Lektor: Tydeligere djøf-faglighed kan afhjælpe centraladministrationens udfordringer

I disse uger er der endnu en gang spotlys på centraladministrationen i en række mediehistorier om de problematiske arbejdsvilkår blandt menige medarbejdere.

Historierne kommer efter minksag, instrukssag og deraf følgende Dybvad-udvalg, samt andre historier om massiv medarbejderomsætning, hvilket blandt andet er dokumenteret i Dybvad-udvalgets bilag, og i eksempler på påbud fra arbejdstilsynet, hvor arbejdsmiljøet vurderes at være farligt for ledere og medarbejdere.

Kort fortalt, står centraladministrationen med tre alvorlige udfordringer. For det første er det høje arbejdstempo og de store arbejdsmængder efterhånden veldokumenterede.

For det andet står en del statslige organisationer med alvorlige udfordringer, når det kommer til medarbejderomsætning og trivsel.

Og for det tredje indeholder begge disse udfordringer kimen til en endnu vigtigere udfordring, nemlig at sikre kvaliteten af de beslutninger og den lovgivning, der laves.

Alt dette sker i kontekst af et arbejdsmarked, hvor mange efter corona gentænker, hvad de kan og vil med deres arbejdsliv, og et privat arbejdsmarked, der hungrer efter arbejdskraft, og ofte kan tilbyde både højere løn og bedre arbejdsvilkår.

Når man ser på den danske centraladministration, skal man ikke forfalde til dommedagsscenarier – der er stadig meget, der fungerer godt. Og vi har, trods alt, en af de mest velfungerende forvaltninger i verden. Så meget desto mere grund til at passe godt på den, og de mennesker, der holder den kørende.

Skal djøferne tage deres egen medicin?

I diskussionerne om ledelse og styring i andre dele af den offentlige sektor, har djøferne ganske ofte mødt andre professioner med to krav.

For det første er der blevet stillet krav om "eksplicit faglighed". Selv da "evidensbasering" blev umoderne, fastholdte embedsværket forventningen om at pædagoger, lærere og socialrådgivere skal kunne forklare, hvorfor de gør som de gør, og at de øvrigt helst skal gøre det, de ved, virker.

For det andet har djøferne været flittige til at bede andre om at tage deres standsansvar på sig. Standsansvar betyder kort fortalt, at man som profession – eller stand – har et særligt ansvar for den del af samfundslivet, hvor man arbejder.

At djøferne har været flittige til at bede andre om at tage standsansvaret på sig, gælder eksempelvis, når visse professioner har "afprofessionaliseret" sig selv i forbindelse med arbejdstidsaftaler, eller når repræsentanter for velfærdsuddannelserne har beklaget sig højlydt over løn- og arbejdsvilkår, og det efterfølgende har sat sig i rekrutteringen.

Hvad nu, hvis djøferne selv arbejdede på en mere eksplicit faglighed? Så kunne de måske håndtere standsansvaret bedre?

Dybvad-udvalgets rapport var en oplagt lejlighed, og selvom den indeholder mange spændende analyser, er den også kendetegnet ved primært at se på alle andre end djøferne, når der skal gives forslag til, hvordan arbejdsvilkårene skal forbedres. Det er måske lidt en udeladelsessynd.

Eksplicit faglighed og standsansvar lyder måske som navlepilleri – men det er det ikke. For eksplicit faglighed og tydeligere standsansvar kan hjælpe med at håndtere nogle af de væsentligste problemer, som embedsværket står overfor på nuværende tidspunkt.

Hvad nytter en eksplicit faglighed?

For det første gør en tydelig fælles faglighed det nemmere at prioritere; ikke mindst når man har travlt. Andre grupper af professionelle har gode erfaringer med at kollektivisere skøn og prioriteringer, men det kræver, at man har et fælles sprog for, hvordan der skal skønnes og prioriteres.

Dertil kommer, at djøferne af og til bliver fanget i, at andre grupper af professionelle oplever djøferne som dem, der tager fagligheden ud af ting.

En mere eksplicit djøf-faglighed kunne måske klæde de mange relativt uerfarne medarbejdere i centraladministrationen bedre på til at synliggøre, hvad det er for en faglighed, de bringer til bordet.

For det andet kan en mere eksplicit faglighed bidrage til, at det bliver mere tydeligt, hvornår et oplevet politisk pres er legitimt, og hvornår det ikke er det.

Det er naturligt, at ministre sætter retning for deres embedsværk, men grænsen mellem det legitime og det illegitime politiske pres kan være svær at identificere og kan opleves forskelligt. En stærkere fælles forståelse af, hvad djøf-fagligheden består af, vil tydeliggøre, hvornår den presses unødigt.

Endelig handler eksplicit faglighed om kvalitet. Det er særligt vigtigt i organisationer med mange uerfarne medarbejdere og stor medarbejderomsætning – som centraladministrationen. Hvad kendetegner en god sag? Hvem skal høres? Hvor meget kontekst er der brug for, for at forstå sagens sammenhæng?

Det er spørgsmål, der nok handler om den retoriske konstruktion af sager, men også om hvilke krav, der stilles til den substantielle faglighed hos dem, der skriver sagerne.

Der er allerede fokus på fagligheden i centraladministrationen; kodeks VII bruges flittigt og ledere og medarbejdere taler om, hvad der udgør en god sag. Men vi har brug for at komme lidt videre end Slotsholmsmetoden.

Hvis forvaltningen i fremtiden skal kunne give et konstruktivt bud på de store udfordringer, som den danske offentlige sektor står overfor, må djøferne tage standsansvaret på sig og eksplicitere deres faglighed.

{{toplink}}

 

debat@altinget.dk