loft, hvis stilling nu udfases. Selv om Peter Loft har fået løn indtil nu, og selv om han har udsigt til tre år mere med tjenestemandsløn, er denne afslutning alligevel relativt kontant. Det er en slutetape, som på flere måder er usædvanlig.

Klar empati for Peter Loft
Grundlæggende kan man i forhold til undersøgelsesarbejdet undre sig lidt over, at der skulle en bekostelig advokatundersøgelse til for at følge sagen til dørs, og at kommissionen ikke selv kunne foretage en vurdering af forløbet med fremsendelse af ”pyntede” og tilskårne aktlister til ombudsmanden.

Det kan i bakspejlet også nævnes som specielt, at kommissionsformanden efter afgivelsen af beretningen i et brev til Justitsministeriet advarede mod en advokatundersøgelse, selv om kommissionens arbejde ellers netop var afsluttet.

Endelig kan det i forhold til Peter Loft trækkes frem, at den kritik, som uddeles af advokat Jørn Vinding, er i den klart milde ende af skalaen i tjenestemandsloven, og at advokaten ikke er stemt for at taksere de begåede fodfejl til mere end en irettesættelse.

Der er ovenikøbet en række pæne ord om Peter Loft fra advokatens side og en klar empati for ham i advokatvurderingen. Alligevel ender sagen med, at tiden som departementchef for ham nu ser ud til at være slut.

Begrænset lære af sagen
Set samlet – og altså også i lyset af skattesagskommissionens forsigtige kritik, men dog kritik af Peter Loft - kan sidste akt i skattesagen sammenfattes i, at den i udgangspunktet så oplagte politiske sag om mulig påvirkning af statsministerparrets skattesag får en pris for embedsmandsapparatet i skikkelse af departementchefen.

Lidt ironisk fældes Peter Loft af et andet tema end det grundlæggende spørgsmål om forsøg på magtfordrejning, nemlig den mere praktisk-tekniske pligt for myndigheder til at sende den rigtige post til Folketingets Ombudsmand, når ombudsmanden er på banen.

Om der herudover kan udledes en generel og fremadrettet lære af sagen, for eksempel om de retlige grænser for politisk og/eller administrativ kinddans med konkrete sager inden for forskellige myndighedsområder, er noget mere tvivlsomt.

Som en god Hollywood-serie vil mange af os sikkert i nogle år fremover kunne huske hovedpersonerne, og de mere kulørte episoder undervejs, mens sagens substans og jura formentlig kommer til at ende i den kollektive glemmebog.

debat@altinget.dk