Genitor: Statsministeren taler hele tiden om frisættelse. Måske skulle hun starte med centraladministrationen

Something is rotten in the state of Denmark, skrev Shakespeare for mange år siden. Nu ser det desværre ud til, at han har en masse empiri på sin side.

Zetland har i en tankevækkende artikelserie beskrevet en presset arbejdskultur i centraladministrationen, hvor alting haster. Resultatet er en personaleomsætning på hele 27 procent.

Det fremgår af samme artikelserie, at overarbejdet i et ministerium, har et sådant omfang, at man taler om, at kalenderåret her har 13 måneder.

Det fremgår også, at mængden af hastebehandlet lovgivning vokser, og at det gennemsnitlige antal dage brugt på behandling af lovforslag falder.

Problemerne er overalt på Slotsholmen

Tidligere skatteminister Karsten Lauritzen (V) har parallelt med Zetlands artikelserie udgivet en ny bog med den sigende titel: "Lad det gå langsomt. Et opgør med en usund politisk kultur".

{{toplink}}

Karsten Lauritzen gik som bekendt ned med stress, ligesom alt for mange af hans folketingskolleger.

For to år siden udgav Sigge Winther Nielsen bogen "Entreprenørstaten", der beskriver hvordan politikere og embedsmænd magtesløse løber hurtigere og hurtigere – men alligevel må erkende, at for meget sander til i pseudopolitik. Det er forstemmende læsning.

Der er meget, der taler for, at vi har problemer på Slotsholmen af et omfang, der kalder på handling på alle mulige planer.

Topcheferne er ambassadører for hele centraladministrationen

På individniveau er det de enkelte ledere i centraladministrationen, der skal påtage sig rollen som personaleledere, og som skal udøve ledelse så medarbejderne oplever et arbejdsliv med autonomi, mestring, forbundethed og mening.

Det heldige er, at de ansatte i centraladministrationen typisk er veluddannede, og at langt de fleste af opgaverne næsten per definition er meningsfulde.

Det er chefer, som skal turde forholde sig til ledere, der ikke løfter opgaven. Og det er chefer, som skal spotte og udvikle ledertalenter, og som skal forfremme de ledere, der kan og vil udøve god ledelse.

Det er direktører og departementschefer, der selv skal gå foran som rollemodeller og vise vilje til at prioritere og mod til at erkende, at alting ikke haster.

Det er topchefer, der som ambassadører for centraladministrationen, skal skabe de gode fortællinger, og som gerne må erkende, at det haster, hvis ikke kampen om ledertalenterne skal tabes.  

Det er alt sammen nødvendige indsatser, og de skal suppleres med andre rekrutterings- og fastholdelsesinitiativer, som øget fleksibilitet, kompetenceudvikling og orlov. Men det er og bliver utilstrækkeligt.

Lad Folketinget procesregulere mindre

Zetlands artikelserie og Karsten Lauritzens og Sigge Winther Nielsens bøger illustrerer systemiske problemer, som kalder på et andet samspil mellem politik og embedsværk.

På makroniveau kræver det en regering, som udøver godt politisk lederskab, god regeringsførelse og god arbejdsgiveradfærd. Det kan lyde abstrakt, men det behøver det ikke at være, og det illustreres i principperne nedenfor.

Det heldige er her, at regeringen allerede har fat i en væsentlig del af løsningen, hvis den tør stå fast på dét, den selv siger.

Man starter med det vigtigste. Et stresset politisk system bør lave mindre. Her er frisættelsesdagsordenen det helt oplagte svar: Folketinget skal procesregulere mindre.

Regeringen må gøre op med sig selv, hvad den vil

Statsminister Mette Frederiksen (S) sagde det meget klart på det kommunale topmøde. Men allerede dagen efter meddelte undervisningsminister Mathias Tesfaye (S), at regeringen vil indføre et klasseloft på 26 elever i 0-2. klasse. Altså mere procesregulering.

{{toplink}}

Og kort tid efter fulgte Tesfaye op med trusler om ny lovgivning om børns skærmtid. Altså endnu mere procesregulering. Statsministeren taler om frisættelse og fagministrene praktiserer procesregulering. Det hænger ikke sammen.

Regeringen må gøre op med sig selv, hvad den vil. Der er et valg. Det vidste Shakespeare: To be or not to be.

Hvis frisættelse er det vigtigste, så vil vi foreslå, at man gør det til fast praksis, at lovforslag skal konsekvensvurderes i forhold til, om forslag understøtter eller undergraver frisættelsesdagsordenen.

Ligesom ny lovgivning i dag konsekvensvurderes i forhold til virkninger på økonomi og miljø, må fagministre stå på mål for procesregulering, der undergraver frisættelsen. Statsministeren må ligeledes tage stilling til, om fagministre, der ikke vil frisætte, skal frisættes.

Reform af hele den offentlige styrekæde

Man vasker trapper oppefra. Hvis vi skal have en sammenhængende og mere enkel offentlig sektor, så skal man reformere hele styringskæder.

Man skal starte oppefra og gentænke centraladministrationens rolle i en frisat offentlig sektor. Af en eller anden grund sker det aldrig.

Et eksempel: Regeringen vil reformere beskæftigelsessystemet, og den har nu nedsat en ekspertgruppe, der skal komme med forslag til, hvordan et ny system skal se ud.

Det er symptomatisk, at gruppens kommissorium eksplicit nævner, at gruppen skal undersøge de kommunale udgifter til administration og indsats. De statslige udgifter nævnes ikke med et ord.

Der er indtil videre ikke én overvejelse om, hvilken rolle Beskæftigelsesministeriet og Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering skal spille i et nyt beskæftigelsessystem.

Og det er er ikke noget den nye ekspertgruppe er blevet bedt om at forholde sig til. Viljen til at gentænke centraladministrationens rolle skal udvikles.

Frisættelse af centraladministrationen er ikke på lystavlen 

Man går selv foran som det gode eksempel. Statsministeriet har oprettet et nyt sekretariat for frisættelsesreform i ministeriet.

Det er nærliggende at starte med frisættelse i centraladministrationen. Det er desværre ikke på lystavlen.

Statsministeren har flere gange talt om frisættelse af plejehjem, skoler og daginstitutioner. Men så vidt vi ved, har hverken hun eller andre ministre en eneste gang talt om, at statslige institutioner, styrelser eller departementer skulle frisættes?

Hvis frisættelse er en god ide, så begynd i centraladministrationen. Der er nok at eksperimentere med; nok som kan give lettelser. Vi nævner blot Finansministeriets stillingskontrol og Statens Personaleadministrative Vejledning som to eksempler.

Justitsminister Peter Hummelgaard (S) har sagt, at han er enig med Karsten Lauritzen i, at tempoet skal ned, og han har nu indkaldt Folketingets partier til en drøftelse af, hvad man kan gøre.

Det er en rigtig vigtig debat, som vi håber, at folketingspartierne vil tage sig god tid til, og vi håber, at de vil lade sig udfordre af eksterne interessenter. Vi deltager meget gerne.

{{toplink}}

 

 

debat@altinget.dk