Rigspolitiet forbedrer arbejdsvilkår i smitteopsporingen efter kritik

FORBEDRING: Både medarbejderne og en virusekspert kritiserede forholdene i Rigspolitiets corona-smitteopsporing. Efter besøg fra Arbejdstilsynet vil man nu forbedre de fysiske arbejdsvilkår.

Medarbejderne i Rigspolitiets smitteopsporing kan nu se frem til en opgradering af de fysiske rammer for deres arbejde.

Efter et besøg fra Arbejdstilsynet i Jonstruplejren, hvor cirka 400 vikaransatte smitteopsporere arbejder, vil Rigspolitiet iværksætte flere tiltag for at undgå smittespredning. Det fremgår af en mail, Rigspolitiet har sendt til de vikaransatte i smitteopsporingen.

Forbedringerne kommer efter et større smitteudbrud, hvor mindst 59 medarbejdere på tre uger fik konstateret covid-19, ligesom flere vikarer overfor Altinget beskrev det som ”utrygt” at gå på arbejde. Professor og virolog ved Københavns Universitet Allan Randrup kritiserede også de fysiske forhold:

”En superspreder kan nemt vandre rundt på sådan en afdeling,” sagde han til Altinget.

I Jonstruplejren vil man blandt andet sørge for, at man møder færre men mere faste kollegaer på jobbet, og så vil man have færre medarbejdere siddende i de mindste af kontorerne.

”Arbejdstilsynet har været på besøg i Jonstrup. Dette har givet anledning til, at vi reducerer antallet af medarbejdere fra fire til tre i de mindste lokaler,” skriver Rigspolitiet blandt andet i mailen til vikarerne.

”Desuden har vi fået nogle anbefalinger omkring det fysiske og psykiske arbejdsmiljø, som vi følger op på”.

Regeringen under pres
Tirsdag kunne Altinget fortælle, at Rigspolitiet i den kommende tid vil tilføre 225 nye vikarer til smitteopsporingen uden ret til løn under sygdom.

Regeringens støttepartier er dog dybt skeptiske, og vil nu have forbedret vilkårene i statens coronaindsats:

"Det ender med, at staten er en superspreder for dårlige arbejdsforhold. Epidemien med dårlige arbejdsforhold skal slås ned," siger SF's arbejdsmarkedsordfører, Karsten Hønge.

Erhvervsstyrelsen har nu indledt en dialog med Dansk Erhverv og HK Privat om vikarernes vilkår.

Forrige artikel Udenrigsministeriet overrapporterer klimahjælp til verdens fattigste lande Udenrigsministeriet overrapporterer klimahjælp til verdens fattigste lande Næste artikel Rigsrevisionen kritiserer ministeries tilsyn med PostNords regnskaber Rigsrevisionen kritiserer ministeries tilsyn med PostNords regnskaber