Advokatsamfundet: Politisk utålmodighed svækker nye love

DEBAT: Der bliver alt for sjældent brugt eksterne udvalg, når ministerierne udarbejder nye love. Politikerne er blevet for utålmodige til at vente på de sagkyndige overvejelser, og det går ud over lovgivningen, skriver Torben Jensen, generalsekretær i Advokatsamfundet.

Af Torben Jensen
Generalsekretær i Advokatsamfundet

”Jo mindre folk ved om, hvordan man laver pølser og politik, jo bedre sover de om natten”, konstaterede Bismarck, og det kan han jo have ganske ret i.

Resultatet af den politiske proces, nemlig den lovgivning og regelfastsættelse, som konstant strømmer ud i samfundet fra "Slotsholmen & Omegn", kan derimod godt tåle mere af dagens lys, end det er tilfældet nu.

Politisk utålmodighed
Det har i de senere år været en trend at lade en stigende del af lovgivningen bygge på lovforslag, som enten er udarbejdet i de enkelte ministerier uden inddragelse af ekstern ekspertise eller i arbejdsgrupper, som udelukkende er sammensat af embedsmænd fra et eller flere ministerier.

Lysten til at inddrage repræsentanter for organisationer med videre har derimod været påfaldende lav, og det kan der være flere grunde til. Væsentligst er nok, at mange politikere formentlig får gåsehud ved tanken om et ”lovforberedende udvalg med ekstern repræsentation”, som med politikerbriller kun kan være en syltekrukke. Den politiske tålmodighed er ganske kort og indebærer ikke en lyst til at afvente resultatet af måske flere års overvejelser i et sagkyndigt udvalg.

Justitsministeriet er et af de eneste ministerier, som har holdt fast i en god og lang tradition med permanente lovforberedende udvalg med ekstern repræsentation: Straffelovrådet, Retsplejerådet, Strafferetsplejeudvalget, Konkursrådet med videre. Uanset politisk utålmodighed er det vigtigt at opretholde disse fora for kvalitetssikring af lovforberedelsen – og gerne udbrede konceptet til de øvrige ministerområder.

Advokatlov uden advokatsektoren 
Selv på Justitsministeriets område er ikke alt dog fryd og gammen.

I sommeren 2014 nedsatte regeringen en arbejdsgruppe, som med udgangspunkt i vækstpakken har fået til opgave at analysere advokatreguleringen med det formål at stille forslag, som kan forbedre konkurrenceforholdene i advokatsektoren.

Initiativet bygger på en lidt overraskende præmis om, at konkurrenceforholdene på markedet for advokatydelser er dårlige, men hvad værre er, så har man valgt at holde kortene tæt til kroppen og kun bemande arbejdsgruppen med embedsmænd fra forskellige ministerier uden at invitere repræsentanter for advokatsektoren med i arbejdet. Det er forhåbentlig (men næppe) en enlig svale.

Krav om ekstern repæsentation
Der er behov for at få strammet op på disse ting, og en kommende, ny regering må uanset kulør sætte foden ned og insistere på et gevaldigt løft i noget så væsentligt som det lovforberedende arbejde. Det må indføres som et krav, at lovforberedende udvalg altid har ekstern repræsentation, medmindre der helt undtagelsesvist er forhold, som begrunder en fravigelse.

Og lovudkast, der bygger på forslag fra embedsmandsarbejdsgrupper, skal ubetinget sikres en ekstra lang høringsfrist, så det omgivende samfund får en rimelig chance for at tilføre processen praktisk viden og erfaring. Kun på denne måde kan man sikre befolkningens uforstyrrede nattesøvn i den kommende regeringsperiode.

Forrige artikel Sidste akt i skattesagen Sidste akt i skattesagen Næste artikel Folkedomstolen debatterer djøfisering Folkedomstolen debatterer djøfisering